Læsetid: 3 min.

Et tåget og tragisk ravnesprog

Kristín Ómarsdóttirs roman om en islandsk teenagenarkoman er både anstrengende og dragende
17. februar 2018

Efter at være blevet mishandlet af sine brødre som spæd har hovedkarakteren i Kristín Ómarsdóttirs nye roman Omstrejferen, Hrafn Freyr Hrafnsson, mistet evnen til at tale. I stedet frembringer han ubestemmelige lyde, et såkaldt »ravnesprog«, som kun hans mor kan forstå, og kommunikerer med omverdenen ved at skrive på en blok.

Han holder til i kælderen under en balletskole, men det meste af tiden bevæger han sig rundt i Reykjaviks gader og stjæler mad, har mislykkede møder med fremmede eller bedøver sig med alkohol og stoffer. Engang imellem ses han med sin velgører – en ældre kvinde, han har mødt i en støttegruppe for folk, der prøver at kvitte stofferne – eller besøger sin veninde Laufey.

Kristín Ómarsdóttir: Omstrejferen

Laufeys hus er mødested for en mere eller mindre fast gruppe af narkomaner. Udover værtinden, der er en striks og kærlig omsorgsperson for dem alle (og særligt for Hrafn), møder vi blandt andet kæresteparret Telma og Lisa samt Johanna, der drømmer om at blive pilot, men for det meste sidder i hjørnet og strikker sokker.

Romanens første og sidste del udspiller sig i huset, hvor livet på én og samme tid er kaotisk og stillestående; personernes distræte samtaler og konflikter skyder op og forsvinder bestandigt i rusens tåger.

Midterdelen udgøres af en stort anlagt »eventyrrejse«, hvor Hrafns nye ven Engilbjartur fører ham ud i endnu værre kriminalitet: Ligesom Hrafn er vennen vokset op med en mor, der forgæves forsøgte at beskytte ham mod en uduelig far, og sammen drager de på et idiosynkratisk feministisk og antiracistisk hævntogt, hvor de overfalder og plyndrer begges familier og Hrafns velgører – hvilket dog ikke forløber helt efter planen, for nu at sige det mildt.

Persongalleri påvirket af ritalin

Som det måske fremgår af mit forsøg på at gengive handlingen, er Omstrejferen en ret besynderlig bog. I toneleje veksler den mellem det højtidelige og det fjollede. En helt almindelig eftermiddag i Laufeys hus lyder eksempelvis:

»Laufey, Evelyn og Lisa sad i den gyldne sofa. Lisa holdt om Evelyn, der regelmæssigt græd sande kærlighedstårer. Telma var sluppet af med sin hulken, stemmen ru, øjnene varmere end ilden i pejsen.«

Med jævne mellemrum sender Hrafn beskeder med pseudopoetiske øjebliksbilleder til sin mor a la »Læs ID-nummeret / for din mormors livmor / højt for sikkerhedsvagten« eller »Døden er et koben på en hvid dyne med lyserøde blomster«. Og i den anden ene af skalaen kulminerer en længere snak om kannibaler i en anekdote om to af slagsen, der har fået børn med vegetarer (hvilket vistnok skal forestille at være sjovt).

Samtidig er bogen temmelig løst komponeret; stenede samtaler strækker sig over adskillige sider, og flere kapitler er tågede og uden relevans for den overordnede historie.

En del af forklaringen skal findes i, at persongalleriet det meste af tiden er påvirket af ritalin eller amfetamin, men det er alligevel ikke helt nok til at retfærdiggøre, at romanen stikker i så mange retninger – særligt ikke når det planløse og uforløste ved Hrafns liv i forvejen fremgår tydeligt.

Uforudsigelig og spændende

Nu lyder det måske, som om jeg synes, at Omstrejferen er en dårlig bog. Men på trods af at jeg finder de mange forsøg på at være både sjov og poetisk anstrengende i længden, er der også noget dragende ved romanens univers.

Kristin Ómarsdóttir blander hård vold, familiedrama og klassisk islandsk overtro på en særegen og konsekvent måde, og i de passager, hvor der virkelig sker noget, er romanen både uforudsigelig og elementært spændende.

Desuden er det svært ikke at blive påvirket af Hrafns ukuelighed, hans insisteren på kærligheden og hans længsel efter et fællesskab, som udnyttes så groft af folk omkring ham i deres »desperate handlinger for at bedøve følelsen af tomhed«, som han selv siger i et øjebliks klarhed.

Ujævnhederne i bogen er så markante, at de er værd at nævne – men det er trods alt de sidstnævnte, mere positive, aspekter, der ender med at gøre størst indtryk.

Kristín Ómarsdóttir: ’Omstrejferen’, oversat af Niels Rask Vendelbjerg, Jensen & Dalgaard, 398 sider, 348 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu