Læsetid: 5 min.

Planetariets opskrift på en spektakulær oplevelse: Skærme og atter skærme

Små skærme, store skærme, spektakulært store skærme, buede skærme, skærme, man kan trykke på for at zoome ind i en galakse, skærme man styrer andre skærme med. Skærme, der står, og skærme, der ligger, og skærme, der hænger. Skærme er tilsyneladende den eneste ingrediens i opskriften på en spektakulær visuel oplevelse, skriver forfatter Harald Voetmann, som vi har sendt på Tycho Brahe Planetariums nye udstilling ’Made in Space’
Udstillingen ’Made in Space’ handler om, hvor vi alle sammen kommer fra. Om kroppens byggesten – atomerne – der kommer fra rummet. Og den tager de besøgende med på en kosmisk rejse derhen.

Udstillingen ’Made in Space’ handler om, hvor vi alle sammen kommer fra. Om kroppens byggesten – atomerne – der kommer fra rummet. Og den tager de besøgende med på en kosmisk rejse derhen.

Tycho Brahe Planetarium

12. februar 2018

Tycho Brahe Planetariums nye udstilling Made in Space er stort slået op. »En visuel oplevelse ud over det sædvanlige« og en »spektakulær visuel fortælling« med »interaktiv teknologi, som involverer publikum fra start til slut«, står der i pressemeddelelsen.

Det lyder næsten uhyggeligt pompøst. Men hvis der er noget emne i verden, som kalder på spektakulær formidling, så er det vel astrofysikken. Afstandene, størrelsesordenerne, tidsrummene, hastighederne! Både det, vi véd, og især alt det, vi ikke véd, bliver man rundtosset af at tænke på. Og hvis en spektakulær, visuel, interaktiv, publikumsinvolverende oplevelse kan tjene til at gøre os en smule klogere på universets sammenhænge, så er det for en gangs skyld på sin plads her.

Stjernetåger og galakser

Unge mennesker i en slags rumuniformer byder velkommen på den røde løber. Inden gallaåbningen holder Planetariets direktør, Mette Broksø Thygesen, en tale for de mange fremmødte. Vi står i en cirkelgang med hvide metaltrapper på kryds og tværs og med hvide buer i loftet.

En blanding af renskuret Piranesi-fængsel og bibelsk hvalbug, tænker jeg, men det er nok meningen, at jeg skal tænke rumstation. Direktøren takker A.P. Møller Fonden for de 11 millioner kroner til udstillingen. Undervejs får hun også fortalt, at planetmodellerne fra den gamle udstilling, som havde mere end 20 år på bagen, nu er blevet solgt på et loppemarked.

Dørene bliver åbnet. For enden af en mørk gang ser vi tre store skærme. »Hvad er du lavet af?« står der på skærmene henover et billede af en spiralgalakse. Hvis man stiller sig foran skærmene kan man se sit eget omrids gengivet som en kulørt stjernetåge, og svaret på spørgsmålet kommer frem: »Karbon, Ilt og Jern fra det indre af en stjerne«.

Hvis man stiller det samme spørgsmål til udstillingen, som den møder sit publikum med, er svaret meget enkelt: skærme. Små skærme, store skærme, spektakulært store skærme, buede skærme, skærme, man kan trykke på for at zoome ind i en galakse, skærme, man styre andre skærme med. Skærme, der står, og skærme, der ligger, og skærme, der hænger.

Selv gulvet er forvandlet til en skærm: Der er projiceret stjernetåger ned på det, som man kan få til at bevæge sig og støde sammen, når man går omkring. Skærm er tilsyneladende den eneste ingrediens i opskriften på en spektakulær visuel oplevelse.

Professor Anja C. Andersen åbner officielt udstillingen ved at trykke på en stor rød knap. Den skal sætte Big Bang i gang. Alle storskærmene går i sort, så begynder de at flimre. Gradvist samler flimmeret sig i formationer – en ukendt kraft har rettet på den kosmiske stueantenne – og universet opstår, det er i lækre farver. Men det var ikke en enkeltstående begivenhed: Fremover vil alting opstå ud af ingenting hvert 20. minut her på Gl. Kongevej.

Sangerinden Oh Land synger klaverballader med refencer til sol, måne og stjerner på et lidt affekteret indieengelsk fyldt med fraseringer, der synes at sno sig hjemmevant rundt mellem de computergenererede himmellegemer. Jeg får et glas champagne og går tur i skærmskoven, mens de fleste er optaget af koncerten.

Jeg forstår udmærket, hvorfor skærme er en tiltrækkende løsning. De drager blikket til sig. Når jeg er på udstillinger med min søn, går han ofte i stå foran skærmene, og det er svært at få ham til at interessere sig halvt så meget for de ting, skærmene skal formidle viden om, som for skærmene i sig selv. En video fra en arkæologisk udgravning bliver mere interessant end det vikingesværd, der er udgravet og udstillet i montren lige foran ham.

Skærmene her er dog værd at bruge lidt tid på. Også de mindst spektakulære af dem – dem med tekst og billede og nul interaktion – er gode. Her kan man lære om naturkræfterne, om tid og rum, mørkt stof, mørk energi og nye opdagelser. Det er spændende, enkelt og overskueligt, uden at tale ned til publikum.

Man kan blive klogere på de kosmiske sammenhænge, mens man venter på filmen i den store sal. Men det er skærm til forret, og det er skærm til hovedret, og det skal man være opmærksom på, hvis man ønsker at tage sine børn på udstilling for eventuelt at trække dem væk fra skærme derhjemme.

Udstillingens primære fokus er astrofysikken i relation til mennesket. At vi selv er skabt af stof fra Big Bang og fra eksploderende kæmpestjerner. Det er et velvalgt tema, og jeg er sikker på, at man kan få gode filosofiske samtaler ud af det med sine børn, hvis man kan få dem til at fokusere på andet end at zoome ind og ud af Andromedatågen og sparke til de forvildede nullermændsgalakser på gulvet. Hvilket børnene i øvrigt nok vil synes, er en fest, og det skal der jo også være plads til.

Efter det officielle program er slut, bliver vi gjort opmærksomme på, at der findes en bonusudstilling om Tycho Brahe ude i cirkelgangen. Den er virkelig gemt godt af vejen. Jeg havde næppe opdaget den på egen hånd. Men her er endelig noget andet end skærmmylderet. En smuk 1:1-model af Tycho Brahes astronomiske sekstant, plancher med illustrationer af Stjerneborg og Uranienborg og ikke mindst: en tot hår og en stump tøj fra den store astronom. Så dejligt at han ikke er røget med på loppemarkedet.

Måske er det fint nok, at det er gemt af vejen, så man kan opsøge det i ro og mag, og det ikke drukner mellem alt det spektakulære. På den anden side: Hvis der var én, som elskede det spektakulære og det storladne i alle former, så var det Tycho Brahe. På det punkt er hele udstillingen fuldstændig i hans ånd. Men han ville nok selv have ønsket sig en bedre placering.

Derfor vil jeg give Tycho Brahe det sidste ord her. Hans fortælling er både pompøs og spektakulær: »Nye Støtter jeg rejste for Himlens straalende Hvælving, / Aldrig revner den mer, hindret har jeg dens Fald. / Eftertiden tror jeg vil yde mig Tak for min Gerning, / Lad saa min Samtid blot vise sig karrig og kold.«

Made in Space, Tycho Brahe Planetarium, København, permanent udstilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer