Læsetid: 3 min.

Smuk fortolkning af Søren Huss’ album ’Troen & Ingen’

Der bliver snøftet en del på publikumsrækkerne under premieren på ’Troen & Ingen’ på Svalegangen i Aarhus. Søren Huss’ smukke melodier og stærke sangtekster fra albummet af samme navn fortolkes så fint af dygtige musikere og skuespillere, at de mellemliggende scener næsten er overflødige
Sangerinden Jullie Hjetland leverer en fremragende fortolkning af sangene i Troen og Ingen på Svalegangen.

Sangerinden Jullie Hjetland leverer en fremragende fortolkning af sangene i Troen og Ingen på Svalegangen.

Montgomery

16. februar 2018

Forrest på scenen, midt i den mørke scenografi, sidder en mand gemt i to sorte flyttekasser. Bag ham bevæger en kvinde sig frem over scenen.

»Med et hjerte der skriger, jeg kan ikke mere,« synger hun, mens hun rydder vejen foran sig ved at kaste bjerget af store, sorte kasser ud til siderne.

Hendes lange dreadlocks når hende næsten til knæene. Hun er ret petit, men der er intet småt over hendes stemme. Stor og kraftfuld fylder den lokalet, og hendes karismatiske udstråling forstærker sangens effekt og den følelsesladede tekst i Søren Huss’ sang »Et Hav Af Udstrakte Hænder«.

Det er omtrent på dette tidspunkt, at aftenens teateroplevelse peaker. Det er intenst, enkelt og smukt fremstillet. Sangerinden er Jullie Hjetland, manden i kasserne er Nikolaj Mineka og i Per Smedegaards iscenesættelse af ’Troen & Ingen’ bliver netop denne scene indbegrebet af en sorgproces.

Sorg er evigt aktuel

Sorg er et emne, der lige nu er udgangspunkt for forestillinger på flere teatre rundt om i landet. Det Kongelige Teater iscenesatte Anders Legarth Schmidts Jeg løber, og Odense Teater har netop haft premiere på Forbrændt, der handler om to søskendes sorg over moderens død.

Sorgen drager, fascinerer, og personlige tragedier er eviggyldige temaer i litteraturen og på teatret. Sorgen er omdrejningspunktet i Svalegangens Troen & Ingen. En forestilling bygget op omkring musikalbummet af samme navn, skabt af den tidligere Saybia-forsanger Søren Huss. Såvel album som forestilling handler om tab og bearbejdelse af tilsyneladende uovervindelig sorg.

Men sorg og glæde er to tæt forbundne størrelser. Du kan ikke opleve den ene uden først at have følt den anden. Det ses tydeligt i udviklingen på scenen i Troen & Ingen.

I begyndelsen er alt kulsort i Siggi Óli Pálmasons scenografi. Forestillingen åbnes med en eksplosion (skabt af lyd og videoprojektioner af flammer), hvor en sort væg bygget af kasser forrest på scenen vælter og afslører skuespillerne og det sorte scenerum bag. Alle skuespillerne er klædt i sort fra top til tå. Det samme gælder musikerne, der befinder sig på en forhøjning bagerst på scenen. En enkel, men ekstremt effektfuld måde at vise den destruktive og intense sorgfølelse, som beskrives i Søren Huss’ sangtekster.

Men sorgen er også en proces. En udvikling. Den del formår Per Smedegaard på meget fin vis at fremstille i sin iscenesættelse. For selv om sorgen og modløsheden i begyndelsen virker altoverskyggende, er der en klar udvikling i forestillingen mod lysere tider præget af håb, farver og kærlighed. Det ses helt konkret i lyssætningen og de mange billeder, som tegnes på scenen med lys i Jens Mønsteds videodesign. Der er gradvis indtræden af farverige klatter både i lys og scenografi.

Stærke sangtekster

Det er Søren Huss’ solodebutalbum og hans historie, der iscenesættes på Svalegangen her godt syv år efter albummets udgivelse. Og det er sangteksterne og musikken, der gør oplevelsen af Troen og Ingen stærk. De mellemliggende scener, hvor Laura Kold, Ashok Pramanik og Nikolaj Mineka som henholdsvis veninden, broderen og kæresten udspiller brudstykker af sorgforløbet, er fine.

Der er dog stærk kontrast mellem Søren Huss’ og dramatiker Jeanette Munzerts tekster, som i langt de fleste scener kommer til at fremstå ret banale i forhold til sangene. Alligevel fungerer det overordnet set rigtig fint.

Ud over førnævnte scene med Nikolaj Mineka i papkasserne, står også en anden scene frem som værende central. Nikolaj Mineka står forrest på scenen, mens små farverige bolde kastes mod ham fra alle sider.

»Dejlige, dejlige datter,« synger han. Og stemningen letter.

Datteren (spillet af Selma Pandora Kramhøft Mønsted/Signe Louise Frevert Andresen) dukker op, klædt i farvestrålende, mønstret tøj. Hun adskiller sig markant fra omgivelserne. Boldene og pigen bliver sammen med de små lysende pletter i Jens Mønsteds videoprojektioner en markering af et skift. Der er stadig håb for en lysere fremtid trods sorgen.

»Alt er gået langsomt og roligt væk fra ensomt,« synger alle medvirkende mod slut. Og publikum i salen kan tørre deres øjne og forlade teatret med en følelse af, at der altid er et håb for fremtiden, uanset hvor sort det hele ser ud.

Troen & Ingen’. Medvirkende: Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik, Nikolaj Mineka og Selma Pandora Kramhøft Mønsted/Signe Louise Frevert Andresen. Musik: Søren Huss. Tekst: Jeanette Munzert. Instruktør: Per Smedegaard. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Botrum Poulsen. Videodesign: Jens Mønsted. Spiller på Svalegangen i Aarhus til 3. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu