Læsetid: 3 min.

Udkanten leverer ikke automatisk den bedste historie

Provinsens potentielle uhygge, brutalitet og mystik har ikke en chance i Lisbeth Bruns nye roman, der gør Limfjordsegnen til en kedsommelig opvisning af det jævne, det ikke- spektakulære og det urimeligt almindelige
24. februar 2018

I denne måned, hvor alt synes dødt, frossent eller smattet, kan kombinationen af de to ord ’realisme’ og ’dansk provinslitteratur’ være nok til at tage det sidste mod fra nærværende anmelder.

Det er ikke ligefrem tanken om trampolin, trailer og sort hvide træstammer i bagervinduet, der får én op om morgenen, men så må man jo lige ryste hovedet og huske på alle de lykkeligt opløftende og kapable provinsskildrende forfattere, vi har her til lands: Helle Helle (der udkommer med en ny roman til april!), Ida Jessen, Vibeke Grønfeldt, Bent Vinn Nielsen og Kirsten Thorup for bare at nævne nogle stykker.

Og måske er det faktisk også sådan, at man skal være en ekstra god forfatter, hvis man vælger provinsen som sit skrivende hood. Fordi udkanten ikke i sig selv eller automatisk leverer den bedste historie. Bevares, det kan den i den grad gøre, men der er også oplagte udfordringer: Hvordan kommer man uden om den fordomsfulde og klichefulde skildring uden af den grund at forbigå traileren, hvordan skildrer man det ikke-spektakulære med poesi, hvordan kommer man ned i sprækkerne og mørket – og hvordan åbner man overhovedet udkanten, så man som læser ikke har lyst til at tage derfra?

Lisbeth Brun: Det ottende bud

De spørgsmål skal jeg ikke hævde at kende svarene på, men jeg må nedslået konstatere, at den fremskrivning af udkanten, som Lisbeth Brun foretager i sin nye roman Det ottende bud, godt nok ikke etablerer et sted, hvor jeg som læser har lyst til at opholde mig særligt længe.

Surt

Det ottende bud er historien om den norske kvinde Siv, der i Oslo møder den danske Niels, som hun forelsker sig i. Niels kommer fra området ved Limfjorden, hvor alle Lisbeth Bruns romaner i øvrigt udspiller sig, og selv om Niels har både kone og børn, får han lokket Siv til at flytte til Løgstør, hvor de kan bo sammen – efter han har forladt sin familie.

I en periode virker det da også, som om han vitterligt har forladt familien, og der opstår en relativ lykke der i Løgstør med hygge på terrassen, indkøb i byggemarkedet, hilsen på naboer og morgenløbeture. Men så begynder løgnene, der hele tiden har været der, at blive for tydelige, Siv konfronterer Niels, Niels bliver sur, de taler ikke rigtigt om det, og så en dag er han væk.

Nå. Men det er da også surt, men det er bare ikke særligt interessant surt, og i det hele taget er det, som om romanen postulerer en eller anden form for VILDT NOK, der slet ikke er tilstede. Som titlen for eksempel, Det ottende bud: Okay, det står i Biblen, at man ikke må lyve, men nu møder Siv så en mand, der lyver, og det er altså også for dårligt, og har man hørt magen.

Problemet er, at ja, det tror jeg de fleste har, og Niels’ løgne bliver på en eller anden måde aldrig så grelle, som fortælleren vil have dem til at være, og når det tilmed er dem, der skal få romanen til at vokse – i samklang med et miljø, der i al for høj grad skildres uden saft, kraft og særegen smag – så er det helt enkelt bare for kedeligt.

Det er ikke, fordi Lisbeth Brun ikke er teknisk habil, for det er hun såmænd, der er bare så lidt go i skriften, at det ikke rigtigt løfter sig nogen steder hen. Eller jo, det løfter sig akkurat hen over bordpladen for at tørre madresterne væk, men det er så det. Og det er altså for lidt.

Lisbeth Brun: ’Det ottende bud’. Gyldendal, 196 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu