Læsetid: 3 min.

’Lucie’ er en historie om en kvinde med umådeholdent begær efter ungt mandekød og ud af kroppen-oplevelser

Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ’Lucie’ er den vildeste bog, denne anmelder har læst, men desværre fiser dommedagsvisionerne ud i et simpelt selvrealiseringsprojekt
’Lucie’ ligner andre af Anne-Marie Vedsø Olesens pastiche-agtige romaner om kvinder, der kæmper og slår ihjel, men den finder sin helt egen tone af oldnordisk patos.

’Lucie’ ligner andre af Anne-Marie Vedsø Olesens pastiche-agtige romaner om kvinder, der kæmper og slår ihjel, men den finder sin helt egen tone af oldnordisk patos.

Ditte Valente

10. februar 2018

Ragnarok står for døren i Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman, Lucie, der både i tone og tematik stiler mod det storslåede: Naturen i oprør mod en grådig, selvoptaget menneskehed, skildret i kraftfulde metaforer og visioner af overnaturlige hændelser.

Det er hovedpersonens eget oprørske begær, der driver hende ud på romanens spirituelle rejse mod ånden i naturen. Hovedpersonen og fortælleren, den smukke Lucie, er ikke kun 1.000 år gammel og ernærer sig af frisk menneskekød. Hun viser sig også at være en falden skytsengel, der under slaget ved Stiklestad (1030) forsømte sin pligt, at beskytte den kristne Kong Olav den Hellige i det afgørende opgør mellem kristendom og asatro. For Lucie blev Olav inkarnationen af intolerance, forklædt som godhed. Derfor lod hun hans hedenske rivaler slå ham ihjel, og det bærer hun nu sin straf for, i form af sin »mørke, udødelige eksistens«.

Anne-Marie Vedsø Olesen: Lucie

’Hans kød blev mit’

Romanens handling udgøres af Lucies rejse tilbage til åstedet i Norge. På rejsen får hun selskab af to andre søgende sjæle, den deprimerede, nyskilte Casper (»penge, arbejde, arbejde, arbejde, og så gik hun«) og hans ven, religionshistorikeren Martin, der forsker netop i kristningen af Norge.

Lucie føler sig træt, plaget og genvinder kun kortvarigt sin livskraft ved at indtage opium, rød fluesvamp, og allerbedst, ved at guffe levende unge mænd i sig. På romanens allerførste sider bedøver, binder og spiser Lucie den 23-årige Kim fra Bramming, som hun har lokket med fra Copenhell-festivalen: »Han gryntede gennem gaffatapen. Men han bevægede sig stadig ikke. Han var alt for bedøvet. Jeg bed, flænsede, slugte, hans kød blev mit. Livet i kødet blev mit.«

Lucies navn er en kort, feminin udgave af Lucifer, lysenglen, der også lånte mental energi til blandt andet Karen Blixens opgør med sin barndoms kvælende kristendom. Et tilsvarende opgør forestår nu mellem naturens og civilisationens kræfter, forstår man af Lucies syner af rædsel og nød, der ligner Middelalderens helvedesvisioner og malerier af Hieronymus Bosch.

Himmelske fugletræk, kraftfulde naturmetaforer, klikkende insektvinger, dragehoveder, »gab, munde, næb, æderi«, varsler naturens sejr, ikke kun i Lucies visioner, men også for hendes ledsagere. Martin er dus med himlens fugle og forstår deres vingede sprog, mens Casper får shamanistiske absencer og citerer Odins selvoffer fra det oldnordiske kvad Hávamál.

Ultimativ frihed

Lucie tolker varslerne som naturens forestående hævn over menneskehedens grådighed og egennytte: »Menneskeheden var ved at drukne i tanker og følelser, der blev mere og mere selvoptagede. (…) menneskene i dag følte sig hævet over nytten og stillede krav om ultimativ, selvoptaget frihed«.

Komikken lurer, både i romanens generelle patos, og når seriemorderen Lucie selv kalder sig »naturens og fornuftens engel«. Eller er meningen, at hendes egne drab på uskyldige er en del af menneskehedens »krav om ultimativ, selvoptaget frihed«, som naturen nu bringer til ophør?

Lucie er den vildeste roman, jeg har læst i mit liv, men rummer sin egen ægte læsefryd. Man bliver elementært revet med af romanens desperate alvor og bimlende dommedagsvisioner: Engle og aser svirrer over hovederne på personerne, spyddet, der dræbte Olav den Hellige, bliver genfundet, og Lucie selv genvinder sine englevinger. Dette sker i en flot beskrevet, fysisk metamorfose over fire bogsider, hvor Lucie mærker en kløen i ryggen, siden smerte.

Endelig fortæller spejlet hende, hvad der foregår: »Jeg så med væmmelse et par klæbrige, pjuskede fjer begynde at stikke ud, grimme som nyfødte gøgeunger. (…) En besynderlig fornemmelse spredte sig gennem min rygmuskulatur. Det strålede fra skulderbladene ind mod rygsøjlen og ud mod siderne, skråt nedad. Det føltes næsten som om jeg havde fået ekstra muskler, tænkte jeg, og forsøgte at bevæge dem, at få de nye muskler til at reagere«.

Hvad sker der her? En Kundalini-rejsning? En psykotisk oplevelse? En yogasession for skulderbladene? Men ikke uden humor!

Verden står endnu

Skuffende er det derfor, at de storslåede dommedagsvisioner tilsyneladende fiser ud i et tilsyneladende simpelt selvrealiseringsprojekt. Naturen forstummer, da Lucie når sit mål, og hendes rejsefæller på hjemrejsen hører Oslofærgens beroligende tuden. Verden står åbenbart endnu.

Tilbage står en historie om en kvinde med umådeholdent begær efter ungt mandekød og ud af kroppen-oplevelser.

Lucie ligner andre af Anne-Marie Vedsø Olesens pasticheagtige romaner om kvinder, der kæmper og slår ihjel, men den finder sin egen tone af oldnordisk patos.

Om man kan tage romanens civilisationskritiske ambitioner alvorligt, er en smagssag. Jeg kunne ikke.

Anne-Marie Vedsø Olesen: ’Lucie’.  Politikens forlag, 352 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu