Læsetid: 7 min.

To udstillinger med kolonimalerier i Paris viser, hvordan de skønne kunster kan skjule alt det grimme

På Musée Delacroix kaster ’den intellektuelle fodboldspiller’ Lilian Thuram et særligt blik på Delacroix’ værker, mens dybt tvetydige malerier fra de franske kolonier på Musée du quai Branly viser alt det, som kunst kan vise – blandt andet hvor svært det er at slippe ud af eksotismen
Nogle malere fremstillede kolonialismens fremdrift med slet skjult beundring: driftige havne, den hvide mand, der bringer civilisation til de vilde. Andre maler så koloniernes oprindelige befolkning, som ofte skildres med indsigt og beundring. Men alligevel allermest ud fra malerens egen fascination, så de indfødte nærmest fremstilles som arketyper: nomaden, indianeren, den ædle vilde.

’Halte de la caravane’ af Théodore Frère.

Nogle malere fremstillede kolonialismens fremdrift med slet skjult beundring: driftige havne, den hvide mand, der bringer civilisation til de vilde. Andre maler så koloniernes oprindelige befolkning, som ofte skildres med indsigt og beundring. Men alligevel allermest ud fra malerens egen fascination, så de indfødte nærmest fremstilles som arketyper: nomaden, indianeren, den ædle vilde.

’Halte de la caravane’ af Théodore Frère.

Claude Germain/Musée du quai Branly – Jacques Chirac

16. februar 2018

Den kunne begynde med et maleri af et par arabiske kvindetøfler i en montre på Delacroixmuseet i Paris malet i midten af det 19. århundrede. Slidte silketøfler, som nogen skødesløst har skubbet af, og pludselig opstår der noget rørende, noget, som trænger gennem tider og historier, og derfor er universelt. Noget såre menneskeligt, men også med et lillebitte skær af fetichisme.

Men ellers er det svært at vide, hvor man skal begynde en anmeldelse af to udstillinger med billeder af ’de fremmede’, der i øjeblikket kan ses i Paris. Malerier, der er skabt i de franske koloniers tid, især i 18.-tallet, og som i en vis forstand netop har kolonierne som motiv. Den ene udstilling, Peintures des lointains (malerier af dem langt væk), kan ses på Musée du quai Branly – Jacques Chirac. Her præsenteres næsten to hundrede malerier fra museets samling på over 500 værker, som ikke har været hentet frem i det næsten halve århundrede, siden kolonierne blev afviklet.

Den anden udstilling er meget mindre og kan ses på det romantiske Musée National Eugène Delacroix midt i det gamle latinerkvarter. Her har en tidligere fodboldspiller, den legendariske Lilian Thuram, der fortsat har rekord i udtagelser til landsholdet, fået frie hænder til at forklare nogle af Delacroix’ eksotiske malerier for børn. Det er her, maleriet af tøflerne kan ses, selv om det især er Delacroix’ fascination af de kvinder, som bar sådanne tøfler, der trænger igennem. ’Odalisker’ blev de kaldt, disse kvinder fra muslimske haremmer, der på mange malerier op gennem det nittende århundrede slænger sig sensuelt med yppige former, smukke stoffer og smykker.

Måske er det simpelthen så svært at komme i gang med at ’anmelde’ disse udstillinger, fordi det er så svært at komme i gang med overhovedet at se alt det, som ikke blev set dengang i de skønne kunster, og som jo stadig ikke kan ses. Fordi malerierne snarere viser sig at være en måde at skjule noget på.

Den rene eksotisme

»Odalisken, algiererinde med slave«, som et maleri fra 1860 af Ange Tissier på Musée du quai Branly hedder – et helt rum er helliget malerier af odalisker af forskellige malere i Peintures des lointains – men var kvinden på billedet ikke også i en vis forstand slave?

Det kunne Tissier overhovedet ikke se, dengang maleriet blev malet. For dengang var kvinder i Vesten langt mere fanget end i Østen: dækket til fra top til tå med korsetter og hatte med slør, når de gik udenfor. Kvinderne i Algeriet var i den forstand kropsligt langt mere frie, hvilket malerne til fulde nød at fremvise.

’L’Odalisque’ af Ange Tissier, 1860.

Thierry Ollivier, Michel Urtado/Musée du quai Branly – Jacques Chirac

Tissier havde aldrig besøgt Algeriet, maleriet er den rene fantasi, selv om den mindste detalje er realistisk fremstillet: det gennemsigtige stof, guldsmykkerne, vandpiben, kvindens nydende blik og lille Mona Lisa-agtige smil. Den rene eksotisme, som hele denne fascination af de fremmede lande kaldtes.

Og hvor er det dog svært at slippe ud af denne eksotisme. For ganske vist er Musée du quai Branly skabt for omsider at fremvise al den kunst, Frankrig hentede ind fra kolonierne, som kunst i sin egen ret. Daværende præsident Jacques Chirac fik ideen til museet i 1999, han var selv samler af især afrikansk kunst, og det var arkitekten Jean Nouvel, som tegnede museet, der åbnede for ti år siden.

Bevæger sig bagud

Men kan man undgå netop det eksotiske?

I al fald var det totalt magisk en snestille aften i Paris at vandre over Seinen og ind gennem døren i den store glasfacade på Musée du quai Branly. Ind i det tivoliagtige lys i sneen under museet, der gør bygningens organiske, jungleagtige former underskønne og tiltrækkende. Og dernæst ind i det næsten mennesketomme museum, hvor skindklædte vægstrukturer åbner for enorme gennemsigtige cylindre med samlinger af eksotiske genstande. Tusindvis af trommer. Tusindvis af redskaber, tusindvis af masker. Hentet i kolonierne.

Midt i foyeren møder man så de første malerier, malet af franskmanden Geo Michel til Verdensudstillingen i 1931, et bestillingsarbejde. Det var dengang hele den samling, Peintures des Lointains er hentet fra, blev opbygget i et decideret kolonimuseum ved Porte Dorée, der nu er helliget indvandring. Men det daværende museum – og denne samling af malerier blev altså opbygget, samtidig med at man i Vincennes-parken ved verdensudstillingen udstillede hele ’negerlandsbyer’, som det hed, før negerordet med rette blev bandlyst. Mennesker som zoo.

Det er godt, at kuratorerne i den forstand har valgt at bevæge sig bagud med udstillingen på quai Branly. Begynde med det, som er nærmest os selv, 1931 er kun knap 90 år siden. Og er Geo Michels maleri, der er en del af serien Principales exportations d’origine vegetales (de væsenligste eksportvarer af vegetabilsk oprindelse), ikke smukt, farverigt, idyllisk?

I en art fiktivt junglelandskab bevæger skikkelser fra alle verdenshjørner sig rundt, nogle med asiatiske træk andre med negroide, de er nærmest planter selv, vilde arter. De plukker så frugterne i denne imaginære jungle. Skikkelserne har ikke navne, det har produkterne til gengæld – det står skrevet yndefuldt i maleriet: kakao, ananas, kanel, gummi. Nede i hjørnet ligger sågar en tønde rom i denne skønne opsætning. Alt det, som disse naturvæsner plukker, så Frankrig kan hente det hjem fra kolonierne. Alle rigdommene, som naturen giver, sådan helt naturligt og uden mindste anstrengelse.

Den hvide mand og den ædle vilde

Men kunstnerne tager så også direkte med ud i kolonierne og skildrer dem i en vis forstand realistisk. Det er fascinerende at studere disse malerier, der er produceret i løbet af lidt over hundrede år. De fleste af kunstnerne fra quai Branly-samlingen er gået i glemmebogen, selv om der indimellem er fremragende malerier.

Imidlertid deler de sig groft set op i to store kategorier: Nogle maler kolonialismens fremdrift med slet skjult beundring: driftige havne, den hvide mand, der bringer civilisation til de vilde. Andre maler så koloniernes oprindelige befolkning, som ofte skildres med indsigt og beundring. Men alligevel allermest ud fra malerens egen fascination, så de indfødte nærmest fremstilles som arketyper: nomaden, indianeren, den ædle vilde.

’Portrait de l’explorateur Emile Gentil (1866 – 1914)’ af Paul Merwart (1899)

Claude Germain/Musée du quai Branly – Jacques Chirac

Som »To indianere i en kajak« af François-Auguste Biard fra 1860, et billede af det henslængte driverliv. Eller Théodore Frères malerier af karavaner i den syriske ørken fra cirka samme tid. Så sent som i 1960 maler Jeanne Thiel fremrangende malerier af karavaner, der også er med i samlingen.

Naturen er også allestedsnærværende. Men hvor er skildringerne af de plantager, hvor mennesker arbejdede under slaveagtige vilkår? De skønne kunster skjuler i allerhøjeste grad det grimme. I den forstand viser udstillingen Peintures des lointains især sit eget blinde øje.

En børnevrimmel

At vi så stadig er blinde for kolonialismen og dens følger, har Lilian Thuram sat sig for at bruge sit otium, som han nyder blot 46 år gammel, på at forandre. Thuram er kulsort og har skabt en fond, der bekæmper racisme; faktisk stod han i 2011 for en fin udstilling på quai Branly om ’Oprindelsen af den vilde’.

I øjeblikket er det så på Delacroix-museet, han har fået frie hænder.

Eugène Delacroix (1798-1863) havde rent faktisk været i Marokko på en studierejse, og hans værk skulle i høj grad blive præget af det, han så der. Han falder i den kategori, der må kaldes ’fascination af den oprindelige befolkning’. Ikke mindst havde han åbenbart fået adgang til de ellers så lukkede haremmer, og i en vis forstand er det måske ham, der således ’opfinder’ odalisken. På udstillingen kan man i al fald se, hvor mange andre malere der inspireres af Delacroix, så odalisken bliver en arketype, selv om disse kunstnere aldrig selv har set en.

Det er simpelthen godt tænkt af Thuram, der er født på Guadeloupe, at bruge sin fodboldspillerberømmelse til at få trukket unger ind og se på de skønne kunster og alt det, som foregår der af både skønt og uskønt. Under de malerier og skitser, han har trukket frem på Delacroix-museet, der vrimler af børn, er der gule skilte med museets officielle forklaring og så grå med Thurams fine pædagogiske forklaringer.

Under en kopi af og nogle skitser til maleriet »Sardanapales død« fra 1827 originalen hænger på Louvre – forklarer Thuram således, hvordan Sardanapale – en mytisk konge fra ca. 600 år f.kr. – ved et nederlag valgte at slå ikke alene sig selv, men både slaver, heste og kvinder ihjel. Det er et billede af almagt, forklarer Thuram så, når Sardanapales mente, at alt det andet var noget, han ejede. Den slags mener vi ikke mere, gør vi vel?

Og sandt er det, at Delacroix her hæver sin fascination af odalisken og indsigt i haremmet op til stor kunst. Det er det dybt tvetydige ved denne udstilling, men også ved malerierne i samlingen på quai Branly.

Og præcis det, man så kan meditere over i stille, eksotiske vinternætter i Paris.

Udstillingen ’Peintures des Lointains’ på Musée du quai Branly – Jacques Chirac varer til 6. januar 2019. Udstillingen ’Imaginaires et représentations de l’Orient, Question(s) de regard(s)’ på Musée national Eugène Delacroix varer til 2. april 2018

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu