Læsetid: 2 min.

Igor Levit er en tænkende musiker, som kan det meste

Louisianas Koncertsals publikum var blandt de første til at høre et nyt og personligt program fra den 31-årige klavervirtuos Igor Levit
23. februar 2018

Den russisk-tyske pianist Igor Levit gæstede den 9. februar Louisianas koncertsal med et personligt program, der skal videre i verden blandt andet til Carnegie Hall i oktober. Programmet er formet i en periode, hvor Levit har forholdt sig til at miste en nær ven, og det mærkes.

Mest iøjnefaldende er samtalerne: komponisters inspiration fra andre komponister, pianisters transskriptioner af andre kompositioner og endda kombinationer af det hele. Og under det hele også kunstneres samtaler med sig selv og deres påtrængende ånder.

Venstrehåndsarbejde

Bachs Chaconne i d-mol for solo-violin stod som det store urværk. Det lyder dumt på dansk. Men ikke desto mindre – som musikkens egen skabelsesberetning, næsten. I hvert fald i lyset af Levits behandling af Brahms’ klavertranskription. Levit foredrog musikken som en meditation, en absolut intens og inderlig og alligevel nøgtern opbygning af musikkens mirakel.

Brahms selv sagde, at han ville være blevet gal, hvis han havde skullet undfange sådan musik. Måske for at forhindre forkert grandiositet i oversættelsen fra violin til klaver valgte han at amputere pianisten til kun at have venstre hånd at gøre godt med. Levits venstre havde ingen begrænsninger, men sang sit tydelige sprog, mens hans højre hang lang og slap ned langs siden for kun ind i mellem ikke at kunne lade være med at rejse sig i en medspillende gestus. Levit overbeviste i hvert fald om to ting: Selvom man er en arm beskåret, har man stadig musikken – og måske mere vigtigt: skulle man få den følelse at være alt beskåret, har man stadig Bach.

Sådan fortsatte Levit samtalerne fra Brahms med Bach i den store Chaconne til Sjostakovitj med Bach i sine bach’anske præludier og fugaer op. 87 til Schumanns samtale med sig selv og sine ånder i sine Geistervariationen fra både før og efter, han forsøgte at tage sit eget liv ved at hoppe i Rhinen, til Liszts udgydelser over Wagners Parsifal i hans arrangement over »Solemn March to the Holy Grail« og til Busonis forsøg på at rumme Liszts ekstravagante orgelfantasier over et tema fra en opera af Meyerbeer i et klaverarrangement. Samtaler, der syntes både at berøre det at miste og det at have mere, end man kan rumme, det at dø og det aldrig at skulle dø.

En tænkende musiker

Jeg nød første halvdel mest, for hvis chaconnen er en lysende reformatorisk katedral af de største tanker og en billet til himlen, var det senromantiske repertoire en næsten gotisk kædedans af musikalsk overlæssethed, som mine små ører slet ikke kan få med. Men bevares, Levit får i denne del demonstreret, at han også kan klare sværvægterne. Der er i det hele taget ikke særligt meget, han ikke kan. ’Pianist of the future’, siger man om ham. Det er der mange grunde til.

Allerbedst kan jeg lide ham for at være en tænkende musiker, der ikke bare læser højt for os af musikkens verdenslitteratur og den store klassiske arv, men også snakker med den og dermed giver os et slags løfte om, at det er en samtale, der ikke er bare er fra fortiden, men måske endda for fremtiden.

Louisiana. Fredag den 9. februar 2018 kl. 20.00. Igor Levit, piano. Musik af J. S. Bach, D. Sjostakovitj, R. Schumann, R. Wagner, F. Liszt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu