Læsetid: 4 min.

Picassos livsglæde fængslet i andægtige montre

Louisiana har lavet en personfikseret blockbuster-udstilling med Pablo Picassos keramiske arbejder, der bliver iscenesat som sakrale relikvier
Livsglad kunst i triste glaskasser: Picasso på Louisiana.

Livsglad kunst i triste glaskasser: Picasso på Louisiana.

Pressefoto

23. februar 2018

Lad det være sagt med det samme: Det er en varm udstilling, Louisiana har begået med Picasso keramik. I den terminologi, som stifteren af museet, Knud W. Jensen, etablerede, var der kolde og varme udstillinger, og det ideelle museum blev ledet efter saunaprincippet, som sikrer en vekslen mellem den ene og den anden type udstillinger. Med Picasso keramik er museet oppe i den varmeste ende af registret, tæt på kogepunktet, hvilket blandt andet implicerer en voldsom trængsel af publikummer.

Navnet Pablo Picasso er i sig selv garant for blockbustereffekt. Der er næppe nogen kunstner fra det tyvende århundrede, der på samme måde har en ubetinget tiltrækningskraft – det skulle da lige være rivalen Henri Matisse. Sådan en status opnås ikke uden grund. Picasso var i sin levetid fra 1881 til 1973 både gentagent banebrydende og ekstremt produktiv. I de tidlige år var han især en kunstnernes kunstner, et omdrejningspunkt for avantgarden i Paris. Her udviklede han blandt andet kubismen sammen med Georges Braque. Siden blev han en folkets og humanismens kunstner, der indfriede alle kulturelle længsler efter bohemens udskejelser.

Picasso var kontroversiel i kraft af sin stilistiske radikalitet, der sikrede ham en æresplads som forhånet på nazisternes store udstilling af Entartete Kunst – degenereret kunst – i München i 1937. Som i øvrigt var samme år, som Picasso malede sit hovedværk, Guernica, som en kunstnerisk protest mod de fascistiske styrkers bombning af civile i byen Guernica i den spanske borgerkrig. Picasso som ophavsmand til efterkrigstidens mest ikoniske fredsmotiv, fredsduen, skal ses i lyset af de krige såvel som billedstridigheder, perioden gennemlevede.

Materialefascination

Kendetegnende for Picasso var imidlertid også den stilistiske rastløshed og vedvarende kunstneriske udfordring af sig selv. Louisianas aktuelle udstilling – der er den sjette Picasso-udstilling, museet laver – fokuserer på produktionen af keramik i efterkrigstiden. Værkerne stammer fra perioden 1947-1964, som var en periode, hvor Picasso boede i Sydfrankrig – en stor del af tiden sammen med den 40 år yngre Françoise Gilot, som han fik to børn sammen med. Den yngre Picassos radikalitet kan man ikke længere spore, og i sammenligning med for eksempel Asger Jorns grænsesprængende brug af keramik virker Picasso temmelig konventionel.

Pressefoto

Picasso kastede sig dog over keramikken med en nysgerrighed og entusiasme, der tydeligt lader sig aflæse i de udstillede værker. Som størsteparten af Picassos oeuvre er også den keramiske del kendetegnet ved det legende og lystfulde, som strækker materialerne til deres yderste og lader det ornamentale og det figurative flyde sammen i overraskende og vildtvoksende visuelle associationskæder. Arbejderne er både tilbageskuende i deres lån fra den antikke middelhavskultur og helt samtidige i deres fragmenterede og stærkt stiliserede figuration.

Udstillingen gør en pædagogisk dyd ud af at pege på de tekniske og æstetiske påvirkninger, som har informeret Picassos keramiske arbejder. Vægplancher med ordlister og visuelle skildringer af keramiske former hjælper publikum med at forstå traditionens tyngde i Picassos værker. Det er imidlertid ikke respekten for traditionen, der springer i øjnene, når man betragter Picassos keramik, men derimod det legende og humoristiske, der med yndefuld elegance blander kluntet folkloristik og suveræn bemestring.

Den tydelige materialefascination, der ligger til grund for arbejderne, bliver imidlertid ligesom den legende lethed, der kendetegner produktionen, neddæmpet i Louisianas præsentation. I den museale iscenesættelse er keramikken placeret i nydelige vitriner, der i deres gennemførte transparens påkalder sig lige så meget opmærksomhed, som de genstande, de rummer. Vitrinerne er en slags miniaturemuseer i øjenhøjde, små gnistrende glasæsker, der isolerer keramikken og udstyrer den med en vigtighed, der virker mærkeligt paradoksal og ikke befordrende for at formidle det stærke element af joie de vivre, som stråler fra værkerne.

Relikvieskrin

Det handler uden tvivl om sikkerhed og forsikringer og den slags kedelige, pragmatiske omstændigheder. Men resultatet indvirker på de udstillede genstandes udtryk. Vitrinerne er lyssatte med spotlys, der bader keramikken i lys, men også skaber uheldige skyggeeffekter og spejlvirkninger, som generer oplevelsen af dem. Først og fremmest er vitrinerne fysisk afstandsskabende, men de skaber også en visuel fremmedgørelse, en andægtig aura, der berøver kunsten noget af dens vitalitet og den fornemmelse af materialitet, som ellers er afgørende. Keramikken er forvandlet til en art relikvier anbragt i funklende skrin med bydende appel om beundring. 

Pressefoto

Udstillingen gør også en dyd ud af at forankre keramikken i en visuel biografi. Keramikken bliver over alt ledsaget af store, sort-hvide fotografier af kunstneren i sine værksteder. Fotografierne er nogle steder papirforstørrelser, andre steder projiceringer, der viser skiftende motiver. De viser os bohemefiguren og mesteren med det intense blik, sådan som han er blevet trivialiseret i biografiske vulgærvarianter af kunsthistorien: en barnevoksen excentriker, der omdanner hele sit liv til ubekymret leg under udelt indflydelse af lystprincippet.

Det er lovlig meget uhæmmet person- og genidyrkelse i en blockbuster-udstilling, som allerede er rigeligt varm blot i kraft af navnet Picasso. Jeg bliver i hvert fald noget lunken ved den massive tilstedeværelse af et fotografisk korpus, som så uforbeholdent gengiver mesteren larger than life og tavst feticherer hele hans kunstneriske bidrag gennem den mest overfladiske personlighedskult. Det er unødvendig overophedning af en varm udstilling. Der er med andre ord meget, der frembyder modstand mod oplevelsen af kunsten i denne udstilling.

Men selv igennem al denne modstand besidder Picassos keramik en friskhed, som gør udstillingen seværdig. Det fabulerende billedbegær og den usnobbede omfavnelse af folkekunstens simple stiliseringer ejer en egen skønhed, som selv en nok så kunstlet og personfikseret iscenesættelse ikke kan fratage værkerne. Og så trøster jeg mig ved tanken om alle de iskolde udstillinger af utilgængelig samtidskunst, som Picasso keramik må skabe mulighed for at lave på Louisiana i den kommende tid.

’Picassos keramik’. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil 27. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu