For en ængstelig sjæl skulle der tidligere en stor overvindelse til for at bevæge sig op ad den smalle trappe til førstesalen i Hawaii Bio. Butikken i stueetagen var lys og hylderne fyldt med pornovideoer og kulørt sexlegetøj. Men ovenpå var alting mere dunkelt. Man vidste aldrig helt, hvad der ventede i mørket.
Blot kunne man være sikker på, at stueetagens billedverden på førstesalen antog en anderledes konkret og kødelig karakter. For her var videokabiner og biografsal, hvor rigtige mennesker havde rigtig sex. Om ikke med andre, så i det mindste med sig selv.
Hvis det var vanskeligt at indrømme over for sig selv, hvor man var på vej hen, kunne man altid betale bod med lidt kulturel kapital og bilde sig ind, at man gerne ville mærke auraen på det sted, der ifølge mindepladen på bygningens forside, i 1779 havde været Adam Oehlenschlägers fødested. »I, som raver i blinde, skal finde,« kunne man så passende recitere den romantiske digter på vej op ad trappen. Linjer, som kunne rumme deres egen sandhed for Hawaii Bio, hvor halvmørket lukkede sig bekvemt om alle de seksuelle gerninger og ugerninger, som udfoldede sig her.
Hawaii Bio
Hawaii Bio åbnede i pornoens guldalder i slutningen af 1960’erne og lagde i de tidlige år lokaler til såkaldte live shows, inden de blev forbudt. Siden blev førstesalen lavet til biograf og de seneste år – hvor stedet faktisk hed Playhouse – var den indrettet med en række små kabiner, som man individuelt eller parvis kunne leje sig ind i.
Ligesom de fleste andre pornobutikker og pornobiografer på Vesterbro måtte Hawaii Bio dog også dreje nøglen om og lukke for et par år siden. Internettet havde overtaget handlen med porno og sexlegetøj, og ’gentrificeringen’ havde overtaget Vesterbro.
I dag huser den tidligere pornobiograf et galleri og værksted, drevet af tre kunstnere. Og lige nu kan man i HAWAII, som stedet med distingverede versaler kalder sig, se udstillingen The Love Affairs. Den er kurateret af kunsthistorikerne Peter Ole Pedersen og Jacob Lillemose.
Det er en udstilling, der handler om »seksualitet, pornografi og censur«, bedyrer pressemeddelelsen. Det er blevet en noget spraglet sag. Mere et åbent arkiv end en udstilling, og mere en svagt optegnet skitse til refleksioner over sammenhængene mellem seksualitet, pornografi og censur end et udfoldet argument herom.
Underspillet humor
Når man i dag bevæger sig op ad trappen i HAWAII, er det første, der møder ens blik for enden af trappen, en videomonitor, hvor Susan Hinnums videoværk Cover fra 1998 bliver vist. Det er et enkelt, men emblematisk værk, der udramatisk og med underspillet humor indrammer den vigtige nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, som kunsten i perioden omkring slutningen af det tyvende århundrede var optaget af. I den korte video ser man kunstneren selv, under pseudonymet Sweet Susie, på bagsædet i en limousine sammen med en af tidens mest berømte pornoskuespillere, den britiske Sarah Young.
De sidder dér på bagsædet, uden at mæle et ord til hinanden. Kigger blot ud af vinduet, indifferente, cool, smukke. Kunstneren og pornoskuespilleren, symbolske repræsentanter for det højeste og det laveste, men på denne køretur gennem København sidestillede og ligestillede: to kvinder i en bil. Værkets titel leger med den dobbelte betydning af det engelske ord, der både kan henvise til en forside og et dækken. Kvinderne på bagsædet af limousinen er med deres pokerfjæs netop skjult bag overfladen, uudgrundelige og først og fremmest komplet uspektakulære.
Sarah Young var ellers det store tilløbsstykke, da hun besøgte København i 1997, hvor Susan Hinnum lavede sin optagelse med hende. Under sit besøg i Danmark optrådte Sarah Young blandt andet i Anders Lund Madsens talkshow NatMadsen på TV 2, ligesom hun som en sjælden udenlandsk undtagelse blev Ekstra Bladets side 9-pige. Og så uddelte hun den 3. marts autografer i Hawaii Bio, hvilket skabte lange køer af unge mænd på Vesterbrogade. Hvordan skal man i lyset af de mellemliggende tyve år forstå Sarah Youngs genkomst i den tidligere pornobiograf, nu som kunstværk?
Udstillingen The Love Affairs giver ikke publikum noget svar på det spørgsmål. Men den kan måske alligevel give nogle bud. Dens blandede materiale rummer litterære klassikere som Georges Batailles Historien om øjet fra 1928 og William Burroughs’ De vilde drenge fra 1971.
Fra 1990’erne inkluderer den blandt andet plakaten fra Jeff Koons og Ilona Stallers fælles projekt Made in Heaven og Andres Serranos bogværk The History of Sex, ligesom navne fra New Yorks undergrundsscene som post-porn-modernisten Annie Sprinkle, fotografen Richard Kern samt filminstruktørerne Marne Lucas og Jacob Pander er med.
Frihed og frivillighed
Fælles for alle bidragene er, at de i deres samtid udfordrede de etablerede seksuelle normer, det som tidligere blev kaldt kønsmoralen. En moral, der i vidt omfang også var institueret juridisk i form af censurregler, der blev håndhævet af sædelighedspolitiet.
Med ophævelsen af forbuddet mod pornografi i slutningen af 1960’erne ændrede dette sig, og det frigørende og grænseoverskridende sigte med fremstillinger af sex forandrede sig med det. Hvor det engang kunne være frigørende overhovedet at nævne sex som en dimension af den menneskelige tilværelse, er andre spørgsmål i mellemtiden blevet mere påtrængende.
Som senest #MeToo-bevægelsen har vist, handler kampen ikke længere om friheden til at være villig, men om frivilligheden. Om samtykke som essentiel forudsætning for sex. Spørg, før du rør’. Den seksuelle frigørelse har i virkeligheden aldrig givet kvinder lov til at udtrykke deres begær aktivt, uden at støde på den udbredte, mandlige forestilling om, at kvinden så også må ønske sex med enhver, når som helst og på enhver måde. Pornoens drøm om konstant, grænseløs og umættelig lyst, med andre ord.
I det lys bliver det et stærkt seksualpolitisk budskab at se Susan Hinnum og Sarah Young sidde tavst på bagsædet af limousinen. Hvor et utal af mandlige journalister i de samme dage i 1997 stillede Sarah Young nærgående og grænseoverskridende spørgsmål, tegner Susan Hinnum uden antydning af nyfigenhed billedet af hende som et menneske med en hverdagsagtig udstråling – ikke aseksuel, men heller ikke hyperseksualiseret.
Kedsomheden fungerer her som et våben mod den spektakulære og inkvisitoriske snagen i kvindelig lyst, og dermed også som en afmontering af nymfomanmyten til fordel for en stilfærdig, solidarisk insisteren på menneskelig sammensathed.
The Love Affairs drager dog ikke nogen større kulturhistoriske konklusioner af den art. Det er en udstilling, som lægger materialet frem og overlader det til publikum at finde ud af, hvad sammenhængene måtte være. Man fornemmer, at kuratorerne er fascinerede af deres genstandsfelt, at det er en nørdet beundring af de deltagende kunstnere og deres værker, der har været selektionskriteriet, snarere end et bestemt budskab.
Det er velgørende nok, selv om det også er lidt vel løst i kanterne. Formidling er der ingen af, men til gengæld et spændende program af screenings og oplæsninger.
’The Love Affairs’. HAWAII. Vesterbrogade 75. København. Indtil den 18. februar. Oplæsning ved Peter Adolphsen den 15. februar. Oplæsning ved Maria Kjær Themsen den 18. februar
