Læsetid: 4 min.

Suget fra scenen

Jokum Rohdes blandede essays flimrer mellem forvrængede myter, de mytiske firsere, fordømte erindringer – og så suget fra scenekunsten
17. februar 2018

Dramatikeren og forfatteren Jokum Rohde længes efter det sug, der åbner nuet mod noget andet, noget dunklere – mod en slidt fortid, der kommer til syne som ruiner eller som dæmoner. Den flakker rundt som ekkoer i den fælles erindring, fortiden, og den er ikke bare det, der foregik for ti eller tyve eller hundrede år siden. Den er også en åbning mod en voldsommere eksistens, en mytisk eller heroisk eller selvødelæggende måde at være på.

Fortiden vender tilbage i forvrænget og intensiveret form, 1940’erne og 1950’erne genopleves som hypnotisører og sære mordgåder, 1970’ernes Berlin via myter om David Bowie og hans destruktive, geniale år dér. Der er noget labyrintisk over den fortid og dens myter, hos Jokum Rohde forvilder man sig i den, man gennemstrømmes af den og kommer ikke uforandret tilbage.

Sådan er det i hans romaner, og sådan er det i hans essays, som hidtil er udkommet her og der, og altid har været noget af det bedste, han har skrevet. Nu er de samlet i bogen Modkørende sammen med en række nye tekster. De skuffer ikke, også selv om man bliver irriteret undervejs.

Jokum Rohde: Modkørende

Tvang, ulyst, industri

Modkørendes forskellige tekster varierer meget i længde og egentlig også i tonefald og ambition. Nogle er lejlighedstekster skrevet til teaterprogrammer, andre er længere, på én gang stærkt personlige og principielle udredninger. De kredser om teateret og dets muligheder, om populærkultur som bærer af de fælles myter – bogen indledes med en helt pragtfuld læsning af Matador – om København og dens forandringer, om tiden efter det postmoderne, om barndommen.

Ikke at hver tekst holder sig til et emne, sporene skrider snarere ud og ind af hinanden. I ’Sovekammerfarcen genlæst’, en af bogens bedste tekster, udlægger Rohde 1970’ernes erotiske lystspil. De viser sig både at trække spor tilbage til hans egen barndom – hans mor arbejdede på ABC-teateret – og være en historie om forskellen mellem teater og film, og om seksualitetens forandring efter pornografiens gennembrud.

Sengekantsfilmene handler ikke om sex, får Rohde forklaret, de handler om »tvang, ulyst, industri, masseproduktion, mareridt, ensretning, fremmedgørelse, angst«. Men samtidig er hans essay én lang hyldest til det teaterliv, der fik gjort urtrætte replikker og lummer kombinatorik hysterisk morsom igen.

Scenen er særlig

Kærligheden til teateret og til des ødelagte skæbner lyser gennem ’Sovekammerfarcen genlæst’. Det gør den også i de mest ambitiøse og også irriterende essays i bogen. Dem, der fremskriver en art teaterets poetik. Lige så skarp, Rohde er til at optegne og se svaghederne i dramatikkens moderne historie – fra Ibsen over Brecht til det absurde teater og nutidens aktivistiske dramaer, som han virkelig er en god kritiker af – lige så grødet bliver han i mælet, synes jeg, når det kommer til hans eget bud på, hvad scenekunsten kan.

For Rohde er det afgørende nemlig scenen snarere end dramatikken. Scenen er et unikt sted, det skriver han igen og igen, hvad enten det så er koncertscenen (Rohde skriver begejstret om musik som scenekunst, om Nick Cave og den tidlige Sort Sol) eller teatersalen.

Den skal ikke være som i det realistiske drama, dvs. en kalkering af den virkelighed, der er uden for scenen. Den skal heller ikke være et ikkested, som i den absurde tradition. Hvad skal den så?

Her bliver argumenterne tit ret svære at følge. Tættest på en forklaring kommer man egentlig i Modkørendes afsluttende essay om Freuds bog om det uhyggelige, hvor Rohde erklærer, at scenen er det eneste rum, mennesket selv har skabt. Alt andet – huse, pladser, veje – er bare forlængelser af naturen, potenseringer af noget, der allerede eksisterede i den fysiske verden:

»Scenen er derfor at opfatte som en ubrudt korridor tilbage til fjerne uopnåelige tider, forbi epidemier, krige og Kristus, de hærger bag kulisserne, men scenen er konstant, den samme som for 2.500 år siden … Alt, der nogensinde er foregået på en scene, i tusinde sidegadeburlesker, i tarvelige varietéer og i tavse og smukke moskovitiske balletter, det er til stede på hver en scene i vores byer, for de døde fylder intet. Scenen kan opfattes som et åbent rum ind til de dødes overbefolkede verden.«

På en måde er ’Trianglen’ en autofiktion, men en meget rodet og løsagtig en af slagsen. 
 Arkiv
Læs også

Scenen er et sug tilbage gennem historien til en form for menneskelig ursituation. Den er også en åbning mod noget mere mytisk, en intensiveret eksistens. Den er alt det, Rohdes fordrømte visioner om byens rum også er, kort sagt. Men scenen er også et nærvær, der aldrig gentages. Skriver Rohde.

Hvortil man må sige: OK? Hvis du synes. Selv har jeg altid tænkt, at det med det særlige nærvær og det mytiske rum var en krykke, teateret støttede sig til, når det var i fare for at føles irrelevant – ret beset er det et bedre argument for det særegne ved sportskampe end ved en kunstart, hvis økonomiske fundament er gentagelsen af nogenlunde det samme aften efter aften efter aften.

Karneval

Til gengæld er forbindelserne til Rohdes egen dramatik, til hans genskrivninger af moderne myter – som Robin Hood og Ivanhoe og De Tre Musketerer – jo helt tydelig. Og så løber der altså så meget andet fantastisk skrift, simpelthen, gennem Modkørende. Her et glimt fra firsernes København:

»Ja, jeg kan huske karnevalsmorgener i midtfirserne, læderklædte skinheads, der sad på toppen af bjerge af skrald og gammel mad og spiste ådsel.

Jeg kan huske de fede ludere i Teglgårdsstræde, der hang ud af vinduerne og så på mig med kæmpe mascaraøjne, jeg kan huske arkadebarerne i City, hvor gamle, tarvelige mænd sad hele dagen lang og fløjtede, solariebrune med åbenstående skjorter, selvom det var vinter.«

Fik jeg sagt, at Jokum Rohde skriver som en drøm, som et af de sære, sugende drømmesyn, han selv er så optaget af? Det gør han faktisk.

Jokum Rohde: ’Modkørende’. Essays. Gyldendal, 258 sider, 299 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu