Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Virkelig og uvirkelig vold i løssluppen action-komedie

’Game Night’ er dynamisk og morsom actionkomedie om et par med fertilitetsproblemer og med en patologisk konkurrencementalitet. Men den behandler også den flydende grænse mellem fiktion og virkelighed og bliver dermed også – måske ufrivilligt – uhyggelig
’Game Night’ er dynamisk og morsom actionkomedie om et par med fertilitetsproblemer og med en patologisk konkurrencementalitet. Men den behandler også den flydende grænse mellem fiktion og virkelighed og bliver dermed også – måske ufrivilligt – uhyggelig

Fra filmen

Kultur
23. februar 2018

Den amerikanske actionkomedie Game Night kan måske bedst opsummeres i de her to oneliners fra filmen: »Er det en kniv i dit skudsår?« og »Vores baby vil knuse alle andre folks babyer«.

Eller sagt på en anden måde: I Game Night er volden sjov, og den flyver om ørerne på vores helte, men dræber dem aldrig. Og Game Night er et portræt af to patologiske konkurrencemennesker, ægteparret Max og Anna, der har problemer med at få et barn.

Max’ sædceller svømmer skidt, og da lægen leger lidt psykolog, når hun frem til, at det skyldes Max’ stressfyldte forhold til hans bror Brooks, der er multimillionær og lykkes med alt. Hvorefter lægen spørger, om han er single, og hvor høj han er. »Så er vi nu færdige med at tale om min sæd?« vil Max – helt forståeligt – gerne vide.

Et spil i et spil i en spillefilm

Brooks kommer til byen og inviterer sin bror og svigerinde og deres faste spilleaftensvenner til en rigmands-game night med fiktivt mord og forlorne indbrudsvoldsmænd og FBI-agenter på menuen. Problemet er bare, at nogle rigtige gangstere kommer de falske i forkøbet. Og så er vi inde i et spil inden i spillet inde i spillefilmen.

Game Night kan godt lide selv at pege på illusionerne. Der er masser af billeder, hvor byen ligner en modelby. Og så er der sekvensen, hvor Max lige har rodet rundt i 80’er-arkadespillet Pac-Man som metafor for hans parforhold, hvorefter vennegruppen bliver jagtet af en bunke bodyguards i en rigmands Pac-Man-labyrintiske domicil.

Det – vel nok ufrivilligt – uhyggelige ved Game Night er så, at karaktererne er helt utrolig lang tid om at opdage, at volden er virkelig, og at de lever med en uklar grænse mellem fiktion og virkelighed. Det er alt sammen bare et filmcitat eller et computerspil.

Hvidvask af blodig puddel

Jason Bateman (kendt fra Arrested Development og Ozark) er måske ikke Cary Grant i rollen som Max, og Rachel McAdams (kendt fra anden sæson af True Detective) i rollen som Anna er måske ikke Katharine Hepburn, men de fungerer – ja, Bateman lyner i passager. Ikke mindst når han skal bide i en gummiburger, mens Anna leder efter et projektil i hans arm. Under den største smerte lukker Max kun en pibende lyd ud af den sammenbidte bøfsandwich. Eller da Max har dryppet en del blod på en før så kridhvid puddel og forsøger at hvidvaske den med en flaske vand.

Game Night er en herligt løssluppen komedie og kan ses som en kulørt kamp for at redde et parforhold i krise. Eller som Kain og Abel, der suges ind i action-bølle-spillet Grand Theft Auto og bliver spyttet ud i den anden ende som en grineren familie-konspiration.

Den er lækkert pakket ind: Dynamisk fotograferet, svirpende spillet og velsignet med Steven Soderberghs hofkomponist Cliff Martinez’ effektivt animerende, elektroniske soundtrack. Og tilbyder i det hele taget en let og lystig aften i biffen.

Men ude af biografsalen, ude i virkeligheden kan man godt rammes af den magtfantasi, som den gemmer på – og som kun yderst sjældent kan indfries. Nemlig at livet kan hackes, og at individet kan stille noget op mod overmagten.

’Game Night’. Instruktion: John Francis Daley og Jonathan Goldstein. Manuskript: Mark Perez. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her