Læsetid: 4 min.

Toiletteater er alletiders

Lydfortælling, der radikaliserer den teatralske grundsituation, det er at sidde i et mørkt rum og overse scener udspille sig på afstand, tager dig med på en gyseligt sanselig tur på dit indre toilet
9. februar 2018

Som idé er teatret Republiques serie af forestillinger om de syv dødssynder mærkeligt løs. Efter at have set, eller rettere hørt, det nu sjette stykke i serien, som er en lydfortælling om vrede, virker de syv bibelske dødssynder stadig mest som et påskud for at lave (og måske især finansiere) noget fedt teater.

Det er der så til gengæld også blevet lavet. Serien har været ramme om nogle meget forskellige, men generelt formidable eksperimenter med, hvad en scene er og kan være. Den har eksperimenteret med, hvordan et publikum kan anbringes i forhold til og ikke mindst scenen, og i sidste ende har det også hver gang handlet om, hvordan teatret, i dag, kan bruges som et rum for fælles refleksion.

Det gælder de to forestillinger, der allerede har haft premiere i denne stadig unge sæson, Frådseri, som var Sargun Oshanas iscenesættelse af Niels Henning Falk Jensbys roman Techno, og Tue Biering med en hybrid mellem teater og gruppeterapi, Misundelse. Frådseri spillede ikke på en teaterscene, men på homobaren Never Mind i København, og i Misundelse var publikum selv på scenen som stykkets skuespillere.

En tur på det indre toilet

Nu gælder det også Vrede, som spiller ude på teatrets toilet, og som man altså slet ikke ser, men hører. Det er et syret setup: Man sidder alene på kummen i det solitære rum iført høretelefoner. I dem præsenterer skuespilleren Thomas Hwan, der sammen med Simon Boberg også har skrevet lydfortællingens manuskript, sig som den (til at begynde med!) trygge guide, der vil føre en på den, skal det vise sig, ellers aldeles ubetryggende ekspedition ind i det endnu mere solitære rum, som ens egen krybdyrhjerne er. Her residerer angiveligt den vrede, stykket vil konfrontere os med.

Til det formål, fortæller Hwan, vil han forvandle sig til et insekt, der vil kravle ind i ens øre og helt ind i hovedet på en. Efter behørigt at være blevet oplyst om hjernens biologiske geografi er man så klar til den vildere del af turen på ens indre toilet.

Turen former sig som en kollage af situationer og samtaler, hvor vreden vælder op i folk, og af ting, der udspiller sig – eller illuderer at udspille sig – i rummet rundt om ens egen lille bås. Og foregår altså i mere eller mindre totalt mørke, så man ikke kan se, men kun høre og føle de mere og i stigende grad mindre letafkodelige lyde og stemmer, den snigende kriblen, kradsen, banken og pludselige rummelige rystelser, som man aldrig er helt sikker på, om hidrører fra personer, der rent faktisk er i rummet.

Radikalt livagtigt lyddesign

Emil Bølls radikalt (og suverænt) livagtige lyddesign hensætter en i en over-årvågen tilstand, og det er rent ud sagt pisseuhyggeligt.

Jo længere »ned i underbevidstheden« man – som en lille rystende kanin med spidsede ører og tænderne blottet i et stivnet grin – føres, jo mere nonverbalt og ubehageligt bliver det: En Riget-agtig lille pige staver sig gennem noget, der kunne stamme fra Bibelen, man tvinges til at overhøre noget, der lyder som et overgreb, alt bliver øredøvende støj, og til sidst lyder den spædbarnsgråd, der bliver turens i grunden tykke, men – efter man så grundigt har fået pillet alle parader ned – også bevægende krølle, der fører en fra frygt til en vældende følelse af omsorg for og indlevelse i, ikke andre, som den dramatiske konvention tilsiger, men en selv. Det er teater, der på en gang minder om tortur, terapi og tivolitur. Tilsat videnskabsformidling.

Forestillingen bringer det lyddesign, der ofte har en rent understøttende rolle eller i hvert fald ofte behandles stedmoderligt af ikke mindst os kritikere, i centrum, og den radikaliserer den teatralske grundsituation, som det er at sidde i et mørkt rum og overse scener udspille sig på afstand af en situation uden afstand overhovedet.

I Vrede er man ikke skærmet, fordi man sidder i et lille rum for sig selv med høretelefoner på, og, selv om Bølls, Hwans og Bobergs nøjagtigt orkestrerede ekspedition veksler hårfint mellem det be- og foruroligende, vil nogen uden tvivl finde det decideret angstfremkaldende.

Fra frygt til omsorg

Ligesom de to forrige glimrende stykker i Republiques dødssyndsserie handler heller ikke Vrede for alvor om dødssynder, og ligesom dem er Vrede også et stykke, der er kreativ med konventionerne, på en måde, der let kunne ende som noget spektakulært, men tomt.

Det er ikke som en undersøgelse af vrede som synd eller følelse, at stykket rigtig er interessant. For eksempel er jeg ikke sikker på, at jeg køber den lommepsykologiske idé om vreden som rensende og underbevidstheden som beskidt, som stykket selv formulerer, og som også motiverer, at stykket finder sted på det toilet, der billedlig talt bliver gjort til ens eget indre. Altså det er sjovt nok. 

Men det er selve den sanselige totaloplevelse, der er dramaet i Vrede. Og det kunne lige så godt hedde frygt. Også selv om det, som lydfortællingen i al sin gyselige sanselige konkretion måske prøver at vise, er, at vrede er frygt, og at begge dele grunder i et tab af kontrol. Omvendt er stykket langt fra at ende som det rene spektakel.

Det fine – det, som gør, at det skræmte grin også trækker over i et saligt smil til sidst – er, at måden, hvorpå stykket selv fratager sin ene publikummer kontrollen, ikke ender med at fremkalde frygt, men med at fremkalde omsorg. Det er jo helt opbyggeligt, og det er alletiders.

’Vrede’. En toiletbås på Teater Republique. Koncept og manuskript: Thomas Hwan og Simon Boberg. Lyddesign: Emil Bøll. Til den 19. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu