Læsetid: 4 min.

Anna von Hausswolff blæser til stilhed med en storm af et album

Svenske Anna von Hausswolffs nye plade, ’Dead Magic’, er indspillet i Marmorkirken. Den hudfletter nutiden og er en slags rekvisitionsseddel til afdelingen for ambitiøs spiritualitet. En tredje og sidste rykker, der fortæller os, at det er på høje tid at sadle om
Anna von Hausswolffs har komponeret ’Dead Magic’ i sin hjemby i, Göteborg, i 2016 og indspillet albummet over ni dage i 2017 i Marmorkirken i København ved orgelet og omrigvet af et rockband.

Anna von Hausswolffs har komponeret ’Dead Magic’ i sin hjemby i, Göteborg, i 2016 og indspillet albummet over ni dage i 2017 i Marmorkirken i København ved orgelet og omrigvet af et rockband.

City Slang

5. marts 2018

På din vej gennem hverdagen glemmer du sikkert som så mange andre at lægge mærke til dine omgivelser. Du glemmer, at vi bor i arkitektur og måske endda natur, der gemmer på århundreders, måske endda årtusinders historie. At dér, hvor du går eller kører, har der gennem generationer levet mennesker med de samme sorger og glæder som os. At de vigtigste smerter og glæder har været de samme. Fødsel og død, kærlighed, angst og håb.

Nydelserne og underholdningen er en anden snak. Som en narkose har New Nordic Cuisine, Netflix og nettet lagt sig over vores kultur. Som en ny form for stress, en konstant hedonistisk maksimering af døgnets vågne timer (søvnen er naturligvis også under maksimering, men lad den nu hvile).

Det er Romerrigets sidste dage heroppe på dekadencens tinder, og vi har glemt den mest basale visdom. Hvad er den, spørger De? Ja, det ved jeg ved den søde grød ikke. Jeg mærker bare, at jeg er en del af miseren og er ét stort spørgsmålstegn i forhold til, hvor pokker vejen tilbage til meningen med det hele ligger begravet. Eller om det i virkeligheden er os, der er begravet. I ting og tidsrøvere.

Ingen legender i vor tid

Til at begynde med kan man eventuelt vælge at lytte til svenske Anna von Hausswolffs nye album, Dead Magic – en slags rekvisitionsseddel til afdelingen for ambitiøs spiritualitet. En tredje og sidste rykker, der fortæller os, at det er på høje tid at sadle om.

Sådan kan man i hvert fald høre albummet. Selv giver Hausswolff kun et enkelt fingerpeg i pressemeddelelsen med et digt af den svenske forfatter Walter Ljungquist (1900-1974):

»Tag menneskets skæbne, en tynd patetisk linje, der omkredser og indrammer en uendelig og ukendt stilhed. Det er i selve denne stilhed, i et kun imaginært og ukendt centrum, at legender bliver født. Ak! Det er derfor, der ingen legender er i vor tid. Vor tid er en tid berøvet stilhed og hemmeligheder; i deres fravær kan ingen legender vokse.«

En genvej til at mærke

Musik kan være en ceremoni, det kan være en højtideligholdelse af de dybere følelser og en mulighed for højere erkendelser. En genvej til at tænke og mærke efter under påvirkning af stor æstetik. At lukke verden ude og give plads til at mærke eksistensen.

Kunst kunne man også kalde det. Og det er ingen kunst at blive henrevet af de største udøvere. Dem skal vi være taknemmelige for, idet de forstår at anfægte og udfordre vores verden – samtidig med at de er så umiskendeligt rodfæstet i vores verden.

Nina Simone, Leonard Cohen, Joni Mitchell, Kraftwerk, Radiohead, PJ Harvey, Frank Ocean. Alle formår de at melde sig ud af tiden og samtidig sige noget afgørende til den, på hver deres måde.

Marmorkirkens historie

31-årige Anna von Hausswolff – datter af lydkunstneren Carl Michael von Hausswolff – har gennem stort set hele sin indspilningskarriere peget på, at musik er en ceremoni. Ceremony hed hendes andet album endda, og her på hendes nye, fjerde af slagsen sidder hun for tredje gang i træk ved et stort orgel – for anden gang et af dem, der står i en kirke.

Hun har komponeret Dead Magic i sin hjemby, Göteborg, i 2016 og indspillet albummet over ni dage i 2017 i Marmorkirken i København ved orgelet og omgivet af et rockband. Altså er pladen gennemsyret af klangen af et stedspecifikt og historierigt instrument, der har akkompagneret utallige ceremonier stopfyldte med sorg og glæde.

Marmorkirkens aktuelle orgel er fra 1963, men rummer 11 piber fra det oprindelige orgel fra 1894. 124 års begravelser, bryllupper, konfirmationer og barnedåb er et anseligt emotionsklaviatur at spille på. Det er altså et album, der trækker historien med ind i nutiden.

City Slang

Orgelet omkodet

Dead Magic kan høres – eller måske føles – som et både temperaturløst og et varmt værk. Som et værk, hvor der er plads til et væld af følelser, som du selv må investere. Musik, der river noget åbent i én. Men også som et værk, der raser og hvæser. Gotisk i sin spidst hvælvede retning mod mørk storhed. En besværgelse og en udrensning i sin tonstunge harmoniske vælde. Hør bare, hvordan backingkvintetten gennemtæsker hver en takt på »Ugly and Vengeful«.

Hør stemmen, den flås fra hinanden sidst på åbningsnummeret »The Truth, The Glow, The Fall«. Hør de kilometerhøje orgeltoner bygge dunkle broer gennem vores sanseapparat og underbevidsthed.

Dead Magic halter, når det kommer for tæt på rocken, så trækkes det ind i en fortærsket referencesump. Men det sker kun sjældent. Her er mindelser om både Black Sabbaths midnatsmesser, bombastisk progrock fra Alan Parsons Project og Pink Floyd samt dreampop fra This Mortal Coil og Dead Can Dance.

Og så mindes vi også om den kirkelige orgelmusik, som er en del af den nordiske kultur – omend i stadigt aftagende grad. På Dead Magic omkodes orgelets manende vælde til en mere hedensk toneklang, en gudløs åbning ud til noget mørkere, mere bøvlet. Raseri? Afmagt? Angst? Men også samtidig magten til at tage skæbnen i egen hånd, håber jeg.

Fra et ordløst sted

Pladen er kun fem numre lang, det korteste er 5:19, det længste 16:18. Det er ikke gennemsnitsmusik, det er musik som en muskelmasse, man må grave sig igennem for at kunne komme fri og ånde. Der bliver gjaldet fra et ordløst sted.

Randall Dunn (mest kendt for sit arbejde med Sunn O))), men også for nylig med Sort Sol) har produceret, og det sker i en sodsværtet æstetik og en sikker brug af kirkens akustiske rum. Det er en omfortolkning af et gammelkendt åndeligt rum. Det er spirituelle alarmklokker og brøl fra grundfjeldet til en sekulær tid berøvet grounding. Der blæses til stilhed med en storm af et album.

Noget blodigt vristes fri af mytologien og sendes ind i nutiden – uden for vores greb og begrebssfære. Og dermed så meget desto vigtigere at lytte efter.

Anna von Hausswolff: ’Dead Magic’. Pomperipossa Records/City Slang/Playground.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer