Læsetid: 4 min.

Den lille flade og den store kunstner

Karl Ove Knausgård skriver indlevet og veloplagt om Edvard Munch – og spejler sig samtidig i ham
’Aften på Karl Johan’, 1892. Så vildt som her gik det ofte for sig, da Edvard Munch i 1890’erne fandt den stil, man forbinder med ham. Men Karl Ove Knausgård viser, at Munch var meget mere end Munch. Han blev som maler aldrig færdig med at søge.

’Aften på Karl Johan’, 1892. Så vildt som her gik det ofte for sig, da Edvard Munch i 1890’erne fandt den stil, man forbinder med ham. Men Karl Ove Knausgård viser, at Munch var meget mere end Munch. Han blev som maler aldrig færdig med at søge.

The Granger Collection

17. februar 2018

I oktober i fjor så jeg på Munch-museet i Oslo udstillingen Mot skogen, som Karl Ove Knausgård for tre år siden påtog sig at arrangere. Fra magasinets kolossale gemmer havde han frit udvalgt værker og grupperet dem i fire rum med hver sit overordnede tema: Harmoni. Skov. Det indre. Portrætter. Ind imellem hang der store plancher med forfatterens ord, mestendels nu massive, opblæste banaliteter.

Hvad der for mig gjorde udstillingen til en blandet fornøjelse og eftertanken ambivalent var dog ikke Karl Ove Knausgårds kunstnermytologiske floskler, men det forhold, at han bevidst var gået efter delvist ’skjult’ materiale.

Der optrådte ingen af nationalgalleriets highlights, men kuratoren var også gået udenom de af museets værker, hvor Edvard Munch blot kopierede eller gentog velkendte motiver. Midt i mængden den dag på museet følte jeg derfor et gravkammeragtigt ubehag beslægtet med den stemning, der lyser ud af dødningeansigtet på manden med den høje hat i »Aften på Karl Johan«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu