Læsetid: 5 min.

’Revolt. She Said. Revolt Again’ er befriende besværlig britisk dramatik, der opfordrer til oprør

Den unge britiske dramatiker Alice Birchs vidt omtalte og roste gennembrudsstykke ’Revolt. She Said. Revolt Again’ kan – og bør – nu ses på dansk i Husets Teaters skarpe rytmiske og skulpturelle opsætning
Revolt. She Said. Revolt Again på Husets Teater er en mulighed for at se ny og befriende besværlig, kompromis-, men ikke nuanceløs udenlandsk dramatik, som man ikke må misse.

Revolt. She Said. Revolt Again på Husets Teater er en mulighed for at se ny og befriende besværlig, kompromis-, men ikke nuanceløs udenlandsk dramatik, som man ikke må misse.

Bjarne Stæhr

28. februar 2018

Alle interviews med den unge britiske dramatiker Alice Birch, jeg har læst, kommenterer på hendes bløde stemme. Den overrasker, forklares det, fordi hendes dramatik er så højlydt. Højlydt feministisk, altså.

Revolt. She Said. Revolt Again, som Birch fik sit vidt omtalte og roste gennembrud med, skrev hun til Royal Shakespeare Company i 2014, oprørt over oplægget, der med den amerikanske historiker Laurel Thatcher Ulrichs uoversætteligt dobbelttydige ord lød »well-behaved women seldom make history«. Siden har hun bl.a. skrevet det pornokritiske We Want You to Watch, det Hamlet-kritiske Ophelia’s Room til Schaubühne i Berlin og manuskript til filmen Lady Macbeth om en kvinde, der myrder sin tyranniske mand.

Besværet tale

Der er mange grunde til, at det ikke burde overraske, det med stemmen. Revolt. She Said. Revolt Again, som nu kan ses på Husets Teater, er en grund i sig selv.

Den serie af sproglige oprør, som stykket former sig som, udspiller sig nemlig netop som et besvær med at tale. Den stemmeføring, som både er stykkets meget stoflige materiale og dets tema, bevæger sig netop mellem det stammende og det slagkraftige.

Det understreges meget præcist i Marina Bouras og Jens Albinus’ skarpe, rytmiske og skulpturelle koncept for Revolt. She Said. Revolt Again.

Det er også med besvær, de kommer kravlende ud gennem en skov af mikrofonstativer, skuespillerne. Det er med klarere og klarere komisk besvær, det lykkes Jens Albinus at folde et af dem ud foran sig. »Øh,« begynder han, famlende, oven på en usikker stilhed, trukket så sikkert ud, at man kan nå at tænke, at skuespilleren måske har glemt sin replik. »Øh.« Stilhed. »Øh.« Stilhed. »Øh,« lyder det med stadigt kortere mellemrum og former sig så til en rytmisk collage, som Marina Bouras, Charlotte Munck, Stine Gyldenkerne og Alvin Olid Bursøe, stadig halvt skjult i skoven af stemmeforstærkere, istemmer.

Indledningen er del af det lyriske (netop stemmebetonende) musikalske koncept af sangeren og komponisten Hannah Schneider, som Bouras og Albinus’ ellers nøgterne opsætning tilfører Birchs stykke. Og det er værd at nævne, fordi det så eksemplarisk lægger an til den måde, de forskellige stemmer i hvert af stykkets scener skal bevæge sig fra det stammende til det strømmende og selvforstærkende slagkraftige, i deres forsøg på at gøre oprør med og mod ord.

Møder modstand med modstand

Stykket sætter stemmer i scene, der møder magt i form af sproglig modstand, og så møder den modstand med modstand.

Én kvinde (Marina Bouras) overtager til sin mands (Jens Albinus) perplekse og tiltagende tavse ubehag i den liderlige monolog, som hun til at begynde med selv er den tøvende perplekse genstand for. »– Jeg fortærer dig,« erklærer hun, da hun først kommer til orde, hvilket resulterer i følgende udveksling:

»– Fortær mig, Skat,« svarer han. »– Og jeg – lad være med at kalde mig skat – jeg Sluger dig, jeg Gør Dig til Min Dildo

– Og altså så altså, den

– Jeg Drukner og Kvæler og Overvælder dig med mit Gigantiske Organ

– Okay, det er bare fordi, det

– Jeg Sakser dig

– Det er

– Jeg Fucking Sakser dig i små stykker

– Er det

– Jeg Sakser og Hakker dig

– Så Knalder jeg dig

– Jeg Skruer dig

– Jeg

– Jeg Skruer dig Fuldstændig og jeg Springer på dig og Skjuler dig og Smasker på dig

– Det var ikke lige det jeg

– Jeg Bedækker dig og Låser dig og Suger Livet ud af dig med min Massive

Velstrukturerede

Smukt byggede

Almægtige Vagina

Okay?

Er du okay?

Nej?

– Jeg er bare, jeg

– Nej?

Så Tager jeg Din Penis

Undskyld.

undskyld.

– Jeg. Jeg. det med. Jeg. Jeg har det. Jeg.

– undskyld jeg tager min Vagina. Af din penis. Okay?«

En anden kvinde raser i Charlotte Muncks sammenbidte skikkelse først famlende, så furiøst over sin kærestes (Alvin Olid Bursøe) frieri og sammenligner det med et forslag om at udtrykke deres kærlighed ved at selvmordsbombe deres lokale supermarked: »Du sagde, dybest set, at du gerne ville reducere din indkomstskat og arve min pension«.

En tredje driver med Stine Gyldenkernes klare, selvsikre stemme sin chef (Albinus) til afmagtens målløse rand ved at nægte at arbejde om mandagen, alene fordi hun gerne vil have mere tid til at sove og lufte sine hunde.

En fjerde (Munck igen) driver to supermarkedsoverordnede samme stumme sted hen ved først at møde deres mindre og mindre høflige krav om en forklaring på, hvorfor hun har lagt sig nøgen – med »dine skide ridebukselår dine skide ridebukselår dine skide ridebukselår,« som Bursøe til sidst spytter det ud – midt mellem vandmeloner og hytteost, med tavshed. Og så lukke munden på dem med en manifestlignende erklæring om at sprede benene og gøre sig totalt tilgængelig, for at ingen længere kan invadere hende.

En femte (Munck igen, igen) nægter nådesløst at være mor og mormor og klipper sin tunge af.

Befriende besværligt

Det er alle kvindelige stemmer, der ved at nægte at underlægge sig præmisserne for de samtaler, de indgår i, viser og forsøger at vende forholdet mellem dem, der taler modstandsløst, og dem, der er tavse. Hvilket både er aktuelt altid og i denne #MeToo-tid. Det er ikke oprør, der bare lykkes. Der går også en kurve fra det endnu komiske til det kynisk destruktive og direkte tragiske gennem stykket, som det besværer dets egne anvisninger om at revolutionere sproget, verden, arbejdet og kroppen med.

Både magtens og oprørets mulighed – og måske umulighed – ligger altså i stemmeføringen i Alice Birchs meget ekspressive og krævende rytmiske struktur af en tekst. Det er, ikke mindst hvad angår den ubange brug af bastant symbolik og radikalt revolutionært sprog, en meget anden, mere vild, for ikke at sige: smuk, type dramatisk tekst, end hvad meget ny dansk dramatik arbejder med.

Til gengæld forløser det stærke danske hold skuespillere Birchs (også fornemt oversatte) tekst så både klangligt og gestisk bart og hårdt, at det må være af international klasse. Revolt. She Said. Revolt Again på Husets Teater er, kort sagt, en mulighed for at se ny og befriende besværlig, kompromis-, men ikke nuanceløs udenlandsk dramatik, som man ikke må misse.

Revolt. She Said. Revolt Again. Husets Teater. Dramatiker: Alice Birch. Oversættelse: Pernille Kragh. Koncept: Marina Bouras og Jens Albinus. Komponist og musikalsk koncept: Hannah Schneider. Lyddesign: Asger Kudahl. Lysdesign: Mads Vegas. Scenografisk konsulent: Rikke Juellund. Til den 24. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu