Læsetid: 2 min.

Japansk dirigent vender svaghed til styrke

Toshiyuki Kamioka er en spændende nytilkommen i det københavnske musikliv, hvor han har det musikalske ansvar for byens filharmoniske orkester. Deres koncert i sidste uge viste, at de er kommet ind i en bemærkelsesværdig udvikling
23. februar 2018

Han er på sin anden sæson som chefdirigent for Copenhagen Phil, men det var første gang, jeg hørte ham foran orkestret. Toshiyuki Kamioka, japaner med årtiers erfaringer fra tysk musikliv og som chef for New Japan Philharmonic.

Han viste sig som en usædvanlig kapelmester, måske særligt fordi han gik til Carl Nielsen – som han ikke kendte synderligt til, før han kom til København i 2016 – med åbent sind og friske øjne, og han dermed rensede også vores ører for ikke så lidt Nielsen-vanetænkning.

Men helt generelt er Kamioka i gang med at trimme sit danske orkester, sætte sit personlige præg på det, møblere det mere hensigtsmæssigt med det indbo, der nu engang står til rådighed (dvs. for få strygere). Det er et work in progress, og koncerten i sidste uge demonstrerede en tiltalende profilering af klangfarver og sammenspilsdynamik.

Aha-oplevelse

Programmet var en generalprøve på Spaniensturnéen, som orkestret og Kamioka skal ud på til maj, og derfor indeholdt det naturligt nok fine eksportvarer, Carl Nielsens Helios Ouverture og Violinkoncert. Den magre strygerbesætning var et handicap i ouverturen, men Kamioka kompenserede dygtigt ved at skabe liv mellem grupperne, fokusere skarpt på overgange, maksimere udtrykket i eksempelvis den hidsige strygerfuga.

Violinkoncerten blev derefter lidt af en aha-oplevelse, mest på grund af den lettiske virtuos, Baiba Skride, og Kamiokas intelligente læsning af partituret. Det virkede først som en absurditet, at han havde reduceret strygerbesætningen – indtil man et stykke tid senere måtte sande, at orkestrets manøvredygtighed faktisk blev øget. Baiba Skride ville nok undgå at gå ind i en tung brydekamp med den notorisk vanskelige koncert. For med den indledende solokadence satte hun ud på en færd med lethed og luft under noderne, helt hjemme i værkets sindrige harmoniske vejsystemer, og Kamioka fulgte op med en friskhed, ofte hurtigere tempi end vi er vant til, og med overraskende pointeringer og linjeføringer.

Men Skride var dronningen i opførelsen – som encore spillede hun en elegi af Stravinskij, en afklædt sørgemusik, der stod i overvældende kontrast til det bekymringsløse tema i Nielsens finale.

Stor ære

Kamioka holdt ikke inde med at overraske. Hans tolkning af Brahms’ 2. Symfoni er måske den mindst melankolske, jeg har hørt. Det hang blandt andet sammen med tempi, som igen blev behandlet efter parolen ’fremdrift’, og det var svært stimulerende at følge med i. Man må sige, at strygekorpset – atter med fuld styrke – havde fået sin sag for under prøverne.

Der blev farvet med en bred palet, fra den tradtionelle gyldne Brahms-klang til en stålsat aggressivitet som i den oppiskede mellemdel i første sats eller i finalens hæsblæsende coda. Men Brahms har immervæk godt af at blive hevet op af lænestolen, og et orkester som Copenhagen Phil er et storartet medium for en sådan behandling. Dirigent, solist og musikere havde alt i alt stor ære af koncerten, og det må ligge i kortene, at spanierne tager vel imod dette dynamiske partnerskab.

Nielsen og Brahms. Baiba Skride (violin). Copenhagen Phil under Toshiyuki Kamioka. Musikkonservatoriets Koncertsal 16. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu