Den store søndagsdramadyst: TV 2’s ’Greyzone’ mod DR1’s ’Liberty’

Kunst og kultur er ikke en konkurrencesport, men når TV 2 og DR1 vælger at sende hver sin stort anlagte dramaserie samtidigt søndag aften, er der lagt op til konkurrence.

Kampen står om rollen som de danske tv-seeres foretrukne søndagsunderholdning og mandagssamtaleemne, og tv-kanalerne beder selv om, at serierne bliver vejet op mod hinanden. Det skal hermed ske.

Den trofaste del af søndagspublikummet har lige akkurat haft mulighed for at få vejret, efter en usædvanligt hæsblæsende, actionspækket og forvirrende sæson af Broen. På den baggrund virker det forfriskende, at DR1’s opfølger tager fat på de former for menneskelig elendighed, der ikke er omfattet af straffeloven, og som ikke udspringer af personlige traumer, men af global ulighed.

Liberty er en miniserie i fem afsnit om moralsk afsporing blandt vestlige udviklingsarbejdere i 1980’ernes Tanzania. Miniserien er baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn om desillusion, kynisme og ulighed blandt europæiske udviklingsarbejdere i 1980’ernes Tanzania. Romanen afslutter Ejersbos populære Afrika-trilogi (som ud over Liberty består af romanen Eksil og novellesamlingen Revolution, alle udgivet posthumt i 2009).

Afrundet forfaldsfortælling

Ikke siden familien Grønnegaard i 2014 kom op at skændes om den mødrene arv, og om hvordan man er en familie, i første sæson af Arvingerne, har jeg for alvor været imponeret af DR Dramas søndagsserier. Jeg ser dem lige så trofast, som man opretholder kontakten til et kært familiemedlem, der kan være lidt forvrøvlet at høre på, men som altid har været der. Det er en fornøjelse at se miljøet, persongalleriet og deres indbyrdes konflikter blive rullet ud i en ny serie, men efterhånden som sæsonen skrider frem, skrider plottet som regel ud på et overdrev. 

Problemet med en overordnet handling, der ikke kan leve op til en series (typisk udmærkede) persongalleri, er DR Drama ude over med Liberty. Her er  en afrundet forfaldsfortælling at gøre godt med. Filminstruktøren Asger Leth har omsat Ejersbos roman til mundret tv-dramatik, svenske Mikael Marcimain har instrueret, og indtil videre er der blevet trukket et klart spændingsfelt op mellem idealisme og kynisme. Et ofte besøgt spændingsfelt i dansk tv-dramatik, men ikke desto mindre overbevisende kridtet op i Liberty.

Den mutte, cigaretrygende teenager Christian (Anton Nikolaj Hjejle Øberg) ankommer i første afsnit til Tanzania sammen med sin mor, sygeplejersken Kirsten (Sofie Gråbøl), og sin spæde lillesøster Anne-Mette. Christians far, Niels (Carsten Bjørnlund), er en idealistisk udviklingsarbejder, som med Danida-penge i ryggen forsøger at etablere et kooperativ af lokale bomuldsbønder. Sammen kan de stå stærkere på markedet end enkeltvis. God idé, men håbløst forehavende, fordi de allerede eksisterende magtstrukturer er stærkere end Niels’ overtalelsesevner.

Også Kirsten sprudler af virkelyst og kan ikke vente, til hun skal begynde som sygeplejerske på det lokale hospital med henblik på et videre virke i Læger uden Grænser. Man ser gnisterne i hendes øjne slukkes en efter en, efterhånden som hun erfarer, hvor lavt det moralske bundniveau er i det overklassemiljø af vesteuropæiske udsendte, hun og hendes familie bliver en del af.

Imens realiteterne tærer på forældrenes ambitioner og idealer, dalrer Christian rundt med sin tanzaniske ven Marcus, der drømmer om at komme til Europa. De hænger ud, ryger joints, ser på damer og er så vidt muligt pænt ligeglade med de hierarkier og konventioner, der skulle forhindre dem i det. Christian har dog lidt bedre mulighed for at være ligeglad end Marcus, som lever på et svensk ægtepars nåde og må finde sig i at stå til rådighed for en seksuelt frustreret kvinde i deres omgangskreds. 

En tur mere i nordic noir-møllen

Liberty er båret af en hæderlig ambition om at åbne seernes øjne for et bestemt miljø og de interessekonflikter, det er formet af. Til sammenligning træder man i første afsnit af TV 2’s nye thrillerserie, den dansk-svenske koproduktion med det uskandinaviske navn Greyzone, ind i et univers, som er påfaldende velkendt og kunstigt. 

Greyzone er domineret af det, der i hvert fald ved første øjekast ligner grumme nordic noir-klicheer i stil med dem, Broen og Bedrag har disket op med på det seneste. Vi befinder os i Øresundsregionen. Den skandinaviske fred og idyl er truet. Det svenske sikkerhedspoliti SÄPO finder et jord til luft-missil i en lastbil på havnen i Göteborg. Lastbilen kommer fra Danmark, og der nedsættes i al hast en dansk-svensk terrorbekæmpelsesenhed.

Jesper Lassen (spillet af Joachim Fjelstrup, der også gjorde en god figur som svigtet ven til Christian i Herrens veje) bliver genindsat i rollen som PET’s hemmelige agent i Københavns gader, mens den lidt tilknappede svenske Eva Forsberg (Tova Magnusson) forsøger at hænge på. Som andre mandlige danske efterforskere i nyere dansk-svenske krimiserier har Jesper det problem, at nogle børn, han elsker, er uden for hans rækkevidde. Hvorfor er endnu uvist. 

Der er mere drøn på kameraføringen i Greyzone, end der plejer at være i danske thrillere. Generelt er der mere actionfilm over hele produktionen, som med en decideret bombe som omdrejningspunkt også lader til at have et nogenlunde overskueligt plot. Pludselig zoomes der hurtigt ind eller ud – man skal vide, at billedet kan ændre sig, hvad øjeblik det skal være.

Mens Jesper og Eva tager hul på opgaven med at forhindre et massivt terrorangreb mod Sverige og Danmark, arbejder den i København bosiddende softwareingeniør Victoria Rahbek (Birgitte Hjort Sørensen) for det svenske firma SparrowSat, der laver droneteknologi på allerhøjeste niveau. Victoria Rahbeks liv er meget magen til Claudia Moreno (Natalie Madueño) i Bedrags liv.

Også hun har en lille søn og en eksmand, der tager ham med til Paris og således overlader hende til det etiske dilemma, om hun skal bruge sine enestående faglige kompetencer i det godes eller i det ondes tjeneste. SparrowSats droneteknologi kan bruges til at gøre landbrug verden over langt mere økologisk bæredygtige, men virksomheden mangler finansiering. I første afsnit af Greyzone tilbyder en stor virksomhed at købe 51 pct. af SparrowSat til en stor virksomhed, der har masser af penge, men kun udvikler produkter til militær brug. 

Victoria siger ja til at lade sig interviewe af sin gamle studiekammerat Iyad (Ardan Esmaili), som præsenterer sig som journalist for et teknologimedie. Uheldigvis stikker der noget under Iyads faglige interesse. Iyad viser sig som seriens første skurk, da han ud over diktafon har taget en sprøjte med et bedøvende middel med hjem til Victoria.  

Bomber kontra hykleri 

Den eneste karakter med et arabisk navn er altså terrorist og formentlig interesseret i noget ordentligt software til at styre jord til luft-missiler med. Hvis det samme havde været tilfældet i en DR Drama-serie, havde jeg regnet det for en manøvre, der skulle aflede vores opmærksomhed fra de virkelige skurke i et par afsnit.

Det er endnu for tidligt at sige, om Greyzone er den type thriller, hvor handlingen tager den ene U-vending efter den anden, men foreløbigt virker det, som om serien arbejder ud fra en simpel Homeland-lignende præmis, hvor efterretningsagenterne og terroristerne kæmper mod hinanden om, hvorvidt den hjemlige civilisation skal have lov at fortsætte uanfægtet eller ej.

TV 2 giver os efter alt at dømme en historie, der over ti søndage trækker på og prikker til terrorfrygten. Værsgo, til de seere, der gerne vil gyse. Ovre på DR1 er der de næste fire uger service til dem, der vil have stimuleret deres bekymring for eller forargelse over den i mennesket iboende tendens til hykleri og kynisme.

Der kommer til at briste nogle drømme og blive svigtet i Liberty, hvor det idealistiske forældrepars nye venners fordrukne, grådige levevis udgør et veritabelt skrækscenarie for et samvittighedsfuldt, priviligeret menneske. Man behøver ikke vælge, hvilken elendighed man er mest interesseret i, bomber eller hykleri. Begge serier kan ses, når det passer en, men jeg er stadig spændt på, hvilken en af dem, der lykkes med at samle flest tv-seere. 

Greyzone tegner til at blive en lige ud ad landevejen thriller om de gode, som kæmper for den fred og frihed, de onde vil ødelægge. Serien er befolket af karakterer, der minder meget om karakterer, man har mødt i andre tv-serier. Med Carsten Bjørnlund og Sofie Gråbøl i bærende roller er Liberty også på den sikre side castingmæssigt. De spiller fint, ligesom Anton Nikolaj Hjejle Øberg gør det i rollen som Christian, men det er nogle roller, der lægger mere op til observation end til identifikation. Og det vil jeg hellere være med til end endnu end tur i nordic noir-møllen.

Vi skal ikke heppe på de gode her, men derimod se godheden under pres. Det er det ene, og mest forudsigelige, spor i Libertys handling. Det andet – og i mine øjne mere dragende – spor i Ejersbo-dramatiseringen handler om de midlertidige fællesskaber, Christian bejler til. Mest konkret i form af natklubben Liberty, som han og Marcus kredser om.

Det spændende bliver ikke at se, om idealerne kan holde til de realiteter, serien præsenterer (det kan de nok ikke, nej), men hvordan serien fremstiller de flygtige fællesskaber, der er antydet. Det skal blive en forfriskende afveksling fra de sædvanlige kampe mellem godt og ondt søndag aften kl. 20.

’Greyzone’ og ’Liberty’ sendes på henholdsvis Tv 2 og DR1 søndag kl. 20.