Ingen blues, kun ’harmonisk dur’. Breaks er forbudte, og det samme er allegro og presto. Der må ikke være over fem procent synkoper, og solerne må kun vare fem sekunder.
Sådan lyder instrukserne fra en tysk officer til Django Reinhardt og hans musikere, inden de skal spille en koncert for højtrangerende nazister i franske Étienne Comars historiske drama Django.
På den ene side vil nazisterne gerne underholdes af Djangos swingende musik. På den anden side skal den tøjles og kontrolleres, for Hitlers Tyskland var officielt imod ’degenereret musik’ som jazz. At den blev spillet af en mand med romarødder, et umiskendeligt talent for swingende jazz manouche (sigøjnerjazz) og kun to fungerende fingre på sin deforme venstre hånd hjalp ikke på sagen.
Den konflikt bruger Étienne Comars drama som udgangspunkt for en temmelig fri fortolkning af Django Reinhardts skæbne under Anden Verdenskrig, inspireret af Alexis Salatkos bog Folles de Django.
Comar har tidligere skrevet manuskriptet til Om guder og mænd, som han også producerede. Efter en række andre titler som producer debuterer han nu som instruktør med Django, som har mange gode takter og musikscener undervejs, men på konfliktsky vis springer lovligt synkoperet rundt i historien uden for alvor at lade os komme ind på livet af kunstneren Django.
Øjeblikke med Django
Django spilles ellers godt af Reda Kateb, som blandt andet er kendt for en mindre rolle i Profeten og en stor over for Viggo Mortensen i den eksistentielle Algeriet-western Flugten til frihed. Kateb formidler overbevisende virtuositeten i de overskudsagtige musikscener, som er filmens største styrke.
Samtidig er han lavmælt god som privatpersonen bag artisten, der både er dedikeret søn og utro ægtemand. Også selv om manuskriptet aldrig for alvor giver os lov til at udforske relationerne med hverken Djangos kone (Bea Palya), hans elskerinde (Cécile de France) eller hans dygtige medmusikere.
På lignende vis vælger historien også ofte at forlade ham i nogle af de mest dramatiske øjeblikke. Som når han udmattet flygter over sneklædte bjerge til Schweiz og …. Det får lov at hænge i luften, for nu skal vi til opførelsen af det requiem, han skrev til sine forfulgte sigøjnerbrødre. Et smukt øjeblik, men som flere andre scener i filmen er det et øjeblik, som ville have fungeret bedre med en stærkere dramaturgi til at bygge op og binde sammen.
Musik og menneskesmugling
God musik er der heldigvis masser af, fra Django-hits som Nuages til det requiem, han skrev under krigen. Det meste af requiempartituret er forsvundet, men filmen tilbyder fint en fornemmelse af værket, og det er interessant med historiens fokus på Django som komponist såvel som ekvilibristisk udøvende guitarist.
Django er bedst, når musikken er i centrum, selv om historien om Nazitysklands forfølgelse af romaer absolut er vigtig at fortælle. Undervejs tager man sig selv i at tænke, at det måske havde været bedre med to film. Én, der for alvor tog sig tid til kunstneren og mennesket Django, og én med bedre udfoldelse af de dramatiske elementer med modstandskamp og menneskesmugling.
Comar har meget at fortælle, men svært ved at finde det rigtige toneleje fra filmens abrupte åbning med nedskydningen af en gruppe musikere i en skov til de følgende scener fra Paris’ musikliv. Somme tider er det bedre med færre breaks og synkoper. Men musikken går helt sikkert i blodet, som nazisterne også må konstatere til filmens fint iscenesatte koncert, der langtfra bliver lutter harmonisk dur.
’Django’. Instruktion: Étienne Comar. Manuskript: Étienne Comar og Alexis Salatko. Fransk (Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus og flere andre biografer rundt om i landet)
