Læsetid: 4 min.

En skærsommernatsdrøm

’Call Me by Your Name’ er en barsk film at se om vinteren. For den fortæller om den romantiske kærlighed som én lang, sanselig, uforglemmelig sommer. Sommeren som ungdom. Og ungdommen som et potentiale, man ikke må formøble
Unge Elio (Timothée Chalamet) og den noget ældre Oliver (Armie Hammer) forelsker sig i Luca Guadagninos betagende ’Call Me by Your Name’. Foto: UIP

Unge Elio (Timothée Chalamet) og den noget ældre Oliver (Armie Hammer) forelsker sig i Luca Guadagninos betagende ’Call Me by Your Name’. Foto: UIP

2. februar 2018

James Ivorys film var en vigtig del af min ungdom. Dengang i 1990’erne var det noget med at gå i biffen og finde ud af, at man ikke var lige så emotionelt fucked up som hidtil antaget. At man trods alt hang bedre sammen end de stakkels britiske adels- og tjenestefolk, der lod den romantiske kærlighed lide voldsomme forlis, idet den ramlede imod familiers viljer og traditioners klipper.

Egentlig var det kun to film, det handlede om. Howard's End og The Remains of The Day, der efterlod denne signatur lettet over, at han ikke havde stiv, britisk overlæbe.

Jeg bringer James Ivory på bane, fordi han har skrevet manuskript (baseret på en roman af André Aciman) til italienske Luca Guadagninos nye film Call Me by Your Name. Og fordi det er et smukt og langsomt givende manuskript (også selvom den oprindelige voice over-fortællestemme blev droppet) til en film, der både er beslægtet med Ivorys klassikere, men samtidig er et helt andet dyr. Her er langt mere håb, intet pres fra familien og en ordentlig røvfuld sanselighed oven i hatten.

Varm kærlighed

Det er 1983, og 17-årige Elio Perlman nyder sommeren i den norditalienske naturskønhedsidyl i familiens 1700-talsvilla. Faderen er professor med speciale oldgræsk/romersk kultur og kunst, mens moderen er translatør. Det er et hjem gennemvædet af gamle penge, klassisk musik, flersproglig elegance, historisk bevidsthed, ubesværet livsnydelse og stor, varm kærlighed.

Så ankommer Oliver – årets akademiske gæst – til Perlmans sommerresidens. En slagfærdig, charmerende, uceremoniel amerikaner, som alle holder af, og som Elio forelsker sig i.

Som instruktør var James Ivory dengang i 1990’erne en mester i emotionelle nuancer fortalt i tyste toner, og det er interessant – og lejlighedsvist fortryllende – at overvære instruktør Luca Guadagnino gøre det samme, men samtidig også give plads til en moderne, ordløs sanselighed i sin film. Han giver skuespillerne god tid til at fylde billedrammen med mening uden at sige noget.

Ikke at der ikke bliver talt, er du tovlig, der er multilingvistisk passiar dagen lang. Men der er også to kroppe, der begynder at råbe til hinanden uden en lyd.

Kækt cool ung mand

Historien lyser uvægerligt ind i filmen, både gennem arkitekturen, den lille landsby, de politiske snakke og ikke mindst de hellenistiske mandeskulpturer, som faderens hold hæver fra havbunden. Erotiske, ja, vredet i sære positioner, der lokker tilskueren til at begære dem, som faderen påpeger over for Oliver – der er megaliderlig efter faderens søn.

Elio er så også noget af en ung mand, en ferm pianist, belæst, intelligent og kækt cool, blot uden den sidste afgørende voksenvisdom. »Jeg ved intet om dét, der betyder noget,« som han siger i, hvad der af Oliver ikke kan opfattes som andet end en flirt.

Dén viden må og skal Elio i hvert fald vinde denne sommer. Om det så er med Oliver eller med den franske pige, Marzia, som han flirter sådan lidt stedfortrædende med. Eller med den fersken, som han – også – knalder. Stikker sin finger ind gennem skrællen, mellem dét, der pludselig ligner frugtens dunede balder, og borer et anus i dens kød.

Ungdommen er en flod

»Er det bedre at tale eller at dø?« vil en bejler vide i en af novellerne fra 1500-talsværket Heptaméron af Margueritte af Navarre, som moderen læser højt. Svaret kommer til at stå meget klart i Call Me by Your Name. Der skal ikke tales udenom, men man kan med held udvise diplomati og økonomi. Det står klart i en smuk, gribende dialog mellem far og søn i slutningen af filmen. Lad følelserne rase, lyder hans råd, ellers går hjertet konkurs allerede, når man er 30.

Nej, det er ikke familien eller forældrerollen, der problematiseres i Call Me By Your Name – ja, i det hele taget er der ingen afgørende problemer i filmen. I stedet er der en rolig, nuanceret, erotisk undersøgelse af ungdommens potentiale, som man så let kan formøble.

Eller sagt på en anden måde, i forlængelse af Ivorys manuskript: Ungdommen er en flod, hvis faste karaktertræk er, at den altid er i flydende forandring.

Legende passion

Dynamikken mellem de to hovedroller Elio (Timothée Chalamet) og Oliver (Armie Hammer) er ulastelig, sikkert dirrende med en kammeratlig og legende passion. Mens kameraet og klipningen sørger for at dvæle filmen igennem, tvinger os ned i tempo, absorberer os i sommerens tunge sansesirup. Lige som der også dvæles ved de unge kroppe i brunst, også den voksne, men stadig unge Olivers. Her er rigeligt materiale til en serie af nye skulpturer.

På den musikalske front er filmen også en nydelse. Med mere moderne komponister/solister som André Laplante, Ryuichi Sakamoto, John Adams, Frank Glazer samt to nye sange fra den ofte brillante, alternative popkomponist/-sanger Sufjan Stevens – numrene »Visions og Gideon« og den Oscar-nominerede »Mystery of Love«.

De er langt fra Stevens' bedste sange, men de fungerer fint i filmen, hvor billederne og sangene (også en tredje tidligere indspillet) får lov at danne kompakte abstrakte emo-intermezzoer. Dermed bidrager de også til at Call Me by Your Name bliver en ubesværet betagende meditation over ungdommen, kærligheden og begæret.

’Call Me by Your Name’. Instruktion: Luca Guadagnino. Manuskript: James Ivory. Fransk-italiensk-brasiliansk-amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu