Læsetid: 4 min.

Tiltrængt nyt fra Dostojevskijs Jim Carey-fase

Den veloplagte nyoversættelse af ’Dobbeltgængeren’ minder om, hvor sjovt det er, når Dostojevskij forener to af vestlig litteraturhistories generelle højdepunkter – dobbeltgængermotivet og embedsmandshelten – i en og samme kritisk ulykkelige figur
Den laverestående embedsmand Goljadkin i ’Dobbeltgængeren’ er på mange måder prototypen på de tragiske tosser, som Dostojevskij i de senere romaner ’Forbrydelse og straf’ og ’Idioten’ laver sine store karakter- og skæbnestudier i.

Den laverestående embedsmand Goljadkin i ’Dobbeltgængeren’ er på mange måder prototypen på de tragiske tosser, som Dostojevskij i de senere romaner ’Forbrydelse og straf’ og ’Idioten’ laver sine store karakter- og skæbnestudier i.

NMG/Writer Pictures

10. februar 2018

Man kan godt glemme, hvor sjov en forfatter Dostojevskij er. Det kan en nyoversættelse af Dobbeltgængeren, Dostojevskijs kun anden bog, fra 1846, nu heldigvis minde en om.

Det er først og fremmest grueligt, så galt det går den laverestående embedsmand Goljadkin i det såkaldte Petersborgpoems »højst mærkværdige«, men »fuldstændig sandfærdige historie«. Goljadkin er på mange måder prototypen på de tragiske tosser, som Dostojevskij i de senere romaner Forbrydelse og straf og Idioten laver sine store karakter- og skæbnestudier i. En skaldet skikkelse af rangen titulærråd (»rangtrin 9 af 14 i rangtabellen af 1722, hvor rangtrin 1 er højest«) og »af en så ubetydelig karakter, at den ikke umiddelbart ville tiltrække sig noget menneskes opmærksomhed overhovedet«.

Indtil, altså, han en nat på gaden render ind i »ingen anden end ham selv, – hr. Goljadkin selv, en anden hr. Goljadkin, men fuldstændig den samme som ham selv, – kort sagt, på alle måder det, som kaldes en dobbeltgænger ……………………«

Dostojevskijs dobbeltgænger er ikke så meget den uhyggelige legemliggørelse af det freudiansk fortrængte, der vender tilbage og hjemsøger antihelten som skrækromantisk skygge. Selvom den lille roman spiller på alle den genres strenge. Goljadkins splittelse er ikke metaforisk, men patologisk.

Om det så er Dobbeltgængeren, der ifølge en af de mange blærede blurbs på bogens flap skulle have fået Friedrich Nietzsche til at udtale, at »Dostojevskij er den eneste psykolog, jeg har lært noget af«, nærmer romanen sig i alle tilfælde et direkte psykiatrisk studie i vrangforestillinger, forfølgelsesvanvid og personlighedsspaltning.

Fjodor M. Dostojevskij: Dobbeltgængeren

Knæ mod knæ

Så Goljadkin er et ulykkeligt tilfælde. Men altså også et sjovt tilfælde. I romanens næsten parodisk højdramatiske klimaks udspiller sig en korporlig kamp mellem den på dette tidspunkt skingrende skøre Goljadkin og hans dobbeltgænger sig for eksempel på en droske i fuld fart gennem Sankt Petersborgs gader:

»Vores helt hagede sig fast til siden af drosken med alt, hvad naturen havde givet ham af midler, og blev i nogen tid ført hen af gaden; han prøvede hele tiden at kravle op i ekvipagen, som blev forsvaret af alle kræfter af hr. Goljadkin den yngre (…) Til sidst lykkedes det alligevel vores helt at kravle op i drosken, med ansigtet mod sin uven og ryggen mod kusken, knæ mod knæ med uvennen, og med højre hånd af alle kræfter haget fast i den ganske fæle pelskrave på den fordærvede og forbitrede uvens frakke …«

Hvis ikke Hollywood allerede havde lavet en (angiveligt utroligt ringe) filmatisering af bogen, ville Jim Carey vist være selvskrevet til rollen som Goljadkin i fysisk håndgemæng med sig selv. Det er den form for farceagtige komik, romanen er fuld af.

Dostojevskijs samtidige fanskare af revolutionære intellektuelle blev efter sigende skuffet over, at Dobbeltgængeren ikke formulerede samme sociale kritik som debutromanen Arme mennesker, der er en brevveksling mellem en mere laverestående og mere materielt forarmet embedsmand og en fattig syerske. Men Dostojevskijs sygdomsskildring fra dette lag af embedsklassen har også kritisk kant. Og måske netop fordi den er så sjov.

Goljadkins tilfælde beskrives igen og igen som så mærkværdigt og overraskende, at man aner, det måske er det modsatte. At det måske endda er den normale (hvis på ingen måde sunde) reaktion på det syge system, den rangfikserede embedsmand har lagt sin hele sjæl i.

Sproget falder ikke bare skizofrent fra hinanden, men falder fra hinanden i brokker af tomme bureaukratiske fraser og ruiner af ræsonnementer: »Du ville have sagt … jeg mener … sådan og sådan«. Og Goljadkins »uværdige og notorisk gemene uven«, »den værdiløse og falske hr. Goljadkin«, er ikke bare en prægtig paranoid personlighedsudspaltning, men også en embedslig nemesis og inkarnation af det hierarkiske embedsvæsens glatte stræben og dårlige moral. Han er »en spilopmager, en springfyr, en spytslikker, en spøgefugl, godt skåret for tungebåndet og let til bens«:

»Hastigheden i den mistænkelige og værdiløse hr. Goljadkins bevægelser var utrolig! Næppe havde han nået, for eksempel, at smiske for den ene og gøre sig fortjent til hans velvilje, – før man kunne nå at blinke, stod han allerede ved siden af en anden. Han smiskede og smiskede blidt og diskret for denne anden, udvirkede et imødekommende smil, så sparkede han ud med sit korte, runde og forresten ret klodsede lille ben, – og så stod han allerede ovre hos en tredje, og var allerede i gang med at kurtisere denne tredje, som han også smiskede kammeratligt for.«

Det er det lille Bechs Forlag, der al ære værd forsyner os med Tine Roesens veloplagte oversættelse af Dobbeltgængeren, der tiltrængt erstatter Ejnar Thomassens forlængst forældede udgave fra 1941. Gid, dog, forlaget også havde forsynet udgivelsen med et lille velskrevet forord eller efterord. Gid der helt generelt var lidt større og friskere ambitioner på små såvel som store danske forlag om ikke bare at tilgængeliggøre (og lave penge på), men også formidle og ikke mindst: aktualisere de litterære klassikere.

Fjodor M. Dostojevskij: ’Dobbeltgængeren’. Oversat fra russisk af Tine Roesen. Bechs Forlag – Viatone, 188 sider, 199 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu