Læsetid: 5 min.

En bog om det land, der kom til syne, da Obamas håb om forandring viste sig som en tyndslidt illusion

Claudia Rankines desillusionerede nyklassiker ’Statsborger’ om nutidens USA set gennem sorte briller udkommer nu på dansk sammen med ’Lad mig ikke være ensom’
Claudia Rankines desillusionerede nyklassiker ’Statsborger’ om nutidens USA set gennem sorte briller udkommer nu på dansk sammen med ’Lad mig ikke være ensom’

Ritzau Scanpix

9. marts 2018

Digteren Claudia Rankine, født 1963 i Jamaica, bosat i USA, udgav i 2014 sit hovedværk Citizen: An American Lyric. Det er en vigtig bog fra de seneste ti års amerikanske litteratur, en bog fuld af sorg og vrede, en bog om nutidens USA set gennem sorte briller. Det er en bog om det land, der kom til syne, da Obamas håb om forandring viste sig som en tyndslidt illusion.

I den engelsksprogede verden har den fået snart sagt alle de priser, en digtsamling kan vinde, og den har også ligget på New York Times bestsellerliste i længere perioder. Nu udgiver det lille forlag Kronstork den på dansk.

Statsborger består i hovedsagen – og når den er bedst – af korte prosastykker, der beskriver, analyserer og udfolder hverdagsscener. De scener samler sig ikke til en fortælling, de hober sig op. Tilsammen aftegner de en form for trøstesløshed. De indfanger med en nærmest utrolig præcision det, man kunne kalde erfaringen af racisme, når racismen kommer til syne i ufrivillige spjæt.

Man troede, at idealerne om ligeret og farveblindhed havde vundet hævd, man går rundt i sin hverdag og opfører sig, som om det er tilfældet. Og så er den der alligevel, racismen, den bobler ligesom op som gas fra undergrunden. Den siver ind i den luft, du skal indånde.

Den er der i fjernsynets reportager om ekstraordinære øjeblikke, der alligevel gentages igen og igen, hvor ubevæbnede sorte mænd maltrakteres af politiet. Den er der i den måde, sportskommentatorer taler om Serena Williams, når hun tillader sig at blive vred over en kendelse. Den er der i små forulempelser, som hver for sig kan syne tilfældige, og hvis man anstrenger sig og virkelig lukker øjnene, kan de sådan set godt bortforklares. Men tilsammen danner de et mønster og også en overfølsomhed hos dem, de retter sig mod.

Det er det mønster, og især den erfaring, racismen som en art kinesisk vandtortur sætter på sindet, og som Statsborgers ophobninger fanger så eminent. Men den fanger også forulempelsens flygtige natur:

»Du skynder dig for at nå et møde med en ven i et nabolag langt væk i Santa Monica. Da du går mod hende, siger denne ven: Du kommer for sent, din nappy-headed ho. Hvad sagde du? Spørger du, selvom du hørte hvert ord. Personen har aldrig før omtalt dig på den måde i dit nærvær, har aldrig skiftet kode på den måde før. Hvad sagde du? Hun gentager det ikke, og er måske ikke fysisk i stand til at gentage, hvad hun lige har sagt.«

Og så er der ikke mere i det. Replikken er så hurtig og uventet, så let at dække til bagefter. I Statsborger er racismen ikke bare voldelig, nogle gange er den bare en misforstået vittighed, en form for faux pas, som ingen vil stå ved, og som det er nærmest umuligt at reagere på.

Alligevel sætter den sig i kroppen. Den hober sig op. Den afsætter et raseri, men får også det raseri til at føles som en form for urimelighed. Alt det indfanger Statsborger i sine korte, enkle, på overfladen følelsesforladte prosastykker i et sprog, der både er melodisk og enkelt og fuld af en sitrende intensitet. Det er utroligt begavet gjort. Man kan altid diskutere, hvorvidt strukturel racisme er et præcist begreb eller ej. Statsborger viser os den erfaring, begrebet prøver at indfange.

Det viser den så, desværre, noget bedre i den engelske original end i denne oversættelse. For her bliver originalens lakoniske klarhed for tit uigennemsigtig og hakkende. Alt for mange ord og udtryk bliver oversat skævt, alt for tit er det, som om syntaksen forbliver engelsk også i det danske.

Claudia Rankine henter en helt central sætning hos den ældre amerikanske forfatter Zora Neale Hurston. Den lyder »I feel most colored when I am thrown against a sharp white background«. På dansk bliver det så til: »Jeg føler mig mest farvet, når jeg er kastet op imod en skarp hvid baggrund«. Men at kaste op betyder (ifølge sproget.dk) at brække sig, medmindre man da er ovre i en voldsom og grim anglicisme, som når man til en brainstorm lige kaster en idé op i luften.

Den sætning er ikke god. Så læs endelig Statsborger, men læs den på engelsk. Og når du har gjort det, kan du læse videre i den anden af Rankines bøger, som forlaget Kronstork samtidig udgiver, nemlig Lad mig ikke være ensom. Også den har undertitlen Et amerikansk digt, på en måde er den en forløber til Statsborger. Den er langt bedre oversat.

Lad mig ikke være ensom udkom oprindeligt i 2004. Her er det de tidlige Bush-års stemning, Rankines sætninger vil indfange, stemningen i årene efter 11. september. Død og medicin og det man ser i fjernsynet, fylder meget i bogen, det samme gør digte fra det tyvende århundrede. Leveren som organ spiller en hovedrolle, det organ, der renser vores blod, men også kan overbelastes af al den medicin, vi tager. Af al den sorg og uretfærdighed, vi skal kapere:

»Leveren er det største selvstændige indre organ på højde med sjælen der, selvom den er skjult, tårner sig op«, står der i løbet af bogen. »Verden bevæger sig gennem ord, som om de kroppe, ordene afspejler, slet ikke fandtes. Verden optager, som en gigantisk lever, alt og alle, selv de her ord: Er han død? Er hun død?«

Smerten er både skarpere og mere dump, mere ufokuseret i Lad mig ikke være ensom. Den er måske mindre synlig som et fælles problem – de to døde i citatet oven for er Rankines nevø og niece – men den vækker den samme forundring som i Statsborger. Det er derfra Rankine skriver bedst: Som om hun nærmest ikke kan fatte de ting, der sker i verden, den smerte, de kan vække. Som om hendes skrift alligevel fatter dem for os, viser dem frem, giver dem ord og stemme.

Det er en bitter pille, men alligevel skøn at sluge.

Claudia Rankine: Statsborger, Forlaget Kronstork, 174 sider, 169,00 kr.

Claudia Rankine: Lad mig ikke være ensom, Forlaget Kronstork, 184 sider, 169 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu