Læsetid: 3 min.

Jeff VanderMeers sci-fi-thriller peger ned i en dyb frygt for både menneske og natur

Der er noget grundlæggende urovækkende ved ’Udslettelse’, første bind i amerikanske Jeff VanderMeers sci-fi-trilogi. Her er det nemlig ikke kun naturen, der er efterladt muteret og forandret af tidens miljøødelæggelser. Mennesket er heller ikke det samme
24. februar 2018

På overfladen er amerikanske Jeff VanderMeers Udslettelse en klassisk sci-fi-thriller med et feministisk anstrøg. Især hvis man nøjes med at høre plotreferatet: En ekspedition på fire videnskabskvinder – en biolog, en psykolog, en antropolog og en topolog – rejser til det mystiske Område X, som siden en ukendt ’hændelse’ flere årtier tidligere er blevet afspærret af myndighederne.

Kvinderne er den tolvte ekspedition, der er blevet sendt afsted af det hemmelighedsfulde regeringsorgan Southern Reach, som VanderMeers trilogi er opkaldt efter. Præcis hvad de skal opnå vides ikke, men man ved, at ingen er vendt uændret tilbage fra de tidligere ekspeditioner – på en af de første begik de udsendte endda selvmord.

Oplægget for Udslettelse, der oprindeligt udkom i 2014 og netop er blevet filmatiseret med Natalie Portman i hovedrollen, minder om flere film og bøger, vi har set de seneste år: Hunger Games-filmenes actionprægede systemkritik eller Ursula Le Guins økokritiske, kvindelige opdagelsesrejsende i bogen Sur.

Men første bog i VanderMeers Southern Reach-trilogi har noget mere sælsomt og tankevækkende over sig, noget, der ikke handler så meget om samfunds- eller økokritik som om erkendelsesfilosofi og om det besværlige forhold mellem menneske og natur.

Jeff VanderMeer: Udslettelse

Hvem betragter hvem?

Det er nemlig hverken en gold og ødelagt eller en uskyldig og uberørt natur, kvinderne finder i Område X. Det er en natur, der er kontamineret som følge af miljøødelæggelser, men alligevel er ualmindeligt frodig, et hjemsted for mange og omfattende økosystemer.

Det sidste bekræftes af vores unavngivne hovedperson, biologen, der fascineret beskriver det vildtvoksende områdes dyre- og planteliv igennem hele romanen.

»Mangfoldigheden i Område X’s biosfære afspejlede sig i det rige fugleliv: spurvefugle og spætter, skarve og sorte ibisser. Jeg kunne også se et stykke ind i saltmarsken, og min opmærksomhed blev belønnet med et minutlangt glimt af to oddere. På et tidspunkt kiggede de op, og jeg havde en underlig følelse af, at de kunne se mig iagttage dem.«

Økosystemerne er omfattende, ja, men allerede i dette citat er en nagende tvivl begyndt at opstå: jo længere biologen befinder sig i det kontaminerede område, des mere usikker bliver hun på sin egen evne til at se, til at observere.

I en slags tunnel i jorden (som biologen meget sigende opfatter som et tårn) finder kvinderne en organisk fremstillet, religiøs skrift på væggene, der lader til at blive produceret af et-eller-andet væsen dybere nede i jorden. Da de bange bevæger sig op fra »tårnet«, beskrives det:

»Da vi gik op ad trappen, fik jeg et kort øjeblik et anfald af svimmelhed, selvom vi befandt os i så lukket et rum, og blev grebet af en form for panik, hvor væggene pludselig havde et kødagtigt præg, som om vi bevægede os inde i svælget på et dyr.«

Det er denne slags antydninger, der gør Udslettelse både gådefuld og ekstremt urovækkende. For er det biologen, der er ved at forandre sig, eller er det hendes omgivelser? Når naturen kan producere skrift, og betonvægge kan blive til kød, er naturlovene sat ud af spil – måske som følge af menneskeskabte klimaforandringer, men heller ikke menneskene lader til at kende spillereglerne længere.

Antropocæn natur

På den måde er VanderMeers bog ikke så meget klimakritisk, som den er et forsøg på at skrive om det, som flere med et ret abstrakt begreb er begyndt at kalde den antropocæne tidsalder. For hvad er natur egentlig i en geologisk tidsalder, der har mennesket som omdrejningspunkt?

Den slags spørgsmål kan være problematisk at stille – for eksempel at hele ideen om det antropocæne overser, at klimakrisen er en politisk (ikke geologisk) skabt tilstand og dermed aldeles undgåelig, hvis bare vi tog os sammen.

Men det ændrer ikke ved, at det er interessant at se, hvordan det i VanderMeers fremstilling ikke kun er ’naturen’ der er i forandring, men også ’det menneskelige’. I romanen opløses skellet langsomt og grundigt, og resultatet er både angstprovokerende og tankevækkende.

VanderMeers prosa glider let og holder et godt tempo. Noget stilistisk mesterværk er bogen ikke, men det betyder ikke så meget; det er noget andet, Udslettelse kan. Den peger ned i en dyb frygt for både natur og menneske: den ubehagelige, men også forjættende tanke, at når naturen holder op med at være naturlig, holder mennesket også op med at være menneskeligt.

Jeff VanderMeer: ’Udslettelse’. Oversat fra engelsk af Poul Bratbjerg Hansen. Forlaget Rosinante. 221 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu