Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Pixar når de er bedst: Tag med til et brag af en fest i De Dødes Rige

I deres nye animationsfilm, ’Coco’, der foregår i en lille landsby i Mexico, fejrer Pixar og instruktør Lee Unkrich livet og mindes de døde på en helt igennem fantastisk facon
De Dødes Rige er en fest af farver, og lille Miguel får hjælp til at udleve sin drøm om at blive musiker af den mystiske Héctor i Pixars smukke ’Coco’.

De Dødes Rige er en fest af farver, og lille Miguel får hjælp til at udleve sin drøm om at blive musiker af den mystiske Héctor i Pixars smukke ’Coco’.

Walt Disney Studios

Kultur
8. februar 2018

12-årige Miguel, hovedpersonen i Pixars nye, fantastiske animationsfilm, Coco, elsker musik, og han vil så gerne være musiker ligesom sin store helt, den legendariske sanger Ernesto de la Cruz, der døde for mange år siden, da han under en koncert fik en kirkeklokke i hovedet.

»Jeg er nødt til at synge, jeg er nødt til at spille. Musikken er ikke bare i mig. Musikken er mig,« sagde de la Cruz i en af sine populære film, og Miguel, der har lært sig selv at spille på guitar, drømmer om at stille sig op på torvet i sin mexicanske landsby og deltage i den årlige talentkonkurrence på De Dødes Dag. Han tør bare ikke.

Musik er nemlig bandlyst i Miguels familie. Siden dengang for mange år siden, hvor hans forlængst afdøde tipoldemor, blev forladt af sin musikermand, der aldrig kom tilbage, har familien forsaget alle former for musik og sang og i stedet helliget sig skomagergerningen. Men, som de la Cruz også sagde i et af de gamle tv-interview, som Miguel henført ser igen og igen: »Jeg var nødt til at tro på mine drømme. Der var ingen, som havde tænkt sig at give den til mig. Det var op til mig at gribe ud efter drømmen, tage godt fat i den og få den til at gå i opfyldelse.«

Et forvirrende sted

Det gør han så, Miguel. På selve De Dødes Dag, hvor mexicanere ellers samles og på festlig og livsbekræftende vis mindes de døde – både på hjemmealtre med fotografier af dem og ved deres gravsteder på kirkegården – beslutter han sig for at stjæle de la Cruz’ sølvfarvede guitar fra sangerens mausoleum.

Og så har vi balladen. Stjæler man noget fra de døde på De Dødes Dag – der er en blanding af en katolsk helligdag og oldgamle, præcolombianske skikke – ender man i et slags limbo mellem levende og død og skal have tilgivelse fra et af sine afdøde familiemedlemmer, inden dagen er omme, hvis man gerne vil tilbage til de levendes verden. Miguel må derfor opsøge sin familie, inklusive sin formidable tipoldemor, i De Dødes Rige, og det kommer naturligvis ikke til at spænde stille af sig. Det er nemlig ikke hver dag, at en levende dreng render rundt blandt alle de døde, og for drengen er De Dødes Rige også et på én gang betagende og forvirrende sted med sine egne regler.

Han møder dog småsvindleren Héctor, der lover at hjælpe ham med at finde hjem igen – og udleve sin drøm om at blive musiker – hvis Miguel til gengæld vil tage et fotografi af ham med tilbage til de levendes verden. Héctor er nemlig ved at blive glemt af sin familie, og når det sker, forsvinder han også fra De Dødes Rige. Så ophører han helt med at eksistere.

Balance mellem lys og mørke

Når Pixar er bedst, og det er de heldigvis ofte, formår de med deres film på én gang at overvælde og mætte ens sanser, på én gang tale til ens følelser og intellekt og åbne døre til nye verdener og give én oplevelser, man ikke har haft før. Hvad enten de fører én med ned på bunden af havet i Find Nemo, præsenterer én for en familie af superhelte i De Utrolige eller i Inderst inde åbenbarer det kaos af tanker, impulser og følelser, der vælter rundt i hovedet på en teenagepige, så understreger Pixar, at de har forstået, hvad det handler om: At fortælle gode, gribende og originale historier om nogle spændende figurer, man kan spejle sig i og har lyst til at være i selskab med.

Det gælder også Lee Unkrichs Coco, der er en af selskabets mest vellykkede film i nogle år. Den er sjov, dramatisk, bevægende og så smuk, at det næsten er for meget. Der er så meget at se på og lade sig forundre over, når man sammen med en lige så forbløffet Miguel bevæger sig rundt i det karnevaleske virvar af farver, lyde, mariachimusik, mennesker, fabeldyr og skæve bygninger i alle størrelser, som udgør De Dødes Rige. Her er livet i sandhed en fest, med mindre, altså, at man er ved at blive glemt, og denne kontrast mellem liv og død, lys og mørke, humor og alvor er en balancegang, som Lee Unkrich og hans medinstruktør, Adrian Molina, mestrer til noget nær perfektion i Coco.

I det ene øjeblik løber Miguel gennem De Dødes Rige og forsøger i en slapstickagtig sekvens at undgå at blive opdaget af de lokale ordenshåndhævere og sin familie. I det næste øjeblik står drengen og Héctor sammen med en af de afdøde, som er blevet glemt oppe blandt de levende, og som derfor forsvinder som støv i vinden. Det er et øjeblik og en skæbne, som det er svært ikke at blive grebet af, og man får lyst til at finde fotoalbummet frem og begynde at øve sig i navnene på alle de mennesker på især de gamle, gulnede familiefotografier, som man selv er begyndt at glemme.

Spændende kultur

Titlens Coco er Miguels aldrende oldemor, som er ved at være tabt for denne verden, men som stadig i pludselige glimt kan huske sin far, den vanærede musiker, der mange år tidligere forlod hende og moren, Miguels tipoldemor. Men også Coco er ved at glemme og på fotografiet af den lille Coco og hendes forældre, er den del med farens hoved revet af, så man ikke kan se, hvem han er.

Jeg skal ikke afsløre meget mere af, hvad der sker i Coco, blot at det ud over Héctor og Miguels (afdøde) familie – både tipoldemoren og flere bedsteforældre, onkler og tanter – involverer selveste Ernesto de la Cruz’, der nærmest er kongen af De Dødes Rige. Så populær er han stadig blandt de levende, at han bor stort og flot og hvert år på De Dødes Dag kan invitere til et brag af en fest, som alle gerne vil med til, også Miguel.

Der er meget på spil i Coco, som der som regel er det i de bedste af Pixars film. Det kan godt være, at den foregår i en landsby i Mexico og handler om en del af den mexicanske kultur, som nok vil være fremmed for de fleste i Danmark. Men filmen fortæller samtidig en på alle måder universel historie om at huske og ære fortiden og sine forfædre og -mødre, men også om at tage sit liv i egne hænder og forfølge sine drømme i stedet for blot gøre, som andre siger, at man skal. Samtidig er Coco en af de mest opmuntrende og humørfyldte film om vi levendes forhold til døden og de døde, jeg nogensinde har set. Det er stærke sager for en frafalden lutheraner som mig.

Jeg glæder mig til at se Coco igen, ikke mindst for at nyde animationen og teksturen i den, den dejlige musik og detaljerigdommen, hvormed Lee Unkrich & Co. skildrer en mexicansk kultur, jeg godt kendte til – blandt andet takket være en anden blændende animationsfilm, Jorge R. Gutiérrez’ Manolos magiske rejse – men gerne vil vide mere om.

’Coco’. Instruktion: Lee Unkrich og Adrian Molina. Manuskript: Adrian Molina og Matthew Aldrich. Amerikansk (Biografer landet over, nogle steder i både den dansksynkroniserede og den originale version)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her