Læsetid: 4 min.

Stum heltinde med hjerte af guld scorer havmand

Guillermo del Toros Oscar-favorit ’The Shape of Water’ er et kulørt og underholdende eventyr om, at man ikke skal udgrænse det anderledes. Filmen væver alskens ny og gammel mytologi sammen til et sødt billede af det menneskelige som noget, der ikke er defineret ved sin magt over omgivelserne, men ved en omsorg for det levende
Elisas insisteren på at møde alle levender væsener med åbent sind bliver mindre sentimental at se på, fordi det også bare handler om begær  – hvilket er lidt besværligt at udleve, idet havmanden ikke kan trække vejret over vand.

Elisas insisteren på at møde alle levender væsener med åbent sind bliver mindre sentimental at se på, fordi det også bare handler om begær  – hvilket er lidt besværligt at udleve, idet havmanden ikke kan trække vejret over vand.

Nordisk Film

22. februar 2018

Af alle de ting, der imponerer ved Guillermo del Toros The Shape of Water, er det mest imponerende, hvor mange velkendte træk fra gamle eventyr, musicals og klassiske Hollywood-film, der forenes i filmens hovedperson, Elisa. Og ikke mindst at dette omvandrende sammensurium af referencer faktisk fungerer som en dynamisk og charmerende karakter.

Elisa (Sally Hawkins) er som så mange eventyrhelte før hende forældreløs, godhjertet og viljestærk. Ligesom det er tilfældet med hendes navnesøster fra musicalen My Fair Lady og teaterstykket Pygmalion, er det at tale et tema for Elisa. Ikke fordi denne films Elisa skal aflægge sin dialekt og lære at tale ordentligt, men fordi hun er stum og skiller sig ud fra sine medmennesker ved at kommunikere gennem tegnsprog og stumfilmsinspireret gestik.

Elisa lever i en ekstremt elegant scenograferet, sværmerisk filmet udgave af start-1960’ernes Baltimore. Her bor hun oven på en plysrød biograf, der spiller storslåede film for så godt som tomme sale; dør om dør med den homoseksuelle arbejdsløse reklametegner Giles (Richard Jenkins), på hvis fjernsyn de to venner ser gamle musicals. 

Guillermo del Toros nye film, Oscarfavoritten ’The Shape of Water’, foregår i 1962 i USA, men handler lige så meget om i dag. ’Det er den drøm, amerikanerne har, når de siger, ’make America great again,’,’ siger den mexicanske filmskaber. Han kan ikke som Oliver Stone lave en stærk, samfundskritisk amerikansk film som ’JFK’, men han kan lave eventyr. Det er hans katedral
Læs også

Elisas hørelse fejler ingenting, og måden hun bevæger sig gennem verden på, er som en blanding af en diva og Charlie Chaplin. Filmen lægger ud med at vise Elisa i sin seng, svævende rundt i lejligheden, der er helt fuld af vand, og får på den måde afmonteret en eventuel forventning om en virkelighedstro fortælling fra begyndelsen. I stedet er der tale om en fabel, der udspiller sig i et kunstfærdigt, detaljerigt filmisk univers, fuld af filmhistorisk nostalgi og groteske detaljer.      

Forelsket i havmand

Om natten gør Elisa rent på et videnskabeligt laboratorium sammen med sin anden gode ven i verden, den afroamerikanske Zelda (Octavia Spencer), der forstår og lejlighedsvis oversætter Elisas tegnsprog.

Selv har hun munden kørende cirka uafbrudt. Zelda knævrer mest om mænds fejl og mangler, herunder deres manglende træfsikkerhed på pissoiret. Når filmens ubestridte overskurk, laboratoriets øverstkommanderende agent Strickland (Michael Shannon), kommer med en racistisk eller sexistisk kommentar, nøjes hun pragmatisk nok med et hævet øjenbryn. 

I al hemmelighed får laboratoriet indleveret en mystisk havmand (Doug Jones) fra Amazonflodens dyb til undersøgelse. Havmanden er muskuløs, dækket af farverige skæl og har gæller at trække vejret med. Laboratoriets medarbejdere betragter (med undtagelse af en enkelt idealistisk videnskabsmand, som i øvrigt er hemmelig russisk agent) ham som et forskningsobjekt uden for kommunikativ rækkevidde.

Elisa ser derimod det umælende mandevæsen som et ligeværdigt subjekt, som hun etablerer kontakt med og forelsker sig i. Efter almindelig arbejdstid serverer hun kogte æg for ham på bassinkanten og spiller Glenn Miller- og Benny Goodman-plader for ham på en rejsegrammofon. Det går op for Elisa, at hendes udkårnes liv er truet af kynikeren Strickland, og så må noget selvfølgelig gøres. 

Morgenonani

En stum heltinde med et hjerte af guld, der udtrykker sig gennem tegnsprog og dansetrin citeret fra legendariske musicalscener: Det lyder næsten som Björks blinde, musicalelskende karakter Selma i Dancer in the Dark (2000) ganget med ti og drysset med ekstra sukker.

Men selv om Elisas hjerte vitterligt er gyldent, og den menneskelige kynisme også er grundigt repræsenteret i The Shape of Water, er det (ikke overraskende) et helt andet, mere fantastisk filmisk univers, Guillermo del Toro udfolder. Man genkender den overvældende, detaljerige billedside fra del Toros tidligere film som Pans Labyrint og Børnehjemmet.

Og så er der, især i begyndelsen hvor Elisas daglige rutiner bliver præsenteret, en snert af den søde pudsighed, der kendetegnede Den fabelagtige Amélie fra Montmarte (2001). Al den sanselighed og sensualitet, hun går og holder for sig selv, kommer dog lidt mere direkte til udtryk, når Elisa hver morgen onanerer i sit badekar, mens æggene koger på komfuret, og æggeuret tikker, end da Amélie kørte sine fingre gennem kurve med bønner eller linser.

Elisa er dog langtfra så tragisk en figur som Björks Selma og en del sejere og sjovere end den overfinurlige Amélie. Sally Hawkins spiller rollen, så det forsigtige og betuttede bliver balanceret af trods og stædighed. Hendes insisteren på at møde alle levende væsener med åbent sind bliver mindre sentimental at se på, fordi det også bare handler om begær (lidt besværligt at udleve, idet havmanden ikke kan trække vejret over vand). Jeg kunne ikke forestille mig en bedre skuespiller i den rolle.

The Shape of Water er et kulørt eventyr om, at man ikke skal udgrænse det anderledes. Elisas handicap viser sig ikke som en fatal mangel, men derimod næsten som en styrke, fordi hun er vant til at kommunikere anderledes end sine frembrusende medmennesker. At hun ikke kan bruge stemmen, forhindrer hende ikke i at insistere på, at det, der gør mennesker menneskelige, er omsorgen for det levende, og sådan fungerer Elisa som bannerfører for filmens store fede budskab.

Når denne vældigt moraledrevne film ikke føles fersk og moraliserende, er det fordi alle sejl er sat for at skabe overrumplende, ofte decideret pompøse billeder. At Guillermo del Toro også mestrer det ækle (rådne fingre! Så siger jeg ikke mere) gør, at man bedre orker den billedskønne kærlighed mellem heltinden og havmanden.  

’The Shape of Water’. Manuskript og instruktion: Guillermo del Toro. Amerikansk. Biografer over hele landet.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Lorenzen

Er det virkelig nødvendigt at referere det meste af handlingen i en film for at skrive en anmeldelse? Hvis ja, burde skribenten advare om "spoiler-indhold" i overskriften, hvorefter abonnenten jo så kan se filmen før læsning af anmeldelsen, men hvad er så egentlig meningen med en anmeldelse? Måske en slags service for dem, der på forhånd ved, de ikke skal se filmen??

Henrik L Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Filmen er absolut fantastisk. Jeg er ikke sikker på det er hans bedste film, men den er helt sikkert værd at se.

Henrik L Nielsen

PS, min ovenstående kommentar blev bevidst ganske kort med den dybeste respekt for Helle Lorenzens helt rigtige kommentar.