Læsetid: 4 min.

Agnes Lidbecks ’Last’ er feminisme fra helvede

Agnes Lidbeck har skrevet en brutal og provokerende roman, der er meget svær at sætte i bås
Agnes Lidbeck har skrevet en brutal og provokerende roman, der er meget svær at sætte i bås

Pressefoto

9. marts 2018

I 1970’erne kunne man gå efter velvoksent kropshår, frit dansende bryster, lilla bleer og trompetbukser. Men hvordan genkender man en feminist i dag?

Svaret er velsagtens, at det gør man ikke. Hun kan være glatbarberet, have silikonebryster og gå i stiletter. Hun kan være iklædt jakkesæt, have strithår og sige amen, eller hun kan være viklet ind i et hampedækken og ryge pibe med kussen. Eller alt muligt andet. Hun kan naturligvis også være en han.

Når jeg stiller spørgsmålet er det på grund af den svenske forfatter Agnes Lidbecks debutroman Last, der nu udkommer på dansk i tiptop oversættelse af forfatter Iben Mondrup.

I Sverige blev den modtaget med stor opmærksomhed, og det er ikke svært at forstå modtagelsen. For det er en vild roman, Agnes Lidbeck har skrevet, og det er især en politisk, kønnet roman, der er meget svær at sætte i bås: Man ville kunne fremsætte akkurat lige så mange argumenter for, at romanen er en feministisk roman, som man kunne for det modsatte synspunkt. Og det i sig selv må siges at være en bedrift.

Agnes Lidbeck: Last

Kvinden spiller tre roller

Lad os bare starte ved begyndelsen, der lyder akkurat sådan her:

»Den sociale overenskomst forhandles ikke på individniveau. Den er almengyldig, et regelsæt må overholdes, hvis samfundet skal fungere. Grundforudsætningen er, at kvinden spiller tre roller. Hun skal være mor. Hun skal være tiltrækkende. Hun skal tage vare på andre, hun skal yde omsorg.«

Så er rammen ligesom sat. Og denne ramme er bogstaveligt talt også den indhegning, som romanen udfolder sig inden for. Vi har her den mere overordnede stemme, der på et psykologisk, antropologisk og samfundsmæssigt niveau opstiller nogle postulerende sandheder om kvindens roller og muligheder – men især mangel på samme, og ind imellem disse kortere afsnit fortælles så – netop på individniveau – historien om den kyniske humorist Anna; en hel igennem løgnagtig og hudløst ærlig kvinde.

Anna er gift med Jens, som hun snart får to børn med. Børnene ændrer alt, hun skal nu, »ligesom alt andet værktøj, benævnes ved sin funktion«. Den hedder mor. En mor, der stadig forsøger at tiltrække sin mands opmærksomhed, en mor, der bliver glad, når manden træt triller over til hendes side af sengen om aftenen og tømmer indholdet af sit svulmelegeme i hendes hul.

Anna går til babysang, babysvømning og babybio, ikke for barnets skyld, nej, fordi Anna har brug for, at andre ser, hvor god en mor, hun er. Faktisk kan Anna kun være en god mor, hvis der bliver lagt mærke til det, når hun er alene, går det ikke så godt: »Anna skifter bleer med rutinerede hænder. Hun væmmes ikke ved dem, men hun magter for helvede ikke at synge ’Se den lille kattekilling’, ikke en eneste gang. Heller ikke ’Bjørnen sover’.«

En tom beholder

Anna lever udelukkende i kraft af andres blik, mænds, kvinders, børns – samfundets blik som sådan. Det udvendige blik definerer alle Annas behov og ønsker, hun agerer som en tom beholder, der lægger sminke og forstår at iscenesætte sig til perfektion. Eller som det hedder sig: »At være sig selv er ikke noget, man er af sig selv.« Hun er på én gang bevidst om sin ufrihed, om de lænker, som romanen altså postulerer, at samfundet entydigt har lagt hende i, men hun er også afhængig af sine lænker. Det er alt, hvad hun har.

Da forholdet til manden Jens bliver for trøstesløst, indleder hun en affære med en selvsmagende filosofisk forfatter, der netop ønsker sig en moderat sexet elskerinde i afdæmpet efterårsfarvet uld. Der er grænser for, hvor meget man kan skeje ud, hvis man stadig vil betragtes som intellektuel.

Rollen som elskerinde er mildest talt ikke vellykket, men det optager Anna umådeligt. En hel dag går hun eksempelvis rundt og indkøber ting, som passer sig til en elskerinde. Hun ved, hvilke rekvisitter, de forskellige roller kræver. Alligevel og på trods ser Anna også tingene med en grænseløs klarhed og kynisme. Som denne fremragende passage, hvor hun sammenligner dét at være elskerinde med dét at være mor:

»Moderskabet var konstant, døgnet rundt, år ind og år ud. Det skulle bestå af uendelig lykke og af med smil i stemmen at opmuntre Harry, der ikke vil spise sin kartoffelmos. Nu skal Anna synke sperm med samme opslugte blik, samme smilende attitude. Men fordi hun ved, at hun snart vil kunne lukke sine øjne i ensomhed og lade ansigtsmusklerne falde til ro, kan hun være mere troværdig, end hun nogensinde kunne være i rollen som mor.«

Hårdt nok! Last er da vitterligt også en helt igennem brutal og meget lidt opbyggelig roman. Bare slutningen, der ikke skal afsløres her, får én til at fantasere om medlidenhedsdrab. Det er kønskritik – og humor – af den sorteste slags og en feminisme fra helvede, hvis det altså overhovedet er udtryk for en solidaritet med kvindekønnet. Man kan som sagt sagtens være i tvivl. Uanset er det en vildt velskrevet, gennemført og provokerende læsværdig roman; begejstrede knytnæver herfra!

Agnes Lidbeck: ’Last’. Oversat fra svensk af Iben Mondrup. Modtryk, 195 sider, 199 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Lyngholm

At blive reduceret til mor er ingen skam. I øvrigt er det en følelse man selv er ansvarlig for. Keg springer over :)