Læsetid: 5 min.

’Retten indefra’ er lødig oplysning til borgerne om retssamfundet

Helt enkel og god folkeoplysning: DR har gennem et år filmet retssager og de mennesker, der er berørt af dem. Det er rørende og tankevækkende og helt uden tilførsel af unødigt ekstra drama
’Retten indefra’ gør ikke noget for, at man som seer skal rette sin sympati og loyalitet mod nogen eller noget bestemt.

’Retten indefra’ gør ikke noget for, at man som seer skal rette sin sympati og loyalitet mod nogen eller noget bestemt.

DR1

23. februar 2018

Retten indefra er det mest nøgterne og rolige tv-program, jeg længe har set. Et tv-hold har på vegne af DR1 fulgt arbejdet i Retten i Roskilde gennem et år. Her har de – i det omfang de implicerede parter har ønsket at medvirke – dokumenteret retssager i byretten. Selve retsmøderne er blevet filmet, ligesom parternes møder med advokater før og efter er blevet det.

De to domsmænd, der i straffesager dømmer sammen med den juridiske dommer, er desværre blevet sløret og udeladt af udsendelsen. Det er der sikkert en juridisk forklaring på, men det er ærgerligt, fordi programmerne (hvoraf der indtil videre er blevet sendt to) udmærker sig ved at give et klart billede af de forskellige aktørers rolle i retssagen. 

En gang imellem dukker en faktaboks med en nydelig, saglig skrifttype op på skærmen, og en nøgtern kvindestemme forklarer, hvordan tingene fungerer i denne demokratiets hjørnesten. Dommerne, advokaterne, de tiltalte og de forurettede bliver interviewet, og det foregår alt sammen i god ro og orden, uden nogen kunstig tilførsel af ekstra drama. Man kunne have skruet op for skildringen af den personlige baggrund, lånt inspiration til underlægningsmusikken fra Station 2 og fisket efter svære dilemmaer. Det har man ikke gjort. I stedet har man lavet nogle programmer, der er lødige, oplysende og holder sig til sagen.    

En stille og rolig flad

I løbet af det første afsnit, der handler om straffesager, møder man en mand, der er anklaget for vold. Det har han ikke været før. Jens Peter Herbst har slået en 13-årig dreng, der tilsyneladende var ved at stjæle hans cykel, med flad hånd i ansigtet. Så langt er parterne enige.

Drengen, som ikke har ønsket at medvirke i udsendelsen, og som har ønsket, at Jens bliver flyttet til et nærliggende såkaldt lytterum under hans vidneudsagn, mener, at slaget var så kraftigt, at han fik blackout. Det er det blackout, de to parter er uenige om. 

Programmet forklarer, hvordan retsmødet forløber. Forsvarsadvokaten Mads Ulrikkeholm forklarer Jens, hvad der er på spil, og hvad han kan regne med. Det mest påfaldende ved dette retsmøde er kontrasten mellem de forskellige sprogbrug, der bliver anvendt. Jens forklarer, at han fik øje på drengen, der fumlede med hans cykellås, ud fra sit vindue, løb ned på gaden, hvor han desværre blev »kort for hovedet og smurte ham en flad«. Han bliver bedt om at være mere specifik med hensyn til, hvordan han slog drengen, men kan ikke komme det nærmere, end at han »stak en stille og rolig flad«, at det var »en helt almindelig lussing«.

Referencerammerne kommer til kort her. Det gør de også, da anklagemyndigheden skal overbevise domsmandsretten om, at lussingen førte til et blackout. Retten mangler en præcis lægefaglig definition på, hvad et blackout er, så den del af anklagen anser den ikke for bevist. Jens kendes skyldig i vold og får en betinget dom, som han accepterer. Det kan godt være, lussingen efter hans mening var en rimelig reaktion på, at drengen havde »gjort noget, han ikke skulle have gjort«, men han vidste ikke, at han var så ung. Jens erkender, at han også selv har »gjort noget, han ikke skulle have gjort. Og så må man tage sin straf«. 

Parterne står mere stejlt over for hinanden i programmets anden sag, hvor den tiltalte også vækker en del mindre sympati. Mathias er en ung mand, der sidder inde for vold, og som nu er tiltalt for blandt andet brugstyveri og hærværk begået, før han blev dømt. Mathias ligner utrolig meget den unge muskuløse mand, man ser stjæle en bil på nogle overvågningsfilm. Skyldsspørgsmålet er også hurtigt afgjort, det afgørende spørgsmål er strafudmålingen. 

Den meget nøgterne (og bl.a. derfor tillidsvækkende) dommer Jørgen Lougart forklarer, at spørgsmålet er, om der skal lægges noget oven i den straf, han allerede afsoner, eller om man vurderer, at han var endt på den samme straf, hvis man havde kendt til episoden her. Domsmandsretten bliver enig om det sidste, men anklageren er ikke utilfreds. Mathias er blevet dømt skyldig, og »hvis man er skyldig, skal man dømmes«. 

Sorg set på afstand

De mennesker, man bliver præsenteret for i Retten indefra, er alle tydeligvis dybt berørte af de sager, de er involveret i. En racerkører, der har brudt sin kontrakt, fordi han fik tilbudt en bedre, er nervøs for, om han virkelig skal betale halvanden million i erstatning, hvilket hans tidligere motorsportselskab kræver. Det er en følelse i den lavintense ende af spektret, men hans lettelse er ikke desto mindre til at få øje på, da den civilretlige tvist er blevet afgjort, og det viser sig, at han slipper billigere end forventet.

At en mand får en mindre bøde end forventet, er en enkel historie, grænsende til det kedelige. Men selv uden at være glødende optaget af erstatningsret er der noget fundamentalt spændende ved advokaternes afsluttende procedurer. Simpelthen fordi de er dygtige til deres arbejde, og fordi det arbejde går ud på at fremstille en sag og en lovgivning så klart og præcist, at der ikke er noget at være i tvivl om, vel vidende at den anden part vil gøre det samme fra et diametralt modsat udgangspunkt.

I den anden, tungere ende af det følelsesmæssige spektrum finder man en enkemand, der har sagsøgt Ankenævnet for Patienterstatningen. Han og hans nærmeste vil have medhold i, at det var forkert, da en læge valgte at behandle hans nu afdøde kones kræftsvulst med en operation, der endte med at sprede kræften i kroppen. Han og hans børn er vrede og fulde af sorg over at have mistet deres kone og mor, der for sin del også var vred over den skadelige behandling, hun fik.

Søgsmålet lader til at have det dobbelte formål at ændre praksis til fordel for kommende patienter og at holde fast i hende, de mistede, ved at kæmpe en kamp på hendes vegne. Statsadvokaten, der repræsenterer Ankenævnet for Patienterstatningen, argumenterer for, at lægerne fulgte den på det tidspunkt gældende vejledning, da de valgte den behandlingsform – som man nu er gået væk fra.

Retten indefra gør ikke noget for, at man som seer skal rette sin sympati og loyalitet mod nogen eller noget bestemt. Programmet anlægger det samme nøgterne blik på byretten, som byretten lader til at anlægge på sagerne, og det virker i begge tilfælde tillidsvækkende. Det er en styrke, at programmet ikke overdramatiserer, men med så lødigt et udgangspunkt, som Retten indefra har, kunne jeg godt ønske mig nogle lidt mere spegede sager i de følgende afsnit.                    

’Retten indefra’ sendes på DR1 onsdag kl. 20.30. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu