Læsetid: 4 min.

Tiltrængt angreb på de digitale monopoler bliver én lang forfaldsfortælling

Et af den kommende tids mest påtrængende opgør er med de digitale monopolers skatteunddragelse og politiske dominans. Jonathan Taplins nye bog ’Move fast and break things’ beskriver problemerne fint, men ender også som en ensidig historie om internettet og en glorificering af gamle dage
Et af den kommende tids mest påtrængende opgør er med de digitale monopolers skatteunddragelse og politiske dominans. Jonathan Taplins nye bog ’Move fast and break things’ beskriver problemerne fint, men ender også som en ensidig historie om internettet og en glorificering af gamle dage

Roger Kisby

17. februar 2018

Der er mange væsentlige betragtninger i Jonathan Taplins bog Move fast and break things – Sådan har Facebook, Google og Amazon sat vores kultur under pres og undermineret demokratiet, der netop er udkommet på dansk.

Bogen beskæftiger sig med den problematiske fremvækst af gigantiske digitale monopoler – Google, Facebook, Amazon, Apple – som bruger deres overlegne økonomiske størrelse til også at opnå en uforholdsmæssig stor politisk indflydelse. Den politiske holdning til monopoler er blevet ændret radikalt siden 1980’erne, hvor man begyndte at prioritere princippet om »forbrugervelfærd« i monopolsager. Ud fra denne tilgang er der ikke problematiske monopoltilstande, så længe priserne falder, og forbrugerne derfor ikke lider noget direkte tab.

Hensyn til innovation, mindre virksomheder og de problematiske sider ved koncentration af økonomisk magt på få hænder forsvandt, og det har de store internetselskaber formået at udnytte bedre end nogen andre.

Google har de facto monopol på søgninger, men det opfattes ikke sådan, fordi forbrugerne har en principiel mulighed for at bruge en anden søgemaskine. Den dominerende position inden for søgemaskiner har gjort det muligt sammen med Facebook at sætte sig på stort set hele markedet for digital annoncering – også uden at lovgiverne har grebet ind.

Amazon havde held med at udkonkurrere mange boghandlere og andre i detailbranchen blandt andet på grund af politisk vedtagne gunstige skatteforhold for internetvirksomheder. De uretfærdige konkurrencefordele forstærkes yderligere af internetselskabernes forskellige skattefiduser, hvor virksomhederne via selskabskonstruktioner med deres intellektuelle rettigheder i skattely betaler langt mindre i skat end mange af deres konkurrenter.

Den manglende indgriben har udover den ideologiske side også sin begrundelse i stærk lobbyisme fra internetgiganterne og er dermed selvforstærkende. Jo rigere de bliver, desto mere urørlige er de. Resultatet er en indkomst- og magtkoncentration, som er uacceptabel. 

Jonathan Taplin: Move fast and break things

Forfaldsfortælling

Opgøret med de digitale monopolers stigende politiske indflydelse er en af de kommende års væsentligste konflikter, og Taplins bog leverer ammunition til den debat.

Men der er desværre også en del i bogen, der ikke fungerer. Som begrundelse for opgøret tager Jonathan Taplin udgangspunkt i sine egne erfaringer som road manager for blandt andre Bob Dylan og The Band og er særligt fortørnet over det manglende ansvar for overholdelse af ophavsretten, som har kendetegnet blandt andre Google og Youtube igennem tiden.

Udover den kreative karriere har han også været involveret i en videostreamingstjeneste, som var lige ved at slå igennem. Han begik dog den fejl at spørge indholdsleverandørerne om lov, før brugerne frit kunne hente deres materiale på hans platform. En tankegang, der ifølge hans egen udlægning aldrig havde en chance mod YouTubes, som i høj grad har baseret forretningsmodel og popularitet på manglende respekt for ophavsretten.

De personlige erfaringer væves ind i den generelle historieskrivning om internettet og bliver til én lang forfaldsfortælling: I 1960’erne og 1970’erne var alting godt.

»Alle fik deres betaling« i musikbranchen og »pladeselskaberne hjalp dig virkelig med at skabe en karriere«. Det var muligt at leve af sine kunstneriske frembringelser, og det førte til, at fantastiske kunstnere skabte fabelagtige værker med betydning for hele samfundets erkendelse.

Desværre blev denne kunstneriske guldalder ødelagt af alle de digitale platforme, som udover profitmotivet også ifølge Taplin er drevet af ideologiske libertarianere: »Internettets oprindelige mission blev kapret af en lille gruppe radikale højreorienterede, for hvem ideen om demokrati og decentralisering var afskyelig,« som han skriver.

Udviklinger

Problemet med forfaldsfortællinger er, at de ofte forsimpler udviklingstendenserne så meget, at det bliver trættende i længden. For Taplin er udviklingen gået fra Martin Scorseses filmiske mesterværker til overfladiske videoer og selfiekultur med YouTube-stjernerne.

Musikken er gået fra Bob Dylan til algoritmebaserede popmetervarer med autotune. Internettet er gået fra en idé om decentralisering til legeplads for de mest højreorienterede liberalister. Den offentlige samtale er blevet smadret af sociale medier, det gode arbejdsliv, hvor der var plads til at dygtiggøre sig i en enkelt ting, er revet fuldstændig i stykker, og mobiltelefonerne gør os afhængige af meningsløs klikken rundt.

Alt sammen er det de libertarianske Silicon Valley-firmaers skyld. 

I forbifarten ignorerer han, at det nok ikke var alle kunstnere, der kunne leve af deres musik i 1960’erne, at internettet har givet tusinder af smalle genrer muligheder for at udvikle sig og nå et publikum, de aldrig ville have nået før, og at udviklingen hverken kunstnerisk eller politisk udelukkende har været elendig siden 1970’erne.

Taplins fremstilling hæmmes også af, at den – udover nogle kortfattede forslag til blandt andet styrkelse af ophavsretten, monopollovgivning, et amerikansk BBC og udviklingen af musikkooperativer i sidste kapitel – ikke rigtigt knytter an til en måde at udfordre den nuværende udvikling på. Det bliver ved en masse kærlighedserklæringer til den store og grænseoverskridende kunst og en anbefaling om, at de »der ønsker politiske og økonomiske forandringer, skulle overveje at engagere sig i kunst«.

Hvis monopolerne for alvor skal udfordres kunne man måske tilføje, at det også kunne være en mulighed at engagere sig i politik.

Jonathan Taplin: ’Move fast and break things – Sådan har Facebook, Google og Amazon sat vores kultur under pres og undermineret demokratiet’. Oversat af Hans Larsen. Jyllands-Postens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nettet gav mig en international vennekreds af folk, der har de samme interesser som mig. Det gav mig adgang til materiale, jeg aldrig havde drømt om at se og høre.