Læsetid: 5 min.

Justin Bieber er sort i den mesterlige tv-serie ’Atlanta’

Multitalentet Donald Glover har begået en fremragende tv-serie. Den prisvindende ’Atlanta’s store fascinationskraft er, at den balancerer så diskret mellem eventyr og socialrealisme. Og ligesom i virkeligheden er det de barske realiteter, der er mest absurde
Meningsløsheden er central i ’Atlanta’, men den formidles med et sikkert blik for de kaninhuller, der gør, at serien bliver ved at rykke i intellekt såvel som sanser. For nogle af hullerne er mulighedsportaler – mens andre bare fører backstage.

Meningsløsheden er central i ’Atlanta’, men den formidles med et sikkert blik for de kaninhuller, der gør, at serien bliver ved at rykke i intellekt såvel som sanser. For nogle af hullerne er mulighedsportaler – mens andre bare fører backstage.

FX Networks

13. februar 2018

Earn er fattig, og han har travlt med at holde op med at være det. Sagen er bare, at toget er kørt, og at afstanden til de heldige på første klasse bliver større og større for hver dag. Earn har meldt sig ud af Princeton University, hvilket ikke rigtig hjælper på det, ej heller på forholdet til forældrene og ekskæresten/moderen til hans barn.

Earn er på bar bund i den fremragende, amerikanske tv-serie Atlanta. Og når man er på bar bund, så skal man søge hjælp. Earl hooker op med fætteren Alfred, der under navnet Paper Boi har rappet sig til et mindre hit i Atlanta, byen, hvor de bor: sydstaten Georgias hovedstad med det voldsomme kulturelle opsving og de lige så voldsomme kontraster.

Atlanta er inde i et økonomisk opsving, men er opdelt i et rigt nord og et fattigt fortrinsvis afroamerikansk syd, ja, i nogle distrikter sydpå lever op til 40 procent under fattigdomsgrænsen.

Kulturelt boomer byen også, og hiphoppen er blevet en mulig katapult for de fattige. Atlanta er p.t. USA’s hiphopmekka, hvilket tog sin begyndelse, da duoen Outkast begyndte at gøre hitlisterne til et flamboyant sted at være omkring årtusindskiftet med hits som »Ms. Jackson« og »Hey Ya!«

I kølvandet er fulgt hiphopnotabiliteter som Ludacriz, T.I., Young Thug, Gucci Mane samt unge løver som Lil Yachty og ikke mindst de for tiden så toneangivende Migos.

Virkeligheden som subwoofer

Den trio er også med i Atlanta, hvor de spiller sig selv. Og så alligevel ikke. Eller måske alligevel alligevel. Ser du, kære læser, de er narkohandlere i serien, og netop pusherlivet – et velkendt tema i amerikansk hiphop – er noget, de også har dyrket rigtig meget i deres tekstunivers. Men de har også været bøller ude i virkeligheden, selv om det er lidt uklart hvordan og hvorledes.

Så når Migos-drengene møder to af hovedpersonerne i Atlanta i en camper ude i en skov, hvorfra de sælger stoffer, så føles det som et Grimm-lignende gangsta-eventyr, vi er ude i.

Men virkeligheden ligger som en subwooferbas underneden.

Atlantas store fascinationskraft er, at den balancerer så diskret mellem mytologi/eventyr og socialrealisme/samfundssatire. Så meget, at det næsten ligner virkeligheden, og lige som i virkeligheden, så er det også typisk de barske realiteter, der er de mest absurde.

Eksempler: At Earn og alle de andre ikke må sove, mens de venter i timevis midt om natten på at få deres arrestation gennem bureaukratiet på politistationen – for sådan er reglerne. At vennen Darius ikke må skyde til måls efter en hundepapirfigur, mens de andre pløkker papirmennesker i skydeklubben.

Eller de proportionsforvridninger, som vi vel alle lider under: At en kylling med citronpeber er en magisk skat. Eller at det er en katastrofe, at VIP-området ikke har nok smukke kvinder.

Superstjernens usynlige bil

»Det her er meningsløst,« siger den syrede sandsigerske/tågesnakker Darius til en dørvogter, der pludselig ikke vil lukke ham ind i det VIP-område, han forlod et par minutter før.

Og ja, meningsløsheden er central i serien, men den formidles med et sikkert blik for de kaninhuller, der gør, at Atlanta bliver ved at rykke i intellekt såvel som sanser. For nogle af hullerne er mulighedsportaler – mens andre bare fører backstage.

Justin Bieber er også med, men han er sort, og således rives der hele tiden hul i virkeligheden uden at give køb på realismen i metaforikken. Som når en superstjerne kører væk i en usynlig bil.

Der er et helt afsnit, som er formet som et debatprogram om race, køn og seksualitet. Hvor der sker det uhørte, at den ene debattør giver den anden ret. Ja, de ender med at undre sig højlydt over studieværtens forsøg på at male debattørerne op i hver deres hjørne. Jeg ved det, det lyder eksotisk.

Ingen slipper hele ud

Det er sangeren, sangskriveren, komikeren, instruktøren, manuskriptforfatteren, skuespilleren, produceren Donald Glover, der har skabt serien og spiller hovedrollen. Han er også producer samt lejlighedsvis instruktør og manuskriptforfatter på serien. Og dertil kommer en helt igennem o.k. karriere som hiphop/soulmusiker/sanger under navnet Childish Gambino.

Men det er med Atlanta, at Glover – efter at have været manusforfatter på blandt andet Tina Feys screwballserie 30 Rock – for alvor nærmer sig det mesterlige. Der er et fornemt nøgternt blik for kulden og kalkulen mellem mennesker og en nådesløs hudfletning af hykleri og idoldyrkelse.

Og så er Atlanta sjov, nådesløst sjov. Ingen hovedkarakterer slipper for ydmygelser, ingen slipper helskindet ud.

Atlanta kan ses som beslægtet med den firedobbelt oscarnominerede gyser Get Out, hvor en sort mand besøger sin hvide kærestes familie ude på landet – og alt går galt derfra. Der er samme syrede kommentarer til race- og klasseulighed. Earn – og seeren – lever på mange måder i grænselandet mellem et virkeligt mareridt og en mytisk modernitet.

Migos er vor tids Beatles

Serien vandt i 2017 fuldt fortjent to Golden Globes – for bedste skuespiller og bedste tv-serie – og to Emmy’er – for bedste hovedrolle og bedste instruktion.

Backstage, efter at have modtaget de to Golden Globes, talte Donald Glover med magasinet Vulture og sagde om ovennævnte raptrio Migos: »Jeg mener, at de er vores generations Beatles.«

Det er en lokalpatriotisk overdrivelse, men det peger også med overtydelighed på, at Atlanta er en fortælling om hiphoppen, og hvor central den er for byens genoplivning og nyvundne kulturelle betydning.

Samtidig med, at tv-serien også revser hiphopkulturens absurde sider.

Det arter sig for eksempel sådan her i episode to: Paper Boi er på vej ud af politistationen efter at være blevet løsladt på kaution efter et skyderi. En politimand lægger venskabeligt armen om ham.

»Jeg elsker det rapshit! Da jeg hørte, der var en rapper herinde, var jeg nødt til at få et billede. Lytter du til Gucci Mane!?« vil han vide.

»Ja,« svarer Paper Boi med et blik trættere end dødens.

»Jeg fængslede ham!«, udbryder den sorte betjent lykkeligt og er flad af grin. Og så er det tid til selfies med endnu en rapper, der har fået overskrifter grundet skyderi.

Atlanta – Sæson 1. Kan nu ses på Viaplay. Sæson 2 har amerikansk premiere 1. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu