Læsetid: 4 min.

Turen ned gennem atmosfæren er som at sejle gennem Niagara i en brændende tønde

En af USA’s mest fremtrædende astronauter fortæller om et år i rummet: Som en karruseltur på steroider
Solopgang set fra den rumstation, hvor Scott Kelly levede i over et år.

Solopgang set fra den rumstation, hvor Scott Kelly levede i over et år.

Scott Kelly/Ritzau Scanpix

24. februar 2018

Man skal nok være lidt af en spejderdreng for at nære ambitionerne og vel at mærke også opfylde dem. Men Scott Kelly, en af USA’s mest fremtrædende astronauter, havde det i sig. Både sindet og ambitionen. Små drenge vil være brandmænd, de fleste skifter livsmål, men ikke Scott Kelly, hvis drømmes mål allerede i de tidlige år var de faretruende.

Det hele kulminerede foreløbigt i uddannelsen til pilot med ret til at lande på hangarskibe, men med drømmen om at blive testpilot, altid det farligste. Scott Kellys tvillingebror havde det på samme måde. Ad kringlede, men logiske veje ender begge i NASA og omsider i den eksklusive flok, der efter vanvittigt svære prøver og ubønhørlige krav om topform intellektuelt såvel som fysisk udses til ekspeditionerne i rummet. Scott Kelly får den mest bemærkelsesværdige løbebane af alle, måske bortset fra de legendariske månevandrere.

Kelly bemander først den nu skrottede rumfærge, siden tilbringer han måneder på den internationale rumstation, i sidste ombæring over et år! Om hele denne bemærkelsesværdige og bogstavelige opstigning handler Kellys erindringsbog: Ekspeditionen – Et år i rummet. Mit livs opdagelsesrejse.

Scott Kelly: Ekspeditionen – Et år i rummet. Mit livs opdagelsesrejse

Ikke for ingenting, men uprætentiøst sammenligner forfatteren sig selv med de store forgængere, ikke mindst Magellan. Uden disse typer havde man næppe fundet indgangen til hulerne endsige rundet Sydpolen. Kelly ser sig som endnu et led i den uendelige række af dristige personer, der ikke affandt sig med de hvide pletter på landkortet, men satte nye grænser, som de så derefter brød.

Når Obama ringer

Scott Kellys livssyn er optimistens, hans indstilling er konsekvent positiv; han betragter sine medmennesker med velvilje og har få knubbede ord til overs for – ja faktisk ikke for nogen. Muligvis en attitude, men nok snarere forudsætningen for at kunne løse de opgaver, han så pligtopfyldende påtager sig.

Nogle gange tænker den mere dystre læser på skoletidens buksevand i erindring om kammerater, der stod forrest, når læreren kaldte. Kelly er i den henseende meget amerikansk, runden af de væbnede styrkers korpsånd med glæde ved det ranke miljø, ikke fri for sentimentalitet, når flaget går til tops, eller præsidenten (Obama) ringer.

Men læseren tilgiver den således altid ivrige og pligtopfyldende astronaut, han virker så inderlig oprigtig, og forklarer ved selve holdningen som antydet, hvordan og hvorfor det kan lade sig gøre at spærre ni mennesker inde mellem himmel og jord uden umiddelbare flugtmuligheder og med næsten ikke andet at tilbyde end ubehag og hårdt arbejde.

Og så én ting mere: kammeratskabet. Og endnu en ting: udsigten til jorden, som forekommer dem, der har set den, oprivende bevægende. Det kunne være så godt. Mens Kelly opholder sig på rumstationen og fistrer rundt om jorden med 28.000 km i timen, bliver hans svigerinde, den demokratiske politiker Gabby Giffords udsat for et attentat, der invaliderer hende for livstid. Begivenheden får et særligt perspektiv i betragtning af klodens mageløse skønhed. På afstand.

Supermennesker m/k

Hvad angår selve færden, som jo er hovedsagen i bogen, ved man, hvordan den ender, og at Scott Kelly lever den dag i dag og har det godt. Ikke desto mindre byder beskrivelserne af dagligdagen på rumstationen, især de nødvendige rumvandringer, hvor astronauterne af flere nationaliteter reparerer det komplekse fartøjs udendørs skader, på elementær spænding.

Kelly er ikke manden, der beklager sig, men lægger heller ikke skjul på det næsten overmenneskelige stressniveau, som en karruseltur på steroider kalder Kelly det, hvorpå disse supermennesker m/k befinder sig. Blot en lille fejl, én lille forglemmelse, én ting gjort i forkert rækkefølge, og katastrofe og død er dem sikker, ikke blot astronauterne på vandring men hele stationen.

Det hele er mere end skrøbeligt og minder også på den måde om forne tiders ekspeditioner på synkefærdige karaveller midt i intetheden. Dertil kommer alt det skidt og møg, der kan ramme mandskaber i rummet: affald fra tidligere opsendelser, samt det stjernestøv, der nu engang flintrer gennem det tomme rum, og som sætter tydelige spor i materiellet.

Rammes en astronaut af selv et miniobjekt, kan det være sket. Efter det lange år på rumstationen vender Scott Kelly tilbage til jorden i en Sojuz-kapsel, samarbejdet mellem amerikanere og russere foregår forbilledligt i rummet (gud ved, om det holder). Turen ned gennem atmosfæren betegner forfatteren som at sejle gennem Niagara i en brændende tønde.

Tilbage i Houston springer han i familiens svømmepøl med alt tøjet på. Han har i den grad savnet rigtigt vand i mængder og ikke det destillerede, bogstavelige russiske og eget astronautpis, han har drukket i et helt år. En spændende bog om en ufatteligt spændende tilværelse, hvis man er til den slags.

Scott Kelly: ’Ekspeditionen – Et år i rummet. Mit livs opdagelsesrejse’. Don Max, 392 sider ill., 220 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu