Lille pige bliver væltet af hund, mand taber bukser på trappestige, kærestepar i jolle kæntrer

Det var de gode gamle 90’ere. Mor røg Prince i sofaen, alles søstre ville være Spice Girls, og alle raske drenge ville være Peter Schmeichel.

Det var den gyldne æra for flow-tv, og den hotteste familieunderholdning i parcelhusdanmark var de nye hjemmevideoshows, som dansk tv havde kopieret fra USA. DR havde »Det’ Ren Kagemand«. TV3 havde »Hit Med Videoen« (med Søs Egelind som vært, fandme). Jeg elskede det.

Det var hjemmevideo, som vor mor lavede dem: Lille pige bliver væltet af hund, mand taber bukser på trappestige, kærestepar i jolle kæntrer. Hvis videoen åbnede med en hængekøje, var man sikker på, den endte med en øm røv.

I dag fremstår programmerne så old school, at man tror, det er løgn – pang på farverne, saxofon på intromusikken, gak på lydeffekter – dengang var det ren tv-alkymi: Et voyeuristisk blik ind bag ligusterhækkene blandet med en barnlig glæde ved hverdagens små vrangsituationer. Rent guld. Pludselig kunne alle være latterlige.

Vi grinede ikke for at normalisere andres ulykke – vi grinede, fordi ulykken netop ikke var normal. Og så var det afslappende: En fortløbende strøm af videosukker, som modstandsløst fik hjernen til at lyse op. Og tænk, ugens skæggeste klip vandt »en multimedia computer«.

Den heroiske Bubber

Nå, men det eneste i 90’erne, der kunne måle sig med hjemmevideoerne, var min barndoms anden tv-passion: »Rent Fup« på TV3 (med Preben Kristensen – ikke Søren Pilmark).

Husker du det? Et helt hold af tv-producenter spinner det mest kunstfærdige plot for at fucke med en eller anden kendis – vi snakker skjulte mikrofoner, helikoptere og afspærrede gader, bare for at Mark Strudal eller Gordon Kennedy en times tid kan være som Michael Douglas i The Game. Se det var underholdning!

Oooh det klassiske afsnit, hvor stakkels (unge!) Bubber bliver tilbageholdt i sin bil af to magtfuldkomne politibetjente, der ender med at skyde (!) en anden mand, fordi han bryder deres arbitrære regler. Bubber reagerer bemærkelsesværdigt heroisk, ja, næsten aktivistisk, ved at løbe ud af sin bil, række armene i vejret og ironisk råbe:

»Skyd ham! Skyd ham! Han betalte ikke 80 kroner. Skyd mig! Skyd mig!«

I dag kan jeg se godt se, at min barndoms hjemmevideo- og Ren Fup-kærlighed muligvis blev gatewaydrugs til tidens næste store tv-fænomen: MTV’s Jackass. Det startede i 2000, hvor jeg var 14 år og derfor på alle måder modtagelig for Johnny Knoxvilles ekstremiteter. Man skal være disponeret for den slags – ikke alle (omend mange) griner højt, når andre glider i en bananskræl. Men det gør jeg altså (ja ja, sagsøg mig). I dag holder jeg 90’er-ilden i live ved at følge Drunk People Doing Things på Instagram. Det kan varmt anbefales.