Læsetid: 4 min.

Bekvem og klichéfyldt gennemgang af det universitetspolitiske landskab

Universiteterne skal være en vidensbaseret forandringskraft og fungere som eksperimenternes hus i det moderne samfund, skriver Maja Horst fra KU og Alan Irwin fra CBS. Det er svært at være uenig, men også forbløffende pauvert, hvad de to har at byde på
Universiteterne skal bidrage til at »skabe et godt samfund,« og de er »ikke en udgift for samfundet, men en investering i vores fælles fremtid,« er nogle af banaliteterne i den seneste bog i rækken af Moderne Ideer

Universiteterne skal bidrage til at »skabe et godt samfund,« og de er »ikke en udgift for samfundet, men en investering i vores fælles fremtid,« er nogle af banaliteterne i den seneste bog i rækken af Moderne Ideer

Henning Bagger

9. marts 2018

»Debatterne om universiteterne er kørt fast.« Sådan lyder anslaget i en lille orange diskussionsbog, der indgår i Informations Forlags serie Moderne Idéer. Den er skrevet af et tandempar, bestående af formidlingskommunikationsprofessor Maja Horst fra Københavns Universitet og entreprenørskabs- og innovationsprofessor Alan Irwin fra Copenhagen Business School.

Hvor Stefan Hermann, rektor for Professionshøjskolen Metropol i København, benyttede sig af et retorisk effektivt, men stærkt fortegnet plot i pamfletten Hvor står kampen om dannelsen? (Moderne Ideer, nummer 2, 2016) og påstod, at der kun eksisterer to dominerende positioner i dagens uddannelsespolitiske landskab og betitlede dem henholdsvis den politisk-administrative fløj og den pædagogisk-konservative fløj, så påstår de kongeniale genbrugsteoretikere Horst og Irwin under to lidt anderledes vinklede overskrifter, at det universitetspolitiske landskab domineres af en konflikt mellem to modsatrettede synspunkter.

På den ene side klager »samfundsingeniørerne« over, at universiteterne er for unyttige i et samfundsøkonomisk perspektiv og alt for langsomme til at tilpasse sig konkurrencestatens krav og de globale markedsvilkår. På den anden side forsvarer »frihedskæmperne« det frie universitet og de studerendes og forskernes ret til selv at bestemme, hvad de vil bruge deres tid på.

Hermed får de konstrueret sig selv en bekvem platform, et tredje og pragmatisk rummeligt sted, hvorfra de kan kritisere »samfundsingeniørerne« for at hylde et økonomisk kortsigtet styringsrationale og en stram målstyring, der risikerer at slå eksperimenter og nytænkning ihjel. Desuden udstiller de »frihedskæmperne« som en broget flok af folk, der lamenterer over universitetets 200-årige forfaldshistorie, samtidig med at de beskylder dem for konservativt og visionsløst at stritte imod enhver form for prioritering inden for universiteterne og undlade at iværksætte strategiske satsninger, der nødvendigvis må række langt ud over samfundets vidensproducerende institutioner.

Vidensbaseret forandringskraft

»De danske universiteter tilhører hele det danske samfund,« lyder bogens udgangsreplik. Universiteterne skal bidrage til at »skabe et godt samfund,« og de er »ikke en udgift for samfundet, men en investering i vores fælles fremtid«. En cliffhanger serveres: Universiteterne skal indrettes, »så de virker bedst for Danmark«. Vi får også at vide, at vi ikke skal lade, »som om vi kan forudsige fremtiden præcist«.

Den konfliktløse vi-fortælling har således en særlig forkærlighed for klicheer og banaliteter. Hvem vil for eksempel finde på at hævde, at universiteterne bør virke dårligt, eller at de skal bidrage til at skabe et elendigt og ondt samfund?

Dertil kommer, at ingen af samtidens debattører er af den opfattelse, at universitetsudgifter er komplet unødvendige, eller at der alene skal investeres penge i at udforske vidt forskellige menneskers fortid endsige en forudsigelig fremtid?

Jeg tager mig til hovedet og fortsætter min læsning, og sørme om ikke forskerne in pluralis både skal være excellente generalister, specialister og entrepreneurielle, og universiteterne skal være unikke, ambitiøse, eksperimenterende og selvudfoldende. Det hele skal ske i et »mangfoldigt universitetslandskab«, hvori alt og alle handler ansvarligt og fortløbende stilles til regnskab for deres handlinger, prioriteringer og brug af ressourcer (accountability). Og er der uenighed, skal den bruges »konstruktivt til at styrke kvalitetskulturen«.

Med andre ord hældes der positiv glasursemantik ud over siderne i en lind strøm. Læseren får stort set intet at vide om fagenes indhold eller om noget forskningsmæssigt substantielt – andet end at forfatterne godt kan lide teknologisk og social innovation og styrkede partnerskaber med interessenter uden for universitetet.

Horst og Irwin kigger sig nysgerrigt rundt i den internationale universitetsverden og proklamerer, at universiteternes vidensbaserede forandringskraft skal bidrage til at skabe et mere bæredygtigt samfund og sikre social mobilitet uden at overse »virkelighedens kompleksitet«.

At bekende sig til værdier

Tekstgenren kan karakteriseres som soft-power ledelsestyggegummi; men helt fint i mine ører lyder anbefalingen om at afskaffe detailstyringer og at give universiteterne større autonomi til at skabe ny viden.

Et absolut klimaks i bogen drejer sig om værdi, da universiteterne som bekendt skaber værdi for samfundet. Med syvtommersøm slås det fast: »Vurderingen af, hvad der skaber værdi, hviler på værdier.«

Umiddelbart er det selvfølgelig elegant at gøre alle katte grå ved hjælp af et cirkelargument, der bider sig selv i halen. For på denne måde kommer den nationaløkonomiske rationalitet (værdi i et statsligt og markedsmæssigt perspektiv) til umærkeligt at flyde sammen med interne og lokale universitetspolitiske prioriteringer (værdi i et anmassende omstrukturerings- og effektivitetsperspektiv) og et overordnet samfundsperspektiv (værdi i et moralsk og politisk perspektiv).

Men samtidig er det også snedigt at helgardere sig med et af sprogets stærkeste, men også allermest forslidte gummiord: værdi. Et ord, som stort set ingen nogensinde gør sig umage for at definere eller dosere med omtanke. For 130 år siden advokerede Friedrich Nietzsche ikke blot for en omvurdering af alle værdier. Han spurgte også uden at give et entydigt svar: Hvorfor har vi overhovedet brug for værdier?

Kan Informations Forlag mon ægges til at iværksætte et gravrøveri, så seriens næste bind kommer til at turde og tænke noget mere?

Maja Horst & Alan Iwin: ’Hvad vil vi med universiteterne?’ Informations Forlag. Nummer 11 i serien Moderne Ideer. 88 sider, 50 kroner.

Steen Nepper Larsen er lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Universitetet er selvfølgeligt reaktionært, for de undersøger og tolker det allerede indtrufne, det skaber ikke luftkasteller.