I 2015 rejste dramatikeren og teaterinstruktøren Kristian Husted i tre måneder med flygtningestrømmen fra Lesbos til Rødbyhavn. Eller rettere, det gjorde hans alter ego Vahid Evazi, flygtning fra Iran. Om rejsen har Husted skrevet den dokumentariske øjenvidneberetning Vahid, en hård, vigtig, velskrevet og elementært spændende beretning om drømme og skuffelser i mødet med et Europa i forsvarsberedskab.
Kristian Husteds indsats er inspireret af en flygtning, der sagde til ham, at for at vide, hvordan det er, måtte han selv prøve at leve som flygtning. Som sagt, så gjort – og fantastisk tænkt og modigt udført af Husted at dele skæbne med nogle af verdens mindst misundelsesværdige mennesker.
Som dokumentarisk forfatter kommer Husted uden om de to positioner, der dominerer i den aktuelle europæiske debat: den humanistiske (vi bør tage imod alle i menneskerettighedernes navn) og den regulært fremmedfjendske (vi vil ikke have nogen).
Kristian Husted: Vahid
Føder i det fri
Bogens første del udspiller sig i den mareridtsagtige flygtningelejr Moria på Lesbos, hvor kvinder føder i det fri, og hvor de ansvarlige brutalt søger at skabe orden i et kaos af desperate, anråbende, udmattede mennesker uden mad og drikkevand, der forgæves holder deres småbørn op foran hegnet.
Da det går som en løbeild, at syrere kommer forrest i køen, stiger antallet af syrere omgående. Tilfældigheder og fysisk modstandskraft hersker. Så let er det at påtage sig en identitet, at ingen myndigheder i de tre måneder opdager, at Vahid ikke kan et ord farsi.
Spændende som en krimi er beskrivelsen af rejsen mod Danmark, om kap med grænser, der lukkes bag de heldige. Bogen lander i en genkendelig virkelighed, da Vahid/ Kristian når til asylcenteret Havneskolen i Rødbyhavn.
Kristian Husted beskriver asylsituationen som kaotisk og uigennemskuelig. De asylsøgere, han taler med i bogens løb, er unge mænd på flugt fra fattigdom, mangel på fremtid, kriminalitet og vold (også deres egen), og fra sammenbrudte, korrupte stater. Gode grunde til at udvandre, ville mange mene. Men er de også tilstrækkelige til at få asyl?
Som Husted skriver: »Er der nogen af dem, der er sande, værdige asylansøgere? Jeg tør ikke spørge ind til det. For det første taler de dårligt engelsk. For det andet har de skullet acceptere, at jeg er en undercover dansker, som giver sig ud for at være en af deres landsmænd. Ville de stole på mig, hvis jeg spurgte ind til deres baggrund, motiver, historie?«
Husted rejser og indkvarteres sammen med de andre yngre, enlige mænd, der vist udgør flertallet af asylsøgere. Han har dog ikke talt med kvinderne eller familierne med børn. Deres lidelser har læseren derfor til gode.
Har godhed en grænse, spørger Husted til slut, udmattet af vold, ballade og mangel på taknemmelighed over den trygge hverdag, Havneskolen i Rødby trods alt byder på. Som han syrligt bemærker, ligner asylsøgernes følelse af ret til et komfortabelt liv i et nyt land teenageres forventninger til mor og far.
Eller som en asylsøger, Artem, siger det: »Danskerne har et stort hjerte. Men I overskrider alle grænser med jeres godhjertethed. … I kommer til at ødelægge jeres egne nationer.« Det er netop, hvad halvdelen af danskerne tror, svarer Vahid/Kristian, som dog ikke selv tror det.
Fælt skuffede
Her opridser Kristian Husted det moralske dilemma bag bogen. På den ene side har Europa vakt en forventning om menneskerettigheder til alle. På den anden side væltes de gode hensigter omkuld af den konkrete mængde af asylsøgere.
Kristian Husted beskriver en del af sine medasylanter som mænd, der godt ved, de ikke får asyl, men som pendler mellem et år i ét asylcenter og et år i det næste land, hvert år med varm mad og tag over hovedet. Andre vælger selv at rejse hjem eller videre, skuffede over, at pengene er små, forholdene frustrerende og de tilgængelige kvinder vist ikkeeksisterende. Ægteskab med en dansk kvinde, så man kan få pas og ophold, hører til de asylsøgende unge mænds forhåbninger (og må vist være ét af de værste scoretrick nogensinde).
Typisk er asylsøgernes viden omvendt proportional med deres drømme. Fælt skuffede bliver de, når det går op for dem, at selv den et år (!) lange danske sagsbehandling næppe fører til det liv, de har drømt om. Åbenlys foragt mellem flygtningegrupper kommer til udtryk i hån og håndgemæng. Tolerancen er lille. Klanmentaliteten flytter tilsyneladende med.
Asylsøgning som rollespil
I et stort interview i Information beskrev Kristian Husted asylsituationen som et »rollespil«, hvor det i hvert fald for ham var umuligt at hitte rede i, hvem der er reelt forfulgt i hjemlandet. I bogen udkrystalliserer sig en fornemmelse af en kaotisk migrationsbølge, hvor lykkeriddere og kriminelle blander sig med reelt forfulgte. Først de overbelastede asylsystemer vil kunne afklare, hvem der reelt har ret til asyl.
Som Kristian Husted føler jeg det uigennemskueligt at vurdere de politiske forhold, han refererer fra Hviderusland, Ukraine, Kurdistan m.fl. Bogen kan blive brugt som argument for det ene eller det andet synspunkt. Selv nøjes den med at beskrive.
Jeg fornemmer dog, at bogen rummer sin egen skuffelse over, at vist ingen af Husteds kontaktpersoner har gjort sig tanker om, hvordan de skal klare sig i et europæisk samfund. For en almindelig dansk læser bliver bogen et tankevækkende indslag i en debat om, hvor mange unge, naive, uuddannede mænd, med aggression og seksuel frustration i bagagen, et samfund kan håndtere.
Menneskerettigheder kender de fleste, men tilfældighedens rolle er ifølge Husteds bog undervurderet. Hvad har jeg selv og mine børn gjort for at fortjene livet i et sikkert land? Hvad har asylsøgende, initiativrige unge mænd gjort for ikke at fortjene det samme? – Ingenting.
Menneskerettigheder er en våd drøm om, at alle er lige for Vorherre eller Humanismen. Men det er vi ikke. Retfærdighed er en relation: En stat skal forsvare vores rettigheder, alene kan vi ikke gøre det. Humanismen siger, at alle sande, værdige asylsøgere har ret til et liv i et nyt land. Demokratiet gør modstand og siger, at kun de motiverede er velkomne i et Europa, hvor rettigheder hænger sammen med pligter.
Vahid er en enestående dokumentation af, hvordan tilfældet skaber skæbner.
Kristian Husted: ’Vahid’. Lindhardt & Ringhof, 433 sider, 300 kroner.
