Læsetid: 5 min.

To små drenge fik skylden for et mord, de ikke kan huske

Måske var det svenske politi helt galt afmarcheret, da et brødrepar på fem og syv år i 1998 fik skylden for mordet på en fireårig legekammerat. Den svenske dokumentarserie ’Mordet på Kevin’ fortæller på udmærket vis, hvordan brødrenes såkaldte indrømmelse var dels forceret, dels fejltolket. Efterforskningen er nu genoptaget
De to svenske brødre, Robin og Christian, som fik skylden for drengs død, da de kun var fem og syv år, er blevet frikendt efter 20 år.

De to svenske brødre, Robin og Christian, som fik skylden for drengs død, da de kun var fem og syv år, er blevet frikendt efter 20 år.

TV 2

16. februar 2018

I 1998 blev en fireårig dreng ved navn Kevin fundet dræbt i den svenske by Arvika. Det er i sig selv en tragisk begivenhed. Dokumentarserien Mordet på Kevin, der for øjeblikket sendes på TV 2, handler dog om den efterfølgende tragedie: At skylden blev placeret på to drenge på henholdsvis fem og syv år efter en efterforskningsproces fuld af fejl og mangler.

Paradoksalt nok blev efterforskningen af sagen i årene efter fremhævet som eksemplarisk grundig. Og problemet var da heller ikke, at der ikke blev gjort en indsats, men derimod at man ved at afhøre de to små børn i flere timer i træk uden forældre eller uvildige bisiddere til stede lagde så hårdt et pres på dem, at de begyndte at tale afhøringslederne efter munden.   

Aldrig for retten

Første afsnit af Mordet på Kevin opridser mordsagen og indleder så med at fortælle, hvordan journalisten Dan Josefsson fra den svenske public service-station SVT blev kontaktet af en psykolog, der har forsket i afhøring af børn.

Psykologen mener, at der er begået en række fejl i efterforskningen af Kevinsagen. Børn kan begynde at digte sig frem til det, de tror, politiet gerne vil høre, hvis de bliver pressede, og det blev Robin og Christian i de godt 15 timer lange afhøringer, de var igennem.  Brødrene kom på grund af deres alder aldrig for retten, i stedet blev de sammen med deres familie rykket til en anden by, hvor de i 18 år har levet i skyggen af et drab, ingen af dem har nogen erindring om.

Familien (det vil i første omgang sige forældrene) har valgt at holde helt tæt med, at Robin og Christian regnes for skyldige i barnemord. En gang i mellem er der nogle, der har fundet frem til dem og sendt dem trusler og hadefulde beskeder, men ellers prøver brødrene og deres forældre – mor, far og stedmor – bare at se fremad. 

Josefsson ringer dem op og præsenterer sig. Han forklarer, at han tænker på, om det nu også er helt sikkert, at Robin og Christian stod bag drabet, og der er stille i den anden ende af røret. Både når stedmoren er i telefonen, og når det er Christian, der er der. Efter fem måneders betænkningstid vælger familien (det vil først og fremmest sige brødrene selv) at stå frem og fortælle deres side af sagen. 

Ingen ond vilje

I amerikanske true crime-serier som The Jinx (2015), Making a Murderer (2015) og O.J.: Made in America (2016) ser man, hvordan økonomisk ulighed, lokale intriger og racemæssig splittelse får indflydelse på retsprocessen. Rigmandens overlegne advokatbistand får ham fri gang på gang, den lokale elites foragt bringer den bøvede autoophugger i fedtefadet, mens mistillid til myndighederne får den overvejende afroamerikanske jury til at frikende den ellers stærkt belastede O. J. Simpson. 

Den slags dunkle motiver er påfaldende fraværende i Mordet på Kevin. Der er ingen ond vilje at sætte fingeren på. SVT’s journalister interviewer efterforskningslederen Rolf Sandberg, som svarede: »Ja, det har de«, da en journalist på det afsluttende pressemøde spurgte, om Robin og Christian havde tilstået.

Afhøringslederen Ingrid Harrysson, som havde ansvaret for afhøringerne af børn, udtaler sig også, ligesom politibetjenten Anders Forsman, der fungerede som en slags tryghedsperson for Robin og Christian, gør.

Alle tre virker til at begynde med som samvittighedsfulde mennesker, der er overbeviste om, at de gjorde, hvad de skulle, så godt som de kunne. Men da SVT-holdet får fat i efterforskningsmaterialet, herunder de mange timers videofilmede afhøringer, begynder billedet af en eksemplarisk (og egentlig bare acceptabel) efterforskningsproces at smuldre.

Det står klart, at politiet ved flere lejligheder har brudt reglerne, og at forhørsmetoderne er tvivlsomme. Det er næsten ikke til at se på optagelserne af de to drenge, der bliver afhørt hver for sig. De vrider og vender sig og er urolige, tydeligvis utilpasse ved situationen, men tillidsfulde over for de voksne, der udfritter dem.  

Påduttede minder

Robin og Christian er i udsendelserne 23 og 25 år gamle og arbejder som henholdsvis lagerarbejder og mekaniker. Det er to rolige, reflekterede og vældigt knugede unge mænd at se på. Deres erindringer om de tre efterårsmåneder, hvor de blev behandlet som hovedmistænkte og så erklæret skyldige i at have kvalt Robins bedste ven med en pind efter en uenighed om en leg, er slørede. De har absolut ingen erindring om at have dræbt Kevin. Under efterforskningen arbejdede man med en teori om fortrængte minder og med assistance fra en hukommelsesekspert.

Forældrene forklarer, at de tilskyndede drengene til at hjælpe politiet, fordi de regnede det for en selvfølge, at alting gik ordentligt for sig. De fremstår som autoritetstro, tillidsfulde samfundsborgere, hvis børn tilfældigvis var anvendelige som vidner. På selve mordtidspunktet havde drengene været hjemme hos deres far og stedmor, som havde gæster, hvis børn de legede med udenfor, indtil alle gik ned til fjorden og fiskede sammen.     

Man skal ikke se mange minutter af Mordet på Kevin, før det virker usandsynligt, at det mord faktisk blev opklaret, da Rolf Sandberg i 1998 erklærede Robin og Christian skyldige og arkiverede efterforskningsmaterialet, fordi de var for små til at retsforfølge.

Ud over alibiet, der bliver negligeret, går politiet let hen over den omstændighed, at drengenes forklaringer hele tiden er misvisende. De udpeger det forkerte gerningssted og gætter forkert, når de prøver at forklare, hvordan Kevin døde.

Politiet presser dem og fortæller dem detaljer, de ikke burde videregive. Da Ingrid Harrysson og Anders Forsman bliver konfronteret med kvaliteten af det arbejde, de lavede 18 år tidligere, virker de oprigtigt rystede og brødebetyngede. Efterforskningslederen ønsker ikke at medvirke, efter at journalisterne har fortalt ham, hvad de har fundet ud af.    

Siden dokumentaren kom ud, er efterforskningen af sagen blevet genoptaget. 60 mennesker er blevet forhørt, heraf flere der ikke blev afhørt dengang. Teknisk materiale, der ikke før er blevet analyseret, bliver nu analyseret, og den retsmedicinske undersøgelse bliver gennemgået igen.

Spørgsmålet, om hvem der dræbte Kevin, er altså stadig ubesvaret. Mordet på Kevin udmærker sig ved på en overskuelig og sober måde at rejse et spørgsmål mere, nemlig hvordan velmenende politifolk kunne blive presset så langt ud af deres opklaringsiver, at de tillagde to små børn skylden for deres legekammerats død.      

'Mordet på Kevin' sendes på TV 2 onsdag kl. 21.10. Det første af de tre afsnit kan ses på TV 2 Play.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • ulrik mortensen
  • Olaf Tehrani
Katrine Damm, David Zennaro, ulrik mortensen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria Bjørnsten

Det er så sindssygt det, de drenge er blevet udsat for. Jeg håber virkelig at de sagsøger de, der ledte efterforskningen dengang og får udbetalt erstatning.