Læsetid: 5 min.

Rane Willerslev er forandringsledelsens Klodshans

Antropologen og nationalmuseumsdirektøren Rane Willerslev, som DR2 følger i en ny dokumentarserie, er den slags hovedperson, man kan grine ad og samtidig respektere
I introen til Ranes museum bliver Rane Willerslev præsenteret som Danmarks Indiana Jones, hvad der i sig selv lægger op til komik. Man kunne også sige, at han i programmerne fremstår som forandringsledelsens Klodshans, der kommer brasende ind i de fine gemakker og råber: »Se, hvad jeg fandt på landevejen!«

I introen til Ranes museum bliver Rane Willerslev præsenteret som Danmarks Indiana Jones, hvad der i sig selv lægger op til komik. Man kunne også sige, at han i programmerne fremstår som forandringsledelsens Klodshans, der kommer brasende ind i de fine gemakker og råber: »Se, hvad jeg fandt på landevejen!«

DR Presse

2. februar 2018

Om Rane Willerslev er den bedste direktør for Nationalmuseet, man kunne tænke sig, skal jeg ikke kunne sige. DR2’s reportageserie Ranes museum om antropologiprofessorens første måneder i netop det job handler trods mandens åbenlyse engagement og imponerende c.v. utrolig meget om alt det, han ikke kan finde ud af. Som f.eks. at køre bil i København, finde rundt inde på museet, downloade en app på sin telefon og kende forskel på museets japanske og kinesiske samlinger, når han viser en kinesisk delegation rundt. Men det er også det, der gør Rane Willerslev til den bedst tænkelige hovedperson i en dokumentarserie om at lede en hæderkronet, men kriseramt kulturinstitution. 

Den første af de i alt seks udsendelser blev af den fiktive vært på Radio24syvs satiriske nyhedsprogram Den korte weekendavis, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, fremhævet som en stor, vellykket comedysatsning. Hun forklarer begejstret, hvordan det »hylende morsomme« manuskript på perfekt vis »indkapsler den danske uduelighed«, når man ser den distræte professor, hvis job det er at redde Nationalmuseet fra en økonomisk krise, gå i gang med sin første opgave: At få sit kontor nyindrettet, selvom han egentlig er godt tilfreds med det allerede.

Herefter følger en række morsomme optrin akkompagneret af »klovnemusik«, hvor Willerslev kludrer rundt i sin lille bitte firmabil og prøver at snakke sig ud af, at han ved en fejl præsenterer Nationalmuseets japanske samling som den kinesiske foran den forlegne kinesiske delegation.

Det er ikke for sjov

Det er, som at se Klovn, bliver Kirsten Birgit og hendes redaktør Rasmus Bruun enige om. Jeg kan godt se, hvad de mener, når de fremstiller Ranes museum som så komisk, at det nødvendigvis må være en fiktiv komedie. Men det gør i mine øjne kun programmet endnu sjovere og mere spændende, at de lavdramatiske sammenstød og forviklinger, man ser, ikke er fiktion, men høstet i virkelighedens verden.

Rane Willerslev mener det ikke for sjov, når han siger, at opgaven med at gøre Nationalmuseet til en søjle i den danske selvopfattelse er hans livs opgave. Men han er en komisk figur – det gør klipningen, hvad den kan, for at understrege. Det samme gjorde sig gældende for tre år siden i de tre programmer om Rane Willerslevs tvillingebror, Eske, som han har rejst med i Sibirien. DNA-detektiven skildrede en rastløs, distræt og ukonventionel dna-forsker med en fortid som bjørnejæger i Sibirien, der var på konstant flugt fra kedsomhed og mellemledere i sin utrættelige jagt på sandheden om de første folkevandringer i menneskehedens historie. 

Ranes museum skildrer en rastløs, distræt og ukonventionel antropolog med en fortid som bjørnejæger i Sibirien, der er blevet topleder, på konstant jagt efter formidlingsmæssige tiltag og nye bud på organisatoriske omstruktureringer. Det viser sig, at historien om den ustyrlige videnskabsmand, der bliver topleder, er endnu bedre end historien om den ustyrlige videnskabsmand, der prøver at undgå at blive ledet.

Når Rane Willerslev fremstår komisk, er det fordi man ser ham fejle i det små, tale over sig og afsløre sig selv med sit kropssprog. Som f.eks. når han skal tage futter uden på skoene for ikke at slide på Liselund Slots sjældent betrådte gulv. Synet af et stort, fint sted, der på grund af sin bevaringsværdighed desværre ikke rigtig kan benyttes, kaster ham ud i en meningskrise, der midlertidigt sænker hans motoriske formåen og gør det svært at få futterne på. 

Det er også et komisk karaktertræk, at Rane Willerslev siger, hvad han mener, før han har nået at overveje, om det nu også var specielt klogt. Således går det til, at han skal holde krisemøde med de grafiske designere, som efter megen møje og besvær og i henhold til organisationens mission, vision og strategi har designet Nationalmuseets logo, fordi han har kaldt det »røvssygt« i pressen. Men i modsætning til Frank fra Klovn og andre pinagtige antihelte er Rane Willerslev hverken latterlig eller ynkelig. Mødet med designerne er sjovt uden at være tåkrummende, fordi han hverken møder dem med skråsikkerhed eller udenomssnak, men med en forfjamsket udnskyldning. Rane Willerslev er den slags hovedperson, man kan grine ad og samtidig respektere.         

Se, hvad jeg fandt på landevejen! 

I introen til Ranes museum bliver Rane Willerslev præsenteret som Danmarks Indiana Jones, hvad der i sig selv lægger op til komik. Man kunne også sige, at han i programmerne fremstår som forandringsledelsens Klodshans, der kommer brasende ind i de fine gemakker og råber: »Se, hvad jeg fandt på landevejen!« 

Programmet fortæller, at Willerslev i løbet af sine år som direktør for Oslos Kulturhistoriske Museum vendte en nedtur til en optur ved at implementere den flade struktur, han kender fra det sibiriske nomadefolk jukagirerne, som han er specialiseret i og har boet blandt i lange perioder. Det gav kortere afstand mellem tanke og handling, og det kunne mærkes på bundlinjen.

For at finde ud af, hvad der skal ske på Nationalmuseet, tager Rane Willerslev rundt til museets afdelinger ude i landet. Her møder han skibstømrere, der forklarer, at de historiske skibe er billigere at vedligeholde, hvis de kommer ud at sejle, og det får han ordnet. Han får uddelegeret en del af Danefæ-registreringen til landets kompetente amatørarkæologer og møder vikingeentusiaster, der giver ham mjød og et sværd at slås med. Det gør Willerslev til en meget glad chef.  

Willerslev morer sig også på Børnemuseet på Frederiksberg, hvor en af de frivillige i sin tale siger ordene: »Fortæl mig noget, og jeg glemmer det. Vis mig noget, og jeg husker det et stykke tid. Giv mig en oplevelse, og jeg glemmer det aldrig.«

Rane Willerslev lyser op: Det er den indstilling, museumsdirektøren vil have. Giv ham et gajolpakkecitat, og han er tydeligvis fyr og flamme. Inspirationen bliver omsat til handling, idet han beslutter, at Nationalmuseets vej til en central placering i det danskernes bevidsthed skal gå gennem børnene, og inviterer en håndfuld børn ind på museet efter lukketid til at fortælle ham, hvad der er kedeligt, og hvad der er sjovt. Planen er, at der skal være mindre af det første og væsentligt mere af det sidste. Jeg tvivler på, at Nationalmuseet nogensinde kan blive halvt så sjovt som dokumentarserien om dets direktør, men bortset fra det lyder det som en god plan. 

’Ranes museum’ sendes på DR2 torsdag kl. 21.30. De første fire afsnit kan ses på dr.dk. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Aagaard
Niels Duus Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Altså! Som Rane Willerslev siger uafbrudt.

Først tænkte jeg, hvorfor skal man nu igen se og høre om ham eller hans tvillingebror. Og indimellem havde jeg lyst til at sige: Slap så af!

Men så blev jeg - altså - fan af ham.

Hektisk, hyggelig, hurtigttænkende og -opfattende er han. Dertil morsom i al sin ivrige færd rundt på bonede slotsgulve og i den rotteinvaderede undergrund. Og givet godt begavet, jf. en anden af dagens artikler i Information.

ALTSÅ!

Arne Lund, Frede Jørgensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Fantastisk flot filmet dokumentar. Super sympatisk og elskelig hovedperson. Se den hvis du har oplevelsen til gode. Den indeholder alt fra det mest pinlige over dagligdagens dramaer til kolde gys og brede smil, og så er selve konceptet både interessant og aktuelt. Top underholdning i sammenligning med hvad du vil.

10/10

Jeg kan godt lide serien

Frede Jørgensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

Dejlig udsendelse men dog tankevækkende, at sådan kunne man aldrig forestille sig, at en kvindelig leder kunne begå sig og samtidig vække respekt. Desværre.

Herdis Weins, Peder Bahne, Frede Jørgensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

De udsendelser er dog de mest ligegyldige og intetsigende i lange tider. Jeg spår ham ikke længe i den stol. Og dog han eller hans ledelse har jo heldigvis sørget for at få ansat en yderst kompetent kvindelig museumsinspektør.

Smid det naive, umiddelbare, klodsede, ubehjælpsomme, skarpe og dedikerede væsen ind i et stillestående, støvet, hengemt og glemt museum, find nogle dygtige kameraakrobater og skyd en dokumentar. Så ser vi hvad der sker. Genialt.