Læsetid: 2 min.

Solkongerne i The Minds of 99 er blevet mindre desperate

Det nye udspil fra danske The Minds of 99, ’Solkongen (del 2)’, er mest af alt en samling af solide albumnumre. Men det er samtidig en fin afrunding af den mest alsidige udgivelse fra bandets hurtige hænder
Det nye udspil fra danske The Minds of 99, ’Solkongen (del 2)’, er mest af alt en samling af solide albumnumre. Men det er samtidig en fin afrunding af den mest alsidige udgivelse fra bandets hurtige hænder

Gonzales Photo

26. februar 2018

Det var en åbning ud til noget nyt, da danske The Minds of 99 i efteråret udgav Solkongen (del 1). Ikke fordi de decideret nytænkte sig selv med den fem numre lange EP. Desperationen lurede stadig i hver en lille lydbølge, og Niels Brandt sang også her med en varm kartoffelbåd i munden. Men bandet disponerede deres kræfter bedre, end de gjorde på deres forrige album, Liber, og deres relative mådehold gav dem mulighed for at åbne op for en følsomhed, som altså klæder dem.

Allerede fra starten af Solkongen (del 2), der sammen med første del fuldender Solkongen, folder de deres nye vifte yderligere ud, i hvert fald musikalsk. »Alle Skuffer Over Tid«, libertinerens advarsel til alle, der overvejer at lukke ham ind i deres liv, begynder med en akustisk guitar, som bliver suppleret af et synthesizertema og trommer, der vil fremad i vanlig Minds-stil, men som er runde i lyden. Og over dette synger Niels Brandt med en blød klang, lidt dovent, mere afklaret end desperat, at:

»alle skuffer over tid
jeg si’r det bare, så du ved det.«

På »Stor Som En Sol / Flad Som En Pandekage« åbner han ligefrem med at croone trioliseret – i tre fjerdedele – inden nummeret går over i de trygge, lige underdelinger igen, og på »En Engel« forlader bandet helt deres postpunkede udgangspunkt og banker i stedet op for en omgang ret solid retropop.

’Må jeg hærge den?’

Bandet kredser dog stadig meget om den frihedsdyrkende persona, som har defineret deres univers indtil nu. Så de siger det samme, kun med små nuanceforskelle, igen og igen og igen.

»Jeg vil mere
altid mere
det’ din verden
må jeg hærge den?« synger Niels Brandt på »Alle Skuffer Over Tid«.

Det er stadig den mand, der er bange for at binde sig, og som vil leve livet vildt, der har ordet her. Og jeg savner lidt, at de breder deres lyriske vifte endnu mere ud, sådan som de er i færd med at gøre musikalsk.

Lyrikken brænder da heller ikke med samme poetiske glød som sætningerne i deres eget gennembrudshit »Det Er Knud Som Er død«, hvor de havde sat melodi til Tom Kristensens mindedigt til polarforsker Knud Rasmussen. Men med Solkongen, både del 1 og 2, knokler de sig trods alt frem til deres egen velfungerende omgang med det danske sprog.

Numrene på Solkongen (del 2) er overordnet set ikke helt så stærke som på første del af albummet. Men de tjener Solkongens helhed godt og fuldender den som det hidtil mest spændende album fra dansk rocks desperate drenge.

The Minds Of 99: ’Solkongen (del 2)’ (No3)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu