Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Vaklende opførelse af Schuberts dystre vinterrejse

Den tyske komponist Hans Zenders visionære bearbejdelse af Schuberts ’Winterreise’ er et mestergreb af de sjældne i denne særlige disciplin. Opførelsen i Diamanten blev anført af en sangligt og dramatisk fortræffelig tenor, Julian Prégardien, men orkesterledsagelsen lod en del tilbage at ønske
Kultur
16. februar 2018

Franz Schubert og Wilhelm Müllers Winterreise fra 1827 er en sangcyklus for solosanger og klaver og en af den europæiske musiks ypperligste frembringelser – det er vist ikke for meget at påstå.

Spørgsmålet er nu: Kan man slippe afsted med at erstatte klaveret i denne kreds af 24 lieder med et orkester inklusive et ganske eksotisk slagtøjsapparat, med at forvandle Schuberts så at sige sene afgang fra Den Første Wienerskole til et klangregi og en ekspressionistisk udtryksverden, som kunne minde om Den Anden Wienerskole anført af Arnold Schönberg?

Svaret er ja. Det kan man, hvis man er Hans Zender, 81 år og engang en hedspore i den tyske avantgardemusik. Dog var han ikke mere oppositionel, end at han dyrkede en karriere som operachef i Hamburg og som dirigent i det klassiske repertoire med cd-indspilning af Schuberts samlede symfonier.

En komponeret fortolkning, kalder Zender sin 1993-bearbejdelse af Winterreise, og deri ligger noget langt mere vidtgående end blot at transportere noderne fra ét medium til et andet. For Zender tolker fortællingen om den hjemløse vandrer ind i vor tid, men glemmer ikke dialogen med Schubert og hans verden. Zender komponerer tilføjelser i forspil, overgange og efterspil, han forlænger og gentager fraser, han tilføjer udtryk som Sprechgesang og mikrofonforstærkning, han griber til nostalgiske virkemidler som strygerensemble og guitarspil, klaveret er fraværende, men akkordeon og xylofon kommer i stedet, og man hører støj og reale lyde. Sangerens parti er bevaret stort set uforandret.

Det er vældigt udfordrende at få denne komplicerede dramaturgi til at hænge sammen, men det er sandelig et mesterværk i sin egen ret, sådan som det bliver dokumenteret af et par cd-versioner (den ene med Zender selv som dirigent) og ved de mange opførelser overalt i verden. Og tirsdag i sidste uge blev Zenders vinterrejse så koncertopført på Det Kgl. Bibliotek med den fine tyske tenor Julian Prégardien og DiamantEnsemblet solidt forstærket af konservatoriestuderende, i alt 25 musikere under ledelse af professor Max Artved.

Man kunne desværre høre, at det er vanskeligt forehavende. Og det skal man jo helst ikke. Opførelsen blev gradvis mere vellykket, da cyklussen kom ind i de sidste, mere rolige faser, men hele vejen var Prégardien en smukt syngende og sikker vejviser – heldigvis for det.

Ind i sindets labyrinter

Hvad går historien egentlig ud på? Digtene af Wilhelm Müller bringer os helt ind på livet af den anonyme hjemløse. Han begiver sig ud på en fodrejse gennem sne og is, svigtet i den kærlighed, han havde fundet i den lille by – den er vandret til en anden. Han opsøger lindetræet, deres fristed, men de søde minder afløses af fremmedgørelse og selvmordstanker. Afsted. En sulten krage svæver over ham, han møder afvisning og fjendtlighed, han logerer på en kirkegård, han fantaserer og hallucinerer og støder til sidst på en gammel, barfodet spillemand.

På Schuberts vandring optræder klaveret ofte som sangerens alter ego, det afsøger de mindste betydningsnuancer i teksten, og det er vel sådan, at Schubert måske selv ville bifalde, at man kunne høre cyklussen som en rejse ind i et forpint og labyrintisk sind end ud i vinterlandskabet. Den ydre verden sættes ofte op som et spejl af den indre og danner efterhånden nærmest psykotiske tilstande af depression, mani og apati.

På den måde kan man se Winterreise som en forløber for de ekspressionistiske indre monologer fra det tidlige 20. århundredes avantgardemusik, som har sine rødder i romantikkens virkelighedsflygtende sjælegranskning, personificeret af udstødte eller utilpassede skæbner i det borgerlige samfund. Et eksempel kunne være Schönbergs monodrama Erwartung for sopran og stort orkester fra 1909.

Disse perspektiver er så fascinerende, når man skal forholde sig til Hans Zenders ’angreb’ på Schubert. Jeg hørte en publikummer sige, at det var det værste, han havde oplevet i sit liv. Ikke nogen dårlig reklame. For med Zender hører vi musik, ofte temmelig ubehagelig, gennem et ’tidsprisme’. Det er en kærlighedserklæring til Schubert, det er Zenders egen skabende identitet, og endelig møder vi stumper af den tyske musiktradition fra Schubert til Zender.

Det er som nævnt påfaldende, hvor ofte man bliver mindet om Mahler, Schönberg, Webern eller Berg, som i øvrigt alle var store Schubert-elskere. Et andet påtrængende aspekt er noget mere omfattende, som Zender i høj grad tolker frem i bagklogskabens lys, nemlig at den politisk vakte Wilhelm Müller – ligesom Byron lidenskabeligt engageret i den græske frihedskamp – også kunne have rettet blikket mod de hærskarer af migranter, der har vandret bort fra krige, kriser og nød. Og som stadig vandrer.

Vandrende musikere

Zender beder musikerne om at gå enkeltvis eller gruppevis ind på deres pladser, og under opførelsen vandrer de rundt i salen, forlader den i utide, kommer tilbage, spiller fra forskellige positioner for at udnytte andre rumlige muligheder. Diamantopførelsens koreografi og musikernes mimik kunne imidlertid godt have haft brug for en professionel vejledning, for det virkede ikke overbevisende, især ikke i forhold til Julian Prégardien, som inkarnerede hovedpersonen ganske fremragende ved at stå stille.

Zender har komponeret et helt tonedigt i den første lied »Gute Nacht«, udvidet den til dobbelt længde af originalen. Ja, alene det fem minutter lange forspil – hos Schubert er det blot seks takter – kunne meget vel opleves som et radiofonisk hørebillede. Skridt efter skridt i sneen fra whiskers på lilletrommen, hårde kuskeslag på strygernes strenge, den stadig mere foruroligende marchrytme, guitarens pludselige monotoni, en temastumps opdukken, messingblæsernes truende opblænding, pustene fra et fløjtegespenst og som en nostalgisk forløsning strygekvartetten, når sangen begynder.

»Jeg kom som fremmed til byen, jeg drager bort som fremmed,« lyder de første linjer.

Alle disse detaljer nævnes for at komme frem til, at Max Artved ikke fik held med at skabe en sammenvævet montage af disse flimrende billeder. Og noget så usædvanligt som rytmerne fra vindmaskinerne, som er et sandt treat i bearbejdelsen, bemægtigede sig ikke ørerne som kuldslående splinter i sindet. Præcision og timing var heller ikke tilfredsstillende i psykologiske fokuspunkter som i »Rückblick«, hvor vandreren lægger kærestens by bag sig, »Irrlicht« med den lokkende lygtemand i klippedybet, og »Die Post« med Zenders Mahlerinspirerede skildring af postrytterens ankomst fra det fjerne.

Julian Prégardien lod sig ikke påvirke af denne stedvise vaklen i geleddet. Lynsnart skiftende karakter som vejrhanen, der synges om i lied nr. 2, hjertegribende forladt hen mod slutningen, da vandreren ser tre sole i den surreale nr. 23, »Die Nebensonnen«. Og det var i disse sidste, rolige momenter af cyklussen, at orkesterspillet for alvor faldt på plads

Schuberts ’Winterreise’, en komponeret fortolkning af Hans Zender. Julian Prégardien (tenor). DiamantEnsemblet og studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Dirigent: Max Artved. Diamanten 6. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her