Læsetid: 2 min.

’Den 12. mand’ er et underholdende, men lidt for bombastisk overlevelsesdrama

Harald Zwart giver den gas i sit dramatiske, rørende og virkelighedsbaserede helteepos, ’Den 12. mand’, som aldrig keder, men alligevel bliver alt for meget til sidst
Den norske modstandsmand Jan Baalsrud (Thomas Gullestad) må flygte fra nazisterne i et snedækket Nordnorge i Harald Zwarts dramatiske ’Den 12. mand’.

Den norske modstandsmand Jan Baalsrud (Thomas Gullestad) må flygte fra nazisterne i et snedækket Nordnorge i Harald Zwarts dramatiske ’Den 12. mand’.

Nordisk Film

23. marts 2018

Der er vist ingen tvivl om, at den hollandsk-norske filminstruktør Harald Zwart har set Alejandro González Iñárritus The Revenant og i dén grad ladet sig inspirere af den, da han skulle lave sit eget, norske overlevelsesdrama Den 12. mand. Det er der intet i vejen med – de største kunstnere står på skuldrene af de kunstnere, der skabte før dem – blot kunne man godt have ønsket sig en lidt mere original og knap så bombastisk tilgang til de filmiske virkemidler hos Zwart.

Den 12. mand er baseret på en virkelig og legendarisk historie om 12 norske modstandsfolk, der i vinteren 1943 – og efter at være blevet uddannet af briterne – bliver sendt tilbage til Norge for at lave så meget sabotage som muligt. De bliver dog allerede afsløret, da de forsøger at komme i land i nærheden af Tromsø i Nordnorge, og værktøjsmageren og korttegneren Jan Baalsrud (Thomas Gullestad) er den eneste, som slipper væk. Midt under en hård vinter må han således tage flugten på tværs af en besat nation i et desperat forsøg på at nå i sikkerhed i Sverige, inden den højtstående SS-officer Kurt Stage (Jonathan Rhys Meyers) fanger ham.

Undervejs bliver Jan symbolet på en norsk modstandskamp, der ellers er ved at miste modet, og mens Stage går til yderligheder for at fange ham, sætter brave nordmænd livet på spil for at holde Jan i live. Det er et mirakel, hvis det lykkes, og et mirakel er netop, hvad modstandskampen har brug for.

intet mådehold

Og det går naturligvis ikke stille for sig. Jan Baalsruds flugt er både dramatisk og rørende, og Harald Zwart, der deler sin tid mellem Hollywood og Norge, er en gedigen håndværker, som forstår at veksle mellem stilhed og storm og følsomhed og flugt. Man lever sig ind i stakkels Baalsruds udmattende oplevelser – han bliver skudt på, må svømme gennem iskoldt vand og bliver ramt af en lavine – og selv om man har en fornemmelse af, hvordan det ender, sidder man indimellem stadig på kanten af sit sæde.

Problemet er dog, at instruktøren ikke kender til mådehold. Den i forvejen pågående musik er ofte øredøvende, og det håndholdte kamera ganske hektisk, når Zwart lader Jan flygte fra de endog meget sammenbidte nazister i den norske ødemark. Der går koldbrand i hans ene fod, og det resulterer i febervildelser og drømme og mareridt, som er mere vilde og voldsomme end dem, Leonardo DiCaprio har i The Revenant.

Zwart er dog ikke en poetisk billedkunstner som Alejandro González Iñárritu, og han ved simpelthen ikke, hvornår den får for meget, hvorfor speederen konstant hamres i bund. Den 12. mand er ikke nogen subtil film, og Zwart fortæller historien uden de store dybder eller nuancer i persontegning eller temaer. Det er en rendyrket heltefortælling – og som sådan mestendels underholdende – og vil man se den, bør man gøre det på så stort et lærred og med så stor en lyd som muligt.

’Den 12. mand’. Instruktion: Harald Zwart. Manuskript: Petter Skavlan. Norsk-dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu