Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I sine tekster skider Karin Michaëlis højt og flot på det patriarkalske blik

Karin Michaëlis’ ’Krigens ofre’ er en påmindelse om, at verden kan se helt anderledes ud, og også om hvor hurtigt den kan ændre sig
Det kræver et historisk blik at forstå, hvor banebrydende Karin Michaëlis’ kvindelige blik på verden var, og der er brug for at mobilisere sin nutidige overbærenhed over for de standsmæssige og racemæssige fordomme, der var gængs og god latin i 1916.

Det kræver et historisk blik at forstå, hvor banebrydende Karin Michaëlis’ kvindelige blik på verden var, og der er brug for at mobilisere sin nutidige overbærenhed over for de standsmæssige og racemæssige fordomme, der var gængs og god latin i 1916.

Ullstein Bild

Kultur
10. februar 2018

Man skal have de historiske briller frem, når man læser Karin Michaëlis, for man må have klart for sig, hvad det er for en tid, hun skriver i: at hun midt under Første Verdenskrig sender reportager hjem fra det endnu eksisterende østrig-ungarske kejserige, og at dette hører til den danske opinions fjendeland – selv om Danmark var neutral i Første Verdenskrig.

Desuden kræver det et historisk blik at forstå, hvor banebrydende, hendes kvindelige blik på verden var, og endelig er der brug for at mobilisere sin nutidige overbærenhed over for de standsmæssige og racemæssige fordomme, der var gængs og god latin i 1916.

Blandt andet besøger hun en sukkerfabrik, der afføder følgende kommentar:

»Hellere være indelukket en hel Time i en Elevator med en svedende Neger end blive et Minut længere i denne Sukkerstank!«

Hun fortsætter derefter sin færd til en hampefabrik, og nu får fordommene et yderligere eksotisk nøk:

»Sukkerets Kvalmen i Forhold til Hampens kadaveragtige Stank er som Negerlugtens til Duften, der opstiger fra Kineserens Hovedbund.«

Gad vide, hvornår hun har snuset til sådan en?

Karin Michaëlis: Krigens Ofre

Indlevet

Derimod er det tæt på at brillerne dugger af rørelse, når hun skriver om efterladte krigsbørns skæbne, eller når hun indlevet skildrer krigsinvaliders vej tilbage til livet med manglende lemmer, lammelser og blindhed. Deres svære kamp for at bemestre de tunge proteser, eller en violinspiller med én arm, der har lært sig at holde buen mellem knæene.

Gribende er også hendes beskrivelse af en overlevende, hvis skamferede udseende får konen til at løbe skrigende bort, da han endelig kan vende hjem, og rørende skildringen af genforeningen, da konen kommer på bedre tanker.

Men igen må man have datidens konsensus præsent: Der er ingen ende på, hvor højadelige og fornemme de kvinder er, som plejer de sårede, og heller ikke på reporterens understregning af, at det netop er denne sindets finhed, der omvender den grove bondekone og får hende til at angre.

Standsforskellene og de fordomme, der omgiver dem, er en selvfølge. I sagens natur er de fleste menige soldater bønder, og i Karin Michaëlis’ øjne er de en slags børn, der pædagogisk skal læres op til en ny tilværelse, hvorefter de stolt kan fremvise de børster, de har lært at binde med blindede øjne og manglende hænder.

Værst for reportagerne er det dog næsten, at hendes – i så henseende konforme – blik også gør én skeptisk, når hun hævder, at alt hvad østrig-ungarerne gør for deres invalider, de forældreløse børn og endda deres krigsfanger er meget bedre end normalen i det almindelige liv. Man har svært ved at tro det.

’Altbehersket af uvilje’

Bogens reportager er oprindelig blevet bragt som kronikker, og det var ikke velset i Danmark at fremhæve Centralmagternes – Østrig-Ungarns og Tysklands – gode gerninger, mens de var i krig med Ententen (Frankrig, Rusland, Serbien og England). Med udenrigsminister P. Munchs ord var offentligheden så ’altbehersket’ af uviljen mod Tyskland, at de »fristedes til at opfatte den ligelige Neutralitetspolitik, der førtes, som ’tyskvenlig’«. (P. Munchs egen politik, der nedkaldte »en stedse ivrigere Kritik af Udførselstilladelser, som man anså bestemt af Tyskvenlighed, og en stedse mere ubehersket Tone i Omtalen af Krigsbegivenhederne.«)

Også Karin Michaëlis blev beskyldt for tyskvenlighed, men her kan man så lige mindes, at det var hende, der i 1930’erne hjalp tyskere på flugt fra Hitler og byggede træhuse til dem i sin have på Thurø, blandt andet til Bertolt Brecht og Helene Weigel.

Først og fremmest er det særegne og imponerende ved Karin Michaëlis’ tekster dog, at hun højt og flot skider på det patriarkalske blik, som delte landene, og uanfægtet bruger sit eget kvindelige blik. Hun vælger at skrive om, hvad der foregår bag fronterne, mellem menneskene. Og skal hun eksempelvis beskrive, hvordan en våbenfabrik fremstiller stålspiraler til kanonerne, er det i hendes øjne ’et tålmodighedsarbejde’, »omtrent som at røre Mayonnaise«.

Der er heller ingen tvivl om, at det var personlig idealisme og pacifisme, der førte hende til Wien, hvor hun kastede sig ud i filantropisk arbejde. Ifølge Dansk Kvindebiografisk Leksikon støttede hun desuden det kommunistiske Rote Hilfe, partipolitik var heller ikke hendes sag.

Karin Michaëlis blev rig på sine bøger, men den formue, de indbragte hende, kom ikke mindst fra tyske mark, og efter nazisternes magtovertagelse mistede hun alle sine tyske indtægter. I 1940 måtte hun flygte til USA, hvor hun levede af journalistik.

»Da hun kom hjem til Danmark efter krigen, var det et triumftog, men hun var allerede glemt og fattig, da hun døde i 1950,« noterer Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

I dag? Jeg har først og fremmest nydt »Krigens Ofre« for dens beskrivelser af folkeslag og lande, der ikke længere eksisterer, og som man for en dels vedkommende ingen anelse har haft om, skønt der kun er gået hundrede år. Krigens Ofre er et memento om, at verden kan se helt anderledes ud, og også om hvor hurtigt den kan ændre sig.

Karin Michaëlis: ’Krigens Ofre’. Med efterord af Johan Rosdahl & Karen Klitgaard Povlsen. Oversat af Karen Klitgaard Povlsen. Sandalserien, Gladiator. 185 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her