Hans far sagde, at han skulle øve sig mere. Hans mor tilskyndede ham til ikke at øve sig for meget og huske at nyde livet. Hans første store læremester, Nahum Brodski, der var elev af Tjajkovskijs sidste protegé, lærte ham, at han ikke skulle spille med sin »popo«, men med sit hjerte.
På en eller anden måde formåede han at gøre alle tre ting, den tyske pianist og elektroniske musiker, Nils Frahm. For da han var 14 år, fik han, efter at have øvet intenst med sin klassisk skolede læremester i seks-syv år, øjnene op for paragliding og droppede for en periode musikken for i stedet at leve på ekstremsportens evindelige kant.
Dette varede, indtil hans far tilbød ham lige det keyboard, han gerne ville have, på betingelse af, at han ville stoppe med »den der pilotting«. Det førte i første omgang til, at han begyndte at spille Beatles-sange med et par venner på trommer, saxofon og midi-keyboard i et projekt, der efter hans eget udsagn lød forfærdeligt, men som i anden omgang skulle vise sig at være et vigtigt trin på den skæve udviklingsstige, der skulle føre ham til at blive en helhjertet musiker og en af vor tids store fornyere af klassisk musik, for nu at sige det lidt pompøst.
Hans samlede værk tæller, til trods for hans blot 35 år på denne jord, ni soloalbums, tre EP’er, et par filmsoundtracks og et hav af albums lavet i samarbejde med andre kunstnere, og det både favner og rammer bredt.
Han har først og fremmest ramt det kræsne og kvalitetsbevidste indiepublikum, og han spiller, på trods af sit udgangspunkt i den klassiske musik, på de store rytmisk orienterede festivaler og spillesteder. I løbet af februar giver han således to udsolgte koncerter i Vega i København, som, hvis det går som hans koncerter plejer, vil kulminere i detaljerig techno foran et overvejende ungt publikum.
Men gennem de digitale musikplatforme har han tillige ramt en større og mere broget masse af lyttere (vi taler flere millioner). Og hvis du bare én gang har klikket på en af de klaverspillelister på Spotify, der er designet til at få dine spændte skuldre til at synke den afgørende centimeter væk fra ørerne, er du højest sandsynligt stødt på en af hans åndfulde klaverkompositioner. Om du kender ham på forhånd eller ej.
Fra koncepterne
Med sit nye album, All Melody, er Nils Frahm gået bort fra de mere eller mindre stramme koncepter, som han ellers altid har haft en forkærlighed for på sine soloplader. Koncepter, der også har fungeret som dogmer, og som har tvunget ham ud af vanernes søvndyssende vuggen og ind i de situationer, hvor man er nødt til at være vågen. Som da han med en brækket tommelfinger komponerede ni numre til ni fingre på albummet Screws fra 2012 og lærte sig selv at spille på ny.
Men det, at han pludselig mangler et koncept at holde sig til, betyder ikke, at han ikke udfordrer sig selv, og på All Melody arbejder han med en aficionados dedikation med at være tilstede og nærværende i det fysiske rum. Det understøttes af, at han i det legendariske 1950'er-Funkhaus-studie i Østberlin har indrettet et indspilningslokale, som klinger med som et instrument i sig selv. Han har således lukket sig selv inde i en eksistensens klangkasse, og han spiller derfor aldrig bare på klaverets strenge, men også på klaverets krop og på det tomme rum, der er imellem klaveret og rummets vægge. Med alt hvad det indebærer af krav om minutiøs præcision.
En del af lydene på albummet, nok ikke mindst de elektronisk frembragte, sender han ind i analoge rumklangskamre, små rum, der er designede til at skabe den rigtige lyd, som han så kan optage og mikse ind i helheden. Disse rum har – med undtagelse af en tørbrønd, han lånte af en ven på Mallorca – ligeledes været til rådighed for ham i Funkhaus-studiet, og de er med til at skabe en dybde på All Melody, som føjer nye dimensioner til den musikalske fornemmelse for rum, som hans musik altid har besiddet, men som han hidtil ikke har udfoldet i samme skala.
Nye fornyere
Lige så avanceret, hans lydlige arbejde er, lige så enkle er hans kompositioner på All Melody, der paradoksalt nok hører til blandt hans mindst melodiske værker. Ofte består kompositionerne af korte harmoniske og melodiske forløb, der gentager sig, med kun små variationer i lyd eller anslag, andre gange med næsten umærkelige harmoniske ændringer. På intet tidspunkt igennem de tolv skæringer på All Melody er der en tone, der føles overflødig, hverken i de intime klaverstykker eller i de pulserende elektroniske lydoceaner som »#2« og titelnummeret, »All Melody«.
Med All Melody sætter Nils Frahm således en tyk streg under den omstændighed, at han ikke er blevet en fornyer af den klassiske musik, fordi han har lagt nye, mere avancerede kompositoriske former ned over musikken. Det er derimod nærværet i den musikalske kommunikation, der i al sin enkelhed gør musikken levende for en ny skare af lyttere, som ikke nødvendigvis har det store kendskab til Tjajkovskij og co., og som ikke opererer med den samme hierarkisering imellem høj- og lavkultur, som den klassiske musik traditionelt er blevet placeret ind i. På den måde minder han om en af jazzens nye store fornyere Kamasi Washington, der med sit korte album Harmony of Difference fra sidste år føjede ny nerve til gamle former.
Nils Frahm har tydeligvis både øvet sig meget og øvet sig tilpas lidt til ikke at glemme at leve sit liv. Og han har bestemt lært at spille mere med hjertet end med andre populære kropsdele. Det vidner All Melody om helt ud i de fjerneste lag af rummenes klange.
Nils Frahm: ’All Melody’ (Erased Tapes)
Han spiller i Vega i København den 12. og den 16. februar
