Læsetid: 3 min.

Kærlighed melder sig med en dørklokkes ringen

Bodo Kirchhoffs bog er både politisk roman og kærlighedsroman, og en bevægende skildring af ’vederfarelsen’ – hændelsen – som kan forandre vores liv
3. februar 2018

Vederfarelse – eller på tysk Widerfahrnis – betyder noget i retning af ’hændelse’. Ifølge ordbogen vil det sige, at der sker »noget for én uden éns egen vilje«. Ordet har altså indbygget passiven i sig. Noget overgår én eller rammer én, ligesom ulykker og nåde.

Begge de to betydninger spiller vigtige roller i Bodo Kirchhoff afdæmpede og alligevel overvældende dramatiske roman, som i 2016 blev præmieret med Deutscher Buchpreis.

Hun, den, kvindelige hovedperson, ringer en sen aften på hans, den mandlige hovedpersons, dør for at invitere ham med i sin læseklub. Hun har afhændet sin hatteforretning, tiden var løbet fra hattene. Han var forlægger, bøger og hatte: nogenlunde samme sag. De er fremmede for hinanden og alligevel uden mange ord hurtigt fortrolige. Så snart sidder de i hendes bil på vej til Achensøen for at se solen stå op, og snart bliver turen forlænget, fra Achen til Sicilien og fra én nat til flere dage.

En rejse i Europas flygtningekorridor

Rejsen er en åbning. Dels mod deres liv før; hun har mistet en datter, han valgte ikke at få én, da han havde chancen. Mod komplicerede forældreforhold, mod det grundstødte i dem begge to. Dels mod verden omkring dem, som den viser sig i skikkelse af grupper af mennesker lejret på rastepladser og ved færgelejer eller slæbende på poser og kufferter i siden af vejen. Dvs. ad den flygtningekorridor, som for et par år siden gik på langs af Europa og delte kontinentet og måske stadig gør det.

En aften på Sicilien, mens han trækker frisk luft på altanen, træder en af flygtningene ud af den anonyme masse. En ung pige i en rød laset kjole viser sig på pladsen under ham og fanger hans blik. Det er romanens andet afgørende møde, den anden initierende vederfarelse.

Bodo Kirchhoff: Vederfarelse

Bognørdens distancerede blik

Det sentimentale lurer på Kirchhoff og hans roman, i kort referat bliver det afgjort ikke bedre. Kærlighed er hændelse og nåde, den melder sig med en dørklokkes ringen. Nogenlunde på samme måde, bare omvendt forholder det sig med tragedien. Den kommer uventet, ofte også uforskyldt (landflygtighed, sygdom). Herudover er der ansvaret, over for kærligheden og næsten, den elskede, barnet, flygtningen.

Når det ikke opleves sentimentalt, hænger det sammen med Kirchhoffs stil, som ligger fjernt fra det indladende og (bortset fra enkelte steder) det højstemte. Kirchhoff skriver snarere hakkende, med sætninger viklet ind i hinanden, med spring i synsvinkel og fremstillingsform og med nidkære opremsninger af rejsens trivielle detaljer.

Trægheden i sproget er med til at tegne billedet den mandlige hovedperson og hans oplevelse af tilværelsens ufremkommelighed, følelsen af hele tiden at være på distancen og usikker på sit næste skridt. Hovedpersonens perspektiv er bognørdens, konstant kommenterende og rettende sig selv.

»Den historie som stadigvæk sønderriver hans hjerte,« begynder romanen i et tilbageblik. Så fortsætter den, eller snarere bremser den: »som man siger, selv om han ikke ville sige det, og kun undtagelsesvist gør det her, hvad ville han lade den begynde med?«

Middelbarheden, en snublen ved tærsklen til alting, er der heller ikke noget sentimentalt over, men både noget morsomt og sørgeligt.

’Nu gælder det, tag det i besiddelse’

På bagsiden skriver forlaget om bogens handling og tema: »Selv samme nat begynder hans vederfarelse, som i løbet af tre dage …« Altså hovedpersonens vederfarelse.

Jeg kan have været uopmærksom, men jeg tror ikke, at den brug af ordet ’vederfarelse’ findes i romanen, dvs. som et kontinuum, en fase af noget. Den er imidlertid god og dækkende for det, som Kirchhoff skriver overbevisende og bevægende om. Hændelser kan have udstrækning, de kan også forandre én. Hændelser af den art kan desuden forbinde flere tilsyneladende forskellige sfærer i tilværelsen, ligesom i Kirchhoffs roman flygtninge- og kærlighedsmotivet i mangeartede og forviklede følelser af tab og for-sent-hed.

Det parafraserer den aldrende forlægger mod slutningen af romanen i en fin refleksion over ligheden mellem barndommens hjerteknugende oplevelse af en ferie, der er ved at slutte, og en uventet kærlighedslykke sent i livet: »Nu gælder det, tag det i besiddelse som blev dig givet for ikke at miste det.« Bortset fra at man kan diskutere, om den højtidelige blive-passiv er nødvendig her, er det en god sammenfatning af romanens imperativ.

Den konsekvensrige og forpligtende hengivelse til livet og et andet menneske er for tiden så sjælden, at den kan virke voldsom og som overspændt følelse, når man pludselig ser den formuleret. Men hvorfor egentlig?

Bodo Kirchhoff: ’Vederfarelse’. Oversat af Ulla Søgaard. Bechs Forlag – Viatone, 180 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu