Det tog lidt tid, før jeg kunne abstrahere fra James Francos smørrede grin bag Tommy Wiseaus mimik i The Disaster Artist. Tommy Wiseau er manden, der skrev, instruerede, producerede, finansierede, distribuerede og spillede hovedrollen som hanrejen Johnny i det legendarisk ubehjælpsomme trekantsdrama The Room, som siden premieren i 2003 har opnået kultstatus. Den vises stadig i biografer, hvor publikum muntrer sig med at råbe med på replikkerne og kaste med plasticskeer (fordi den lejlighed, filmen foregår i, er fuld af indrammede billeder af skeer. Ingen ved hvorfor).
The Disaster Artist er en filmatisering af skuespilleren Greg Sesteros beretning om sit venskab med Wiseau og tilblivelsen af The Room. Filmen er instrueret af James Franco, der også – med tydelig fornøjelse – spiller hovedrollen og i den anledning har anlagt sig langt, slasket, sortfarvet hår, en ludende holdning og en sløret, accentpræget stemmeføring. Det ændrer ikke på, at Franco ligner en filmstjerne, mens virkelighedens Wiseau ligner en hjerneskadet wrestler.
Grandios fiasko
Greg Sestero (her spillet af Dave Franco) er som skuespiller mest kendt for at spille rollen som bedstevennen Mark i The Room. Mark har meget mod sin vilje en affære med Johnnys svigefulde kæreste Lisa. Denne ufrivillige affære er et af trekantsdramaets mange psykologisk usammenhængende plotelementer. Her kan også nævnes en kræftdiagnose, ingen reagerer på, et vennepar, der uden nogen forklarlig grund har sex i Johnny og Lisas sofa, når de ikke er hjemme, og en hel scene, hvor der ikke sker andet, end at fire mandlige karakterer konstaterer, de alle er iklædt kjole og hvidt, og så går i gang med at kaste med en amerikansk fodbold.
The Rooms tilblivelsesproces er historien om, hvordan en uformående drømmer udstyret med ubegrænset kapital gør et forsøg på at slå igennem i Hollywood og fejler fuldstændigt. The Disaster Artist viser, hvordan Wiseau fejer distraherende råd og vejledning af banen og køber to komplette sæt filmudstyr, der kræver forskellig belysning, i stedet for at leje et enkelt som alle andre. Han glemmer den samme simple (men psykologisk usandsynlige) replik 60 optagelser i træk, og insisterer på at optage en scene i en scenografi, som er en tro kopi af en gyde lige udenfor studiet, fordi han synes, det virker mere professionelt. Sådan bliver det ved, den ene afsløring af Wiseau som en ubegribelig kikset, selvovervurderende narcissist efter den anden.
Modtagelsen af The Room er historien om, hvordan en virkelig grandios fiasko kan røre publikum mere end de fleste middelmådige produktioner. The Room fascinerer, fordi den tydeligvis er lavet af en, der giver sig helt hen til filmsproget uden overhovedet at mestre det. Lidt som når et barn af hjertens lyst skråler en fremmedsproget popsang uden at kende de ord, der tilsammen giver en meningsfuld tekst.
Det, Wiseau fortæller om sig selv, giver heller ikke mening. Han insisterer på, at han er jævnaldrende med den 23 år yngre Greg Sestero, og på at være fra New Orleans, selvom han taler med østeuropæisk accent. Mere mening giver det, at Wiseau fortæller Sestero om en ulykke, idet hans adfærd godt kunne være præget af en senhjerneskade.
Ikke kun sjov maskot
Fordi Wiseau er så kuriøs en figur med så karakteristisk en måde at tale på, forekom Francos skuespil i The Disaster Artist mig umiddelbart som den slags imitation, man underholder selskaber med, og ikke den slags, der kommer vedkommende drama ud af. Det var som at se en succesfuld filmstjerne bruge en uformående filmskaber som sjov maskot, tænkte jeg – og skiftede så mening, fordi historien simpelthen er for god og for godt fortalt til at fortjene al den skepsis.
Historien om Tommy Wiseau bliver et spejl, hvori den kompromisløse stræbsomhed, der er kernen i fortællingen om Hollywood, viser sine idiotiske og destruktive sider. Sestero har som aspirerende skuespiller svært ved at give los og drages af sin ustyrlige kollega.
De to flytter sammen fra San Fransisco til L.A., og ved James Deans dødssted sværger de at holde hinanden fast på drømmen om det store gennembrud. Den drøm bliver hele meningen med livet og holder dem kørende, men den gør også Wiseau til en træls arbejdsgiver, der nægter at købe vand til sine ansatte og flipper ud over en bums på den kvindelige skuespillers skulder lige før en sexscene (hvor han er så ivrig efter, at man kan se hans røv, at det ser ud, som om han boller hende i navlen).
The Disaster Artist fremstiller en kunstner, der er lige så hensynsløs, som han er talentløs. Ikke som en nuttet klovn, men som et spejl på en større idioti.
’The Disaster Artist’. Manuskript: Scott Neustadter og Michael H. Weber, baseret på bogen ’The Disaster Artist: My Life Inside The Room, the Greatest Bad Movie Ever Made’ af Greg Sestero og Tom Bisell. Instruktion: James Franco. Amerikansk. Biografer over hele landet.
