Tegneserieformen konsoliderer sig for tiden i litteraturverdenen. Etablerede forlag, der mestendels gør sig i bøger uden billeder, har med fremkomsten af den såkaldte grafiske roman eller graphic novel fået færten af en form, som kan noget nyt og andet og samtidig trives i et litterært register. Forfattere, filmfolk, illustratorer og andet godtfolk prøver kræfter med tegninger og talebobler. Resultatet er det fremvoksende fænomen, man kunne kalde en McGraphic Novel.
Nogle gange er der tale om ren kalkule, i andre tilfælde genuin nysgerrighed, som regel lidt af begge dele. Et gennemgående træk i en McGraphic Novel er imidlertid et manglende greb om tegneserieformens virkemidler og – desværre oftere end godt er – den der fornemmelse af mangel på indre nødvendighed. Når det lykkes, kan det derimod være med til at udvide tegneseriens horisonter – Annette Herzog og Katrine Clantes legesyge PSSST! fra 2013 var f.eks. et udmærket hjemligt bud på en engageret hybrid mellem billedbog, tegneserie og dagbogsroman (opfølgeren Hjertestorm fra 2016 var mere anstrengt).
Hak i de rigtige kasser
Nå, men nu har ungdomsforfatter Sarah Engell og illustrator Lillian Brøgger – kendte og respekterede skikkelser på hver deres respektive felter – signeret en vaskeægte tegneserie med titlen Fuglemanden. Den er nærmest indbegrebet af en McGraphic Novel. En tegneserie i bogform, der behandler et ’alvorligt’ emne og fastholder litterær dekorum. Der er hak i alle de rigtige kasser.
Den handler om den forældreløse teenagepige Barbaras kamp med en tiltagende skizofren lidelse. Denne manifesterer sig som en dominerende fuglemand, som påstår at han er hendes far og taler hende fra at stole på andre – hendes kærlige plejeforældre, en dreng fra skolen der er forelsket i hende. Fuglemanden nærer hendes paranoia og vrangforestillinger. Lidelsen udtrykkes bredt i en kradsende fugleikonografi – audiovisuelle hallucinationer i form af baksende, prikkende krager, hvide storke der giver hendes drømme om frihed vinger.
Ideen er fin, men det er som om skaberne ikke helt tror på det. I hvad der forekommer som mangel på tiltro til billedmediet fra forfatterens side, forklares fuglemetaforerne for eksempel Wikipedia-agtigt på en knust mobilskærm, mens indre monolog i form af et dagbogsagtigt tekststykke dukker op som en enlig svale tidligt i fortællingen. Et umotiveret fremmedlegeme.
For pænt
Brøggers punkede streg og skarpe grafik er hovedattraktionen. Øjne og munde forstørres, mens kroppene generelt er leddeløse. Prik- og zigzagmønstre lagt i fladen danner baggrund for dynamiske figurer. Så langt så godt, men det er alligevel for pænt. Det udmærkede princip om at holde de fleste sekvenser i to-tre farver ender i design snarere end følelse; kuløren er generelt blegfesen og undermineres af usanselige digitale teksturer. Det rutinerede, organiske grundudtryk modarbejdes.
Det samme gælder hendes udtryksfulde håndtekstning, som primært lægges i Fuglemandens mund og Barbaras tankebobler. Resten af dialogen, bidder af sangtekster og andre verbale indskud er sat i en stiv skrifttype, der upassende maser sig ind i boblerne som en særligt kønsløs, invasiv art.
De enkelte billeder er endvidere placeret på siderne uden sans for flow eller rytme. Der bruges lidt basistricks: helsider og blanke dobbeltopslag markerer vendepunkter eller accentuerer følelser; billedrammerne flyder når Barbaras anfald er på deres højeste. Men effekten mindskes af, at det ikke sker i kontrast til et organiseret rammesystem.
Det er alt for let at adskille tekst og billede i Fuglemanden – sjældent en god ting i en tegneserie. Brøggers arbejde er professionelt, men føles som endnu en illustrationsopgave til et dybest set banalt manuskript, der anstrenger sig for meget for at være både vedkommende og opbyggeligt. Som pligtlæsning i niende klasses dansk.
Sarah Engell og Lilian Brøgger: ’Fuglemanden’, Carlsen, 112 sider, 230 kroner.
