Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Det bedste boyband siden One Direction

Brockhampton insisterer på at blive kaldt et boyband. Dels fordi de ikke vil bindes til udelukkende at lave rapmusik, dels fordi de ønsker at være et alternativt forbillede for dem, der ikke kan spejle sig i industrifabrikerede idoler som One Direction
Det er oplagt at drage en parallel mellem Brockhampton og hip-hop-kollektivet Odd Future, der for cirka ti år siden blomstrede frem som krokus gennem asfalt, akkurat som Brockhampton gjorde i løbet af 2017.

Det er oplagt at drage en parallel mellem Brockhampton og hip-hop-kollektivet Odd Future, der for cirka ti år siden blomstrede frem som krokus gennem asfalt, akkurat som Brockhampton gjorde i løbet af 2017.

Pressefoto

Kultur
9. marts 2018

Saturation III starter ud i fuld fart. Åbningsnummeret, »BOOGIE«, hamrer i bund uden forspil med tyktflydende bas, et overstyret blæsersample og hujende politisirener: »What are the rules for breakfast today? What are the words I’m forbidden to say?« spørger rapkollektivets anfører, Kevin Abstract, retorisk.

Der er ingen regler. Alt er tilladt.

Brockhampton blev dannet på et internetforum for Kanye West-fans for otte år siden, men tingene tog først rigtig fart, da de i 2016 flyttede sammen til South Central, Los Angeles. Velvalgt adresse, for gruppen smager af hip-hop fra den amerikanske vestkyst: »JOHNNY« og »STUPID« låner fra den gamle skole med piano-samples og glidende synthesizertemaer, mens »LIQUID« læner sig op ad den eksperimenterende lyd indstiftet af det lokale pladeselskab Brainfeeder med skæve beats og farverige flydere.

Kollektivet prøver også kræfter med et ømmere udtryk på popballader som »BLEACH« og »TEAM«, hvor subsoniske basflader og ekkovåde guitarer omfavner autotunede falsetvokaler. Sammenlignet med meget af samtidens hiphop er Brockhampton et velkomment afbræk fra den altdominerende trap-lyd, også selvom gruppens æstetik er noget usammenhængende. Det store antal vokalister og mange stilkombinationer gør, at Saturation III føles mere som en kollage end en musikalsk enhedsvision. Det er hiphop-tapas – hverken det mest nyskabende eller strømlinede, men det sprudler af charme og ungdom.

Det er oplagt at drage en parallel til hip-hop-kollektivet og bysbørnene i Odd Future, der for cirka ti år siden blomstrede frem som krokus gennem asfalt, akkurat som Brockhampton gjorde i løbet af 2017. Odd Future var også råt, skævt og energisk – fandenivoldsk festrap for alle pengene. Alligevel er der afgørende forskelle. Hvor Odd Future hurtigt mundede ud i solokarrierer for hovedpersonerne, virker Brockhampton sværere at fragmentere. Den fælles kemi overskygger enkeltpræstationerne.

Rent lyrisk ligger der også mere sårbarhed og eftertanke i Brockhamptons univers, der kredser om sorthed og homoseksualitet, selvmordstanker og social kejtethed. Foruden den obligatoriske blærerøvsrap.

Gruppen insisterer på at blive kaldt et boyband. Dels fordi de ikke vil bindes til udelukkende at lave rapmusik, dels fordi de ønsker at være et alternativt forbillede for dem, der føler sig mærkelige eller udenfor. Dem, der ikke kan spejle sig i industrifabrikerede idoler som One Direction. Som Kevin Abstract rapper på »JOHNNY«: »I could’ve got a job at McDonald’s, but I like curly fries.«

Præcis.

Brockhampton: 'Saturation III' (Question Everything/Empire)

Brockhampton optræder fredag 10.8. på årets Haven Festival, Kbh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her