Læsetid: 4 min.

Automatiseret passion præger midaldrende kvartet

Jerusalem Quartet spillede både sig selv og musikken mere kedelig, end nogen af dem behøver at være
7. marts 2018

I få tilfælde forfølger ungdommen én. Men har man engang været ung og lovende, er det ofte et minde, der bliver hængende ved én et stykke ind i voksenalderen. Jerusalem Quartet var engang en ung og lovende strygekvartet, og det er de på en måde stadig. Dels fordi de har en del ungdommelighed konserveret i deres sammenhold, dels fordi det tager mange år at blive gammel som strygekvartet.

De fire musikere i Jerusalem Quartet fandt sammen i deres studieår på konservatoriet i Jerusalem i slutningen af forrige århundrede og oplevede en tidlig succes. De må have 25 års jubilæum i år, men der er stadig et stykke vej til de grå hårs autoritet, og Jerusalem Quartets kendetegn er stadig passion og præcision leveret med en god portion fysisk frihed.

Det vil sige – de sidder stadig ikke stille på stolene, men på den anden side er de efterhånden så samspillede og drevne, at de små hop og rotationer – gerne synkrone for første og anden violin – kunne synes mere automatiserede end drevet af ungdommelig vildskab.

Man kunne endda gå så vidt som til at kalde dem et gammelt ægteskab spærret inde i nogle forholdsvist unge kroppe. Og man kunne forestille sig, at de enkelte medlemmer måske kunne have lyst til personlige eskapader, men at alle holdes godt fast i kammerskabets symbiose.

Sådan fremstod strygekvartetten for denne anmelder ved en koncert på Louisiana i sidste uge, hvor den kom forbi til en koncert i Louisianas fornemme abonnementsrække af udenlandske stjernebekendtskaber.

Folketone på forskellige sprog

Med sig havde de et program udelukkende bestående af musik af Dvorak. Og for at gøre monotonien endnu skarpere spillede de opus 96 og opus 97 lige efter hinanden, to værker, der er næsten ens i deres stemning, begge komponeret på Dvoraks sommerferie i Spillville i Iowa sommeren 1893.

Dvorak var en mand, der forsøgte sig med meget og lod sig opdrage og inspirere af mange forgængere og stilarter og discipliner. I hans strygekvartetter ser man dette tydeligt afspejlet. Alene det at kaste sig over genren strygekvartet, som Beethoven førte til svært efterlignelige højder, er en måde at lægge arm med fortiden på, og det er noget, som mange andre komponister holdt sig fra. Men netop strygekvartetten var en slags udgangspunkt for Dvorak, hvor han afprøvede alt fra wagnersk satsopløsning til folkemusikkens enkelhed.

Dvoraks karriere består af tiden før og efter hans Slaviske danse. Før dem var han bare en lille tjekkisk provinskomponist, efter dem var han verdenskendt og eftertragtet. Den store bekendelse til det slavisk folkelige og evnen til at drage det ind i den klassiske kompositionsmusik blev Dvoraks største bedrift.

Sekstetten, som Jerusalem Quartet også havde med på programmet, er fra tiden umiddelbart efter de Slaviske danses gennembrud og fuld af den folketone, Dvorak lige havde haft så stor succes med. Blandt andet er anden sats en smuk »Dumka«, en melankolsk dans, og den hurtige sats en »Furiant«, en livlig dans.

På sin sommerferie i Spillville kastede Dvorak sig over den amerikanske folketone og skrev sin mest populære strygekvartet nr. 12, også kaldet »Den amerikanske«.

Her er det femtoneskalaens musik og rytmisk gentagede figurer, der blandt andet har gjort musikken til en umiddelbar ørehænger sammen med dens smukke naturmaleri over de store vidder og det varme solskin. Den efterfølgende kvintet »opus 96« dykker endda endnu mere ned i de antropologiske musikstudier med en bevidst søgning efter det rytmiske og det mere primitive.

Aftalt spil

Jerusalem Strygekvartet kunne musikken ud til tå-og fingerspidserne og kunne fyre den af som en smurt motor. Kvartetten og sekstetten har de for nylig været i pladestudiet med, og det mærkedes.

Alle aftaler var indgået, og alt havde sin plads. På en mærkelig måde syntes førsteviolinen at være politimanden over den ekstreme præcisionskontrol. Måske fordi han ikke havde så meget andet at lave. Dvorak var selv bratschist og synes at have en forkærlighed for at lægge de solistiske udbrud i de dybere strygerstemmer.

Cellisten med sin kuldsejlede kvinde af en cello virkede mest selvstændig og kunne røre med sit meget sanselige udtryk, mens den følsomme andenviolinist og den tilbageholdne, men klangligt lysende bratsch syntes mere styrede og begrænsede, hvilket selvfølgelig var endnu mere sandt om kvartettens gæster: den ekstra bratsch i kvintetten og den ekstra cello i sekstetten.

I mine ører gik præcision forud for passion ved denne koncert og åbenbarede den følelse hos mig, at Dvoraks musik egentlig er ganske kedelig at lytte til. Den er underholdende, besnærende, smuk og livskraftig, men den er hård at sidde ned til en hel koncert igennem.

Jeg vil dog stadig varmt anbefale Jerusalem Quartets sidste cd for deres velsmurthed, der virker godt på indspilning. Den er god for fuld styrke til en forårsrengøring i slavisk dans og med duft af Iowas solskin.

Louisianas Koncertsal. 23. februar 2018 kl. 20. Jerusalem Quartet. Alexander Pavlovsky: violin. Sergei Bresler: violin. Ori Kam: bratsch. Kyril Zlotnikov: cello. Gæster: Yura Lee: bratsch, Gary Hofman: cello. Musik af Antonín Dvorák.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu