Læsetid: 3 min.

Tidens farligste følelse er for ufarlig i småsjov rædselsrevy

Vi skal både grine og gyse af vores frygt for terror, sygdom og død i Andreas Garfield og Line Mørkebys lille rædselsrevy ’T-error’, og vi gør det. Men hvor godt et værn mod tidens farligste følelse er det egentlig at smågrine og smågyse af den?
Vi skal både grine og gyse af vores frygt for terror, sygdom og død i Andreas Garfield og Line Mørkebys lille rædselsrevy ’T-error’, og vi gør det. Men hvor godt et værn mod tidens farligste følelse er det egentlig at smågrine og smågyse af den?

Pressefoto

15. februar 2018

»Frygtens værste fjende er latteren,« siger Mikkel Reenberg i blodrød pullover og skummel scenebelysning på et tidspunkt i T-error. Teaterstykket, som skuespilleren selv har leveret idé og initiativ til, vil netop have os til at grine af den frygt – for terror, generel sygdom og død – som det siges er tidens farligste følelse. Eller stykket vil, snarere, både have os til at grine og gyse af den.

Den daglige frygt som rædselsrevy

T-error handler ikke – sådan som den tyske advokat Ferdinand von Schirachs interaktive retssalsscenarie Terror på Det Kongelige sidste år, hvor publikum skulle fælde dom over en jagerpilot, der havde skudt et kapret passagerfly ned for at undværge et terrorangreb – så meget om terror som politisk problem og demokratisk dilemma. T-error handler mere om rædslen selv – the terror! – og måderne, den komisk manifesterer sig i forældrelivets mindre kosmos.

I T-error er scenen således sat til det dagligdags rædselsscenarie, som trivselsgruppemøde i den danske folkeskole er.

Det er mere underholdende, når skuespillerne Mikkel Reenberg og Christine Gjerulff ængsteligt gennemspiller forældrenes forskellige frygtfantasier – om den »sjove« sorte jakke, der hænger i gangen, de faktisk alt for skræmmende Halloween-masker, skoleskyderier, mærkelige mordere og også bare: børneorm! – men ikke mindre uhyggeligt. For selvom det er det, Reenberg og Gjerulffs overanspændte ansvarspersoner forsøger at forsikre os og sig selv om, er det ikke børnene, der er bange og skal beroliges, men de voksne.

I dramatikerne Andreas Garfield og Line Mørkebys »to-personers revy« med (de for Mørkeby karakteristiske) indlagte gyserfilmtricks er det omvendt selve de mere og mere absurde forsøg på at sikre de små og holde frygten for døren med cykelhjelmssikret kaffe-kage-hygge, der er det uhyggelige. Et forældrepar fortæller med store stive smil, hvordan de for at forhindre deres lille datter i at komme til skade i hjemmet først fik hendes arme amputeret, så benene og til sidst slet og ret bare fik hende aflivet.

Uhyggelig hygge og alt for hyggelig uhygge

Og akkurat som Freud beskrev det uhyggelige som det velkendte, men fortrængte hjemlige, der vender tilbage i det u-hjemliges uhyggelige form, flyver den skruetrækker, en far har »låst inde i en skuffe i et skab« af frygt for, at hans datter skal skade sig selv med den, ud af skabet i en anden fars fortælling og tager livet af hans efter hans egen mening også alt for risikovillige elskerinde. Pulloveren, den ufarligste og hyggeligste af alle beklædningsgenstande, er, netop, blodrød.

Sådan ikke bare vil, men får forestillingen os også til både at smågrine og smågyse af den frygt, som forældre såvel som barnløse helt reelt og på daglig basis forsøger at gøre sig fri af ved at fortrænge på forskellige måder. Men altså, er latter egentlig frygtens værste fjende? Konfronterer vi frygten, når vi griner af den, eller fortrænger vi den bare på en ny måde?

T-error er effektiv nok som en underholdende opvisning i, at hygge ofte er noget af det mest uhyggelige. Men måske bliver forestillingens egen leg med uhyggens velkendte klichéer simpelthen selv for hyggelig. Den overbeviser i hvert fald ikke for alvor om, at humor er det – er teatrets – mest effektive middel at bekæmpe tidens frygt med. Det er hverken dens grin eller gys farlige nok til.

’T-error’. Teater Får302. Idé: Mikkel Reenberg. Instruktion: Kamilla Bach Mortensen. Tekst: Line Mørkeby og Andreas Garfield. Musik: Tomas W. Raae. Scenografi: Freia Cecilie Krog. Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen. Lyddesign: Jes Theede. Til den 3. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu