Læsetid: 4 min.

Opera oversat til stumfilm på den kongelige scene imponerer

Ideen om at oversætte Rossinis komiske opera ’Barberen i Sevilla’ til stumfilm er tæt på genial, men holder måske ikke til sidste akkord
9. februar 2018

Martin Lyngbo, tidligere teaterchef for Mungo Park, står for en nyopsætning af Gioachino Rossinis klassiker Barberen i Sevilla. Operaen er fra 1816 og har været en succes i et par århundreder på grund af dens fantastiske musik og folkelige humor. Det betyder ikke, at det i dag er en sikker kunstnerisk succes, for det er ikke altid nemt at holde liv i efterhånden bedaget humor eller holde spændingen oppe i det gammeldags drama, men publikum plejer at komme.

Lyngbos opsætning er en sympatisk opsætning. Det er den af tre årsager. 1) Man har forkortet operaen, 2) man vil gøre historien tydelig for mennesker af i dag og understrege en humanistisk fortælling, 3) man vil henvende sig til operanybegyndere.

Desuden er det i Rikke Juellunds fantastisk æstetiske sort-hvid-scenografi en meget smuk forestilling.

Barberen i Sevilla handler om, hvordan barberen Figaro for penge sætter gang i en kærlighedsforviklingshistorie ved at hjælpe den forelskede grev Almaviva ind til den lige så forelskede unge kvinde Rosina, der bevogtes af sin formynder, Don Bartolo, som selv vil giftes med hende.

Figaro er både fræk og fuld af gode ideer, og greven er ikke bange for at føre dem ud i livet. Rosina er heller ikke en bly viol, men en handledygtig ung kvinde ved sine længslers mod. Hun ved godt nok ikke, at det er en greve, hun har forelsket sig i, men det gør ikke historien dårligere. Og så videre.

Rossinis opera baserer sig på et stykke af komedieforfatteren Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais. Ligesom Mozarts opera Figaros bryllup gør det. Hans menneskelige komedier er virtuose og levedygtige, men hvordan relevansen bliver tydelig i en lang opera, er alligevel en stor opgave for den moderne instruktør. Mozarts musik løser en stor del af opgaven ved at være universel og tidløs smuk, og fordi Mozart formår at skildre alvoren midt i alt det sjove, og alvor er en mere gangbar mønt i eftertiden, end humor er.

Rossini kan uanset hans kunstneriske format kategoriseres i en mere tidsbundet genre, opera buffa, komisk opera. Syngestilen hedder bel canto, skønsang, og udstiller sangerne i bravournumre, og musikken er til for at underholde. Begge dele er sværere at få i mål, så det passer til nutidens underholdningsbranche.

Stumfilm

Lyngbo-holdets første foranstaltning: forkortelse, er et klogt træk. Man mangler ikke en eneste forvikling eller bravourarie, men er glad for at slippe hjem en halv time tidligere. Den anden: at gøre historien tydelig, er også en god idé. For at vi kan forstå, hvilken socialklasse en barber tilhørte i datidens Italien, har man rykket ham ned til en vagabond, der udgiver sig for at være barber.

Hvordan det i sig selv lykkes på scenisk vis og med stilens egen forviklingsglæde at smugle en vagabond ind i barberen, kan jeg kun tage hatten af for! Dramaet flyttes frem til begyndelsen af forrige århundrede som en god periode at afspejle magtspillet i. Og til at afspejle underholdningen i vælges den tidssvarende genre: stumfilm.

Slapstick-italieneropera oversat til slapstick-stumfilm. Det er tæt på genialt. Stum virtuositet og stemmens virtuositet i samme forestilling. Det kræver lidt af deltagerne. Den udrangerede og dermed stumme barber ageres af en stuntman. Resten må både synge og stunte.

De tre hovedpartier var formet af et udenlandsk hold af meget stærke sangere, der kan deres partier på rygraden og også havde overskud til at agere. Meget forskellige sangere. Sydafrikanske Luthando Qave som vagabonden Figaro, italienske Matteo Macchioni som grev Almaviva, armenske Anna Kasyan som Rosina og portugisiske José Fardilha som Don Bartolo.

Så har man også fået hørt lidt af verden på sådan en aften. I de måske mindre sangpartier, men lige så scenenærværende roller sås og hørtes Simon Duus som Basilio, Elisabeth Halling som Berta og Jens Søndergaard som notar/officer. Bo Thomas agerede den udrangerede barber.

Men om stumfilm også virkelig forløser Rossinis musikalske vulkan og opera buffa-genren, og om det at oversætte en stil er vejen til operanybegynderne, er spørgsmålet. Der skal en helt særlig frisættelse til for sangerne til at underbygge skuespillet med nutidig humor, og det er på mange måder nødt til at komme fra dem selv. De alt for gode ideer og dermed en vis kontrol holdt festen lidt i stilistiske tøjler.

Jeg kan kun sige, jeg var imponeret over det helt igennem professionelle arbejde og velkommer det i operaens verden, men at den hemmelige ingrediens til, at operaen i sig selv underholder, manglede, og det var en bedre stumfilm end en opera, og at ouverturerne med deres stumme sceniske akkompagnement var forestillingens kunstneriske højdepunkter.

Giachino Rossini: ’Barberen i Sevilla’. Musikalsk ledelse: Michael Hofstetter. Iscenesættelse: Martin Lyngbo. Scenografi og kostumedesign: Rikke Juellund. Operaen. Spiller frem til 8. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu