Læsetid: 4 min.

Den lille flade og den store kunstner

Karl Ove Knausgård skriver indlevet og veloplagt om Edvard Munch – og spejler sig samtidig i ham
’Aften på Karl Johan’, 1892. Så vildt som her gik det ofte for sig, da Edvard Munch i 1890’erne fandt den stil, man forbinder med ham. Men Karl Ove Knausgård viser, at Munch var meget mere end Munch. Han blev som maler aldrig færdig med at søge.

’Aften på Karl Johan’, 1892. Så vildt som her gik det ofte for sig, da Edvard Munch i 1890’erne fandt den stil, man forbinder med ham. Men Karl Ove Knausgård viser, at Munch var meget mere end Munch. Han blev som maler aldrig færdig med at søge.

The Granger Collection

17. februar 2018

I oktober i fjor så jeg på Munch-museet i Oslo udstillingen Mot skogen, som Karl Ove Knausgård for tre år siden påtog sig at arrangere. Fra magasinets kolossale gemmer havde han frit udvalgt værker og grupperet dem i fire rum med hver sit overordnede tema: Harmoni. Skov. Det indre. Portrætter. Ind imellem hang der store plancher med forfatterens ord, mestendels nu massive, opblæste banaliteter.

Hvad der for mig gjorde udstillingen til en blandet fornøjelse og eftertanken ambivalent var dog ikke Karl Ove Knausgårds kunstnermytologiske floskler, men det forhold, at han bevidst var gået efter delvist ’skjult’ materiale.

Der optrådte ingen af nationalgalleriets highlights, men kuratoren var også gået udenom de af museets værker, hvor Edvard Munch blot kopierede eller gentog velkendte motiver. Midt i mængden den dag på museet følte jeg derfor et gravkammeragtigt ubehag beslægtet med den stemning, der lyser ud af dødningeansigtet på manden med den høje hat i »Aften på Karl Johan«.

Maleri som proces

Det man så, var en Munch, der ikke rigtigt lignede Munch, hvilket på den ene side virkede velgørende, men på den anden side irriterende eller i hvert fald æstetisk urovækkende, simpelthen fordi der hang så meget, undskyld mig, regederligt bras: underligt ufærdige lærreder, klodsede arrangementer og malerier i tynde, ligesom sjaskede strøg.

Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en flade. En bog om Edvard Munchs billeder

Nu, hvor jeg har læst Knausgårds Så meget længsel på så lille en flade. En bog om Edvard Munchs billeder, forstår jeg udstillingen bedre. Jeg har, vil jeg mene, fået en meget mere nuanceret opfattelse af maleren, og jeg har samtidig tilbragt timer i en eminent velskrivende forfatters intelligente og øjenåbnende selskab.

Jeg tror, jeg ved en lille smule mere om, hvad kunst er, hvad der skaber en kunstner, og hvad det overhovedet er og betyder at skabe. Processen er, i min fornyede eftertanke, rykket frem foran produktet.

Fire klare faser

I kunsthistorier og i monografier kan man læse, at den kontinuerlige praksis, som maleriet var for Edvard Munch (1863-1944), kan inddeles i fire tydelige faser. Den første var læreårene, hvor han malede sig ind i traditionen, først med landskabsmalerier og portrætter, derefter – og forbavsende hurtigt – med sikre, gode billeder, kulminerende med »Det syge barn«, som han skabte, da han var blot 22 år.

Anden fase er perioden frem til 1892, hvor han maler i vidt forskellige stilarter og leder efter et udtryk, der kan forløse hans potentiale. Tredje fase er den, de fleste vil forbinde med det munchske, med de billeder, alle kender – »Melankoli«, »Vampyr«, »Skrig«, »Pubertet«, »Angst«, »Jalousi«, »Madonna«, m.fl. I den fjerde fase, fra århundredeskiftet og fremad, forlader han det symbolistiske sprog og begiver sig ud i noget mindre ’litterært’, mere malerisk.

Man kan sige, forklarer Karl Ove Knausgård, at symbolismen er højtidelige eller storslåede motiver malet på en forsigtig måde, hvorimod ekspressionismen er trivielle motiver malet på en vild måde.

Men det særlige ved Munch er måske, at han i 1890’erne maler højtidelige motiver på en vild måde og derefter tømmes for dramatik. Det er, som om det at male nu går hen og bliver nok i sig selv.

Han maler ikke mere det levende, men gør det malede levende. Han lokker billedet frem af maleriet. Han udkæmper en strid mellem det, han maler, og det, han ser, eller han maler knap nok, hvad han ser. Han maler mere, hvad han – på erindring.

Nærvær og ’essens’

Kortet ned på denne måde kan Knausgårds indlevende monografi muligvis lyde lovlig abstrakt og forenklet. Men den opleves i lange stræk som fascinerende læsning, bl.a. fordi den undervejs skifter fremgangsmåde.

Første del er iagttagende med udførlige, værknære billedlæsninger. Anden del er stærkt fortællende med møder og samtaler med en kunsthistorisk ekspert, en maler og en filmskaber. Tredje del er reflekterende, mere springende, punktagtigt anlagt.

Hvad er kunst andet end et tilfældigt produkt fra mennesker, der aldrig helt har lært at tilpasse sig samfundet og mener, at de er så specielle, at de ikke behøver at bidrage til 
fællesskabet, men i stedet kan bruge deres tid på at gestalte møder mellem deres eget værdifulde indre og dette fællesskab i ydre form?
Læs også

Jeg må åbent indrømme, at jeg har mere end svært ved at goutere den måde eller de måder, bogen slutter på. Hvor den nøgterne første del hovedsagelig virker cool og koncis, og den andens beretning mest opleves som en medrivende roman takket være replikteknik og professionelt kalkulerede sceneskift, må man i den afsluttende fuga finde sig i en gruelig opmarch af klicheer om værkets »essens« og »det ordløse« i kunsten samt med forfatterens afsluttende ord »verdens nærvær på værkets præmisser«.

Det ene sted kan man (korrekt) læse, at det beundringsværdige ved den sene Munch er, »at han formåede at nedbryde alle forestillinger om egen storhed i arbejdet, og at han formåede at nedbryde de formler, som han tidligere havde haft succes med«, men andet sted får man så – som en genopvarmet færdigret fra Fakta – relanceret myten om det store menneske og den store, egensindige kunstner.

Skønt Knausgård klogt slår fast, at den ikoniske Munch let fjerner livet fra billederne, mens den biografiske Munch let får fjernet billederne fra livet, lader forfatteren selv, trods alle forbehold, bogen ende i en 1:1 identitet mellem liv og værk.

Men bogen er jo altså også skrevet af selveste Karl Ove Knausgård. Derfor kan den udmærket læses som et spejlende selvportræt og ikke bare som en bog om en stor kunstner og om tilblivelsen af en udstilling, som af forståelige grunde blev forlænget. Først i tid og nu i skrift.

Karl Ove Knausgård: ’Så megen længsel på så lille en flade. En bog om Edvard Munchs billeder’. Oversat fra norsk af Sara Koch. Lindhardt og Ringhof. 214 sider, illustreret. Kr. 299,00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu