Læsetid: 3 min.

Sproget syrer ud, men ikke på en god måde

Rapperen og digteren Kate Tempest skriver stærkt om sin bydel, South London, men hendes debutroman er et virvar af klodsede metaforer
17. februar 2018

Det sydlige London er pulserende, regnfuldt og brølende i engelske Kate Tempests debutroman De sten der byggede husene. Det er et sammensurium af trafik, kopi- og mærkevarer, musik, sprog og dufte. Det er barer, gader, ikke mindst menneskene, som lever her, på de lavere trin af rangstigen i et klassedelt samfund: deres gåpåmod og modstand, drømmen om at blive til ’mere end summen af sine dele’.

Sydlondon er det sidste område i byen, som er ved at give efter for byfornyelsen. Det er i færd med at forandre sig; miste sin identitet. Kate Tempest er kendt som rapper og spoken word-artist, og det kan man mærke, når hun i sansemættede og detaljeopmærksomme panoreringer – nostalgisk og med stor kærlighed – fortæller om sin by.

Stillestående samling portrætter

Romanen begynder med en hæsblæsende prolog: Tre unge mennesker i en bil på vej ud af byen med en kuffert fuld af kontanter på bagsædet. De første kapitler fortsætter det høje tempo. Becky er 26, danser, arbejder på en café, men forsørger sig i virkeligheden som ’eksotisk massør’.

Kate Tempest: De sten der byggede husene

Hun møder den unge kvinde Harry, også i slutningen af 20’erne, der lever et hemmeligt liv som pusher til byens jetsettere. Men herfra bliver romanen underligt stillestående. Hver ny person, som introduceres, bliver beskrevet med sin egen lille fortælling, men også vedkommendes mor og far, morens nye kæreste og hans forældre får sine 15 minutter i spotlyset.

Der er ingen bipersoner i Kate Tempests London, alle har en historie. Tilsammen bliver de mange personer og generationsportrætter til de grundsten, som byen og de senere generationer er bygget af: »Husene er fulde af mennesker. Menneskene er fulde af huse.«

De sten der byggede husene er først og fremmest et portræt af en bydel og en samfundsklasse, et hårdt miljø, som overbevisende beskrives sådan her: »Halvdelen af Harrys skolekammerater havde aldrig set havet, men der var ikke en eneste af dem, som aldrig havde set en joint.«

Der er dynamik i teksten, i de mange dialoger og hos den alvidende fortæller, som sømløst skifter perspektiv fra person til person. Problemet er, at handlingen går fuldstændigt i stå, når det ene portræt efter det andet præsenteres og står og blafrer for sig selv, afskåret fra helheden. Der er ikke noget, som driver teksten fremad, og når romanen løber over næsten 400 sider, bliver det svært at komme igennem.

Alt for ujævnt sprog

Tempest begyndte at skrive romanen i tourbussen, da hun var på turné for at promovere sin plade Everybody Down fra 2014. Det er persongalleriet og fortællingerne i de 12 tracks herfra, som bliver foldet ud i romanen.

Man kunne forvente, at den rytmiske, præcise og medrivende fremføring, som kendetegner Tempest som hiphopartist, også ville komme til udtryk i hendes prosa. Mange gange er sproget i romanen også frydefuldt overraskende, smidigt og effektfuldt og leverer overrumplende billeder som dette: »Hendes krop er spændt som en snubletråd. Trækkene er bløde og fyldige som en tempelfigur skåret i sten.«

Britisk rap anno 2016 er både storladen, politisk, kendis-navlepillende og fandens groovy. Kate Tempest tager på sin nye fremragende plade livtag med storpolitik og hverdagslig fremmedgjorthed. Mens Skepta på sit brutalt dansable nye album peger med pistoler og disser folk, der kun vil være venner med ham, fordi han er kendt
Læs også

Men alt for ofte mister sproget grebet om sig selv. Det bliver svulmende og sentimentalt, metaforerne stikker simpelthen af, i forcerede eller direkte bizarre billeder: »Beckys mave pressede sig ud gennem navlen og spurtede over til døren. Løb ned ad gaden uden sko på,« eller: »Han smilede dybt, helt nede fra fodsålerne, under dem, fra tæppet i sin butik.«

Når personernes følelser kommer i kog – enten i forelskelse eller vrede eller angst – er der eksplosioner og lynild og indvolde plastret ud over væggene.

En anden ting er, at den karakteristiske sydlondonske dialekt mister lidt af sin mundtlighed og edge, når den oversættes. Så lyder dialogerne sådan her: »Jeg skal sige dig, hvad det handler om, kammerat – det er en fucking fælde, er det.«

Selv om personernes liv og skæbner føles virkelige i Tempests roman, får det ujævne sprog det hele til at fremstå lidt karikeret. I hvert fald er det ikke sådan, jeg forestiller mig, at en hårdkogt narkodealer fra arbejderklassen i South London taler.

Kate Tempest: ’De sten der byggede husene’, oversat af Juliane Wammen, Forlaget Korridor, 381 sider, 288 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu