Læsetid: 3 min.

’Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn’ tager børnenes verden, tanker og følelser alvorligt

Bare fordi man er lille, betyder det ikke, at man ikke kan udrette store ting, lyder det i den seneste film om charmerende Cirkeline og hendes venner, ’Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn’
Cirkeline og hendes gamle og nye venner på vej mod Afrika i bedstefars flyvemaskine i ’Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn’. Det er selvfølgelig Oswald, der laver ballade på flyvemaskinens haleror.

Cirkeline og hendes gamle og nye venner på vej mod Afrika i bedstefars flyvemaskine i ’Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn’. Det er selvfølgelig Oswald, der laver ballade på flyvemaskinens haleror.

SF Studios 

2. marts 2018

Det er umuligt ikke at svømme lidt nostalgisk hen, når man som voksen og følsom filmanmelder ser en ny Cirkeline-film. Der findes ikke meget andet som dem. De har deres helt eget sprog, et adstadigt tempo og en ganske særlig stemning, stor musikalitet, poesi, finurlighed og charme – og det har de haft siden begyndelsen for snart sagt mange år siden.

Cirkelines univers er skabt af Hanne Hastrup – for 60 år siden – mens filmene om den bittelille pige med det kuglerunde ansigt, viltre hår og røde, prikkede kjole er lavet af Jannik Hastrup, der også har instrueret den seneste film i rækken, Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn.

Cirkeline drømmer om at få sig en veninde at lege med, og, vupti, så springer Coco, den lille, sorte pige, der pryder pakken med fair trade-kakao fra Afrika, ned fra pakken og melder sig. Til at begynde med er hun dog lidt overlegen og bossy, fordi, som hun fortæller, hun er en rigtig prinsesse og skal derfor vartes op.

På kakaopakken er også et lille næsehorn, der vækkes til live og er præcis lige så irriterende, som Coco siger, det er. Sammen med Cirkelines bedste venner, musene Frederik og Ingolf, begiver næsehornet – som de døber Oswald – Coco, Cirkeline og musenes bedstefar mod Afrika i bedstefarens gule flyvemaskine. På grund af Oswald må de dog snart nødlande, midt i Zoologisk Have, som de dog tror er Afrika. Og her begynder de at lede efter Cocos folk og næsehornets mor, og finder blandt andet et par tyvagtige rotter, en familie af chokoladeproducerende mus og et kæmpe næsehorn, Arnold, der er lige så arrig, som han er ensom og chokoladeglad.

Lille og vigtig historie

Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn er en film for de mindste – og for de af deres ældre søskende – og forældre – som selv har nydt at være i selskab med den snusfornuftige lille pige og hendes venner. Det er dog Coco og næsehornet, der stjæler det meste af opmærksomheden i den nye, som er fuld af afrikanskinspireret musik og rummer en god portion af Jannik Hastrups velkendte humanisme og sympati for de små og de svage.

Der er sågar en sjov Karen Blixen-reference, som kun de voksne formentlig vil fange – og som de så måske kan fortælle børnene om bagefter – og i det hele taget føler man sig i godt og trygt selskab med Cirkeline og vennerne. Det er ikke en film, som skaber nyt, men Hastrup er ikke bange for at give sine personer kant. Han har sans for børns måde at tale og være sammen på, han tager deres verden, tanker og følelser alvorligt, og han bruger behageligt god tid på at fortælle sin lille og vigtige historie om alt det store, der kan ske i små væseners liv.

Ingolf og Oswald er f.eks. trætte af at være de små, som ikke bliver taget alvorligt af de andre, og det viser sig selvfølgelig, at bare fordi man er lille, betyder det ikke, at man ikke kan udrette store ting. Og bare fordi man er en prinsesse, betyder det ikke, at man skal bestemme alting – eller at det er sjovt at bestemme alting – og ikke behøver gøre en indsats for at hjælpe andre.

’Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn’. Instruktion: Jannik Hastrup. Manuskript: Jannik Hastrup, Trine Breum, Nanna West og Kit Gøetz. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu