Læsetid: 3 min.

En stribe, der er helt ubehjælpsom med vilje

Tre biller, der filosoferer, karakterer, der kun er hoveder med besynderlige frisurer og dårlig timing – skulle det nu være sjovt? Ja, ret sjovt
Tre biller, der filosoferer, karakterer, der kun er hoveder med besynderlige frisurer og dårlig timing – skulle det nu være sjovt? Ja, ret sjovt

Udklip fra bogen: Nikolaj Zeuthen

17. februar 2018

Nikolaj Zeuthen, der er aktuel med midtlivskriseromanen Buemundet guitarfisk, er også tegner (og musiker – i bandet Skammens Vogn, men det kommer vi tilbage til). Hans tegneseriedebut fra 2010 har titlen Hvad synes du om dansk litteratur? Den blev overset af dagspressen, fik en præmie af Statens Kunstråd og anmeldt i tidsskriftet Sentura med en lidt modvillig begejstring. Anmelderen havde i hvert fald trang til at beskrive Zeuthens tegnestil som »tudegrim« og nævne hans »mystiske mangel på talent«.

Zeuthens nye album hedder Al nydelse hæmmer. Er det virkelig rigtigt, at al nydelse hæmmer, var min første reaktion på titlen, sikkert fordi tanken om, at al nydelse er godt, er meget mere komfortabel. Nu sidder titlen der og gnaver i mig. Medforfatter til albummet er Jakob Millung, som også er med i Skammens Vogn, et band, der får mig til at tænke på Frank Zappas gode spørgsmål »Does humor belong in music?«, hvilket er det samme som at sige, at jeg synes godt om bandet. Og humor er i det hele taget en god måde at beskrive Nikolaj Zeuthens multivirke på. Han er helt enkelt humorist – som forfatter, tegner og musiker.

Det lidt blærede ved Al nydelse hæmmer er det grafiske arbejde og den lækre papirkvalitet. Det er en udgivelse i serien ’Schadebøgerne’, som Krabbesholm står for sammen med forskellige forlag, denne gang Antipyrine. Der er masser af hvidt, det vil sige plads omkring tegningerne og blanke venstresider.

Luksuspræget og boghåndværket giver en spøjs kontrast til Zeuthens meget enkle, skitseprægede tegnestil, som fremstår noget ubehjælpsom i det og i den grad får mig til at le, men som også har en skrøbelighed og ømhed i sig, som gør mig rørt og tænksom. 

Al nydelse hæmmer, en stribe af Nikolaj Zeuthen og medforfatter Jakob Millung

Tanker er usynlige

Zeuthen tegner ikke for at imponere nogen, måske har han endda taget pause fra forestillingen om, at nogle mennesker har et særligt talent for noget? Måske er han ligefrem sluppet af med sin forfængelighed i korte øjeblikke? Alle tanker om talent og menneskelig forfængelighed hæmmer i hvert fald, gør de ikke?

Karaktererne har noget absurd og vanvittigt over sig. Deres ansigter er groteske, deres frisurer ligner telefonrør fra gamle dage eller underligt deforme gevirer. Eller de er ikke længere mennesker, men tre biller, der mødes på stranden eller under stjernehimlen og søger dybde i tilværelsen.

I Al nydelse hæmmer arbejder Zeuthen og Millung med den velkendte tre-ruders stribe, og de arbejder med timing. I stedet for at bygge op til et grin ved tredje rude, fyrer de pointen af med det samme eller i midten eller slet ikke. Og pointe er også så meget sagt i denne forbindelse, måske er ’et eller andet syret statement serveret som en sandhed af en løjerlig person’ mere passende.

Det kan være udsagn som »Jeg giver så meget og får intet igen«. Eller »Lykken viser sig højst i små glimt/ Det er en kendsgerning«. Eller »Hvad man tænker om de andre er helt lige meget./ Tanker er usynlige. Det er en kendsgerning.«

Udsagnene får lov til at stå der og blafre, en rude eller to, som læser er man efterladt med en mærkelighed og ingenting – og så kravler også den følelse ind i én og gnaver.

’Al nydelse hæmmer’, en stribe af Nikolaj Zeuthen, medforfatter: Jakob Millung, Antipyrine/Krabbesholm, Ingen paginering, 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu