Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Crash! Boom! Bang!

Hvis man slipper sin indre teenager løs – eller godt kan lide store robotter, der slår løs på store monstre – er der i hvert fald en halv god film i Steven S. DeKnights ’Pacific Rim Uprising’
Kultur
23. marts 2018

Ti år er gået siden begivenhederne i Guillermo del Toros Pacific Rim, hvor skumle rumvæsener fra en anden dimension sendte såkaldte Kaijuer, enorme, øgleagtige monstre, gennem en portal på bunden af havet for at ødelægge Jorden. Det lykkedes heldigvis ikke takket være den flok heltemodige piloter, som bemandede de gigantiske robotter, Jägere, der blev brugt som våben mod de ellers nærmest usårlige Kaijuer.

Alverdens byer er så småt blevet genopbygget – Kaijuerne nåede at smadre meget – og der er ro i verden. Jake Pentecost (John Boyega), der er søn af en af heltene fra dengang, Stacker Pentecost, der ofrede sig for menneskeheden, er en dagdriver, der lever af at stjæle og sælge eftertragtede dele fra skrottede Jägere. Men en dag løber han bogstavelig talt ind i den forældreløse pige, Amara (Cailee Spaeny), der har bygget sin egen Jäeger, og de bliver begge snuppet af politiet.

Inden længe befinder de sig på den base, hvor Jäeger-piloterne uddannes – og hvor Jake tidligere har gået – og bliver rodet ind i et nyt opgør med Kaijuerne. Det viser sig nemlig, at der er nogen, som eksperimenterer med at blande mennesketeknologi med Kaiju-dna, og det er altså ikke spor smart.

Uinspireret anden halvdel

Første halvdel af Steven S. DeKnights Pacific Rim Uprising er et herligt kulørt, tempofyldt og veldrejet eventyr af den slags, man bør overgive sig til for rigtig at kunne nyde. Det er spækket med kække og corny replikker, sentimental følsomhed og farverige personer, og selv om filmen ikke kan leve op til Guillermo del Toros original – der var noget mere moden og begavet – føler man sig i godt selskab. Selv en banal morale om, at man skal være ligeglad med, hvad andre siger og synes om én, og at det ikke afhænger af, hvor man kommer fra, men hvem man er, sluger man gerne.

Men da først Kaijuerne dukker op, forvandles Pacific Rim Uprising til en uinspireret omgang dunder og destruktion, hvor flere storbyer, ikke mindst Tokyo bliver smadret, da Kaijuer og Jäegere støder sammen med et ordentligt brag. Det er velsagtens det, fans af den slags film gerne vil have – kæmpemonstre og kæmperobotter, der slås og smider med ting – men behøver det være så klodset og kedeligt iscenesat?

Alt det karakterarbejde, som Steven S. DeKnight trods alt har gjort i filmens første halvdel, er der ikke plads til for alvor at bygge videre på, og personligt var jeg flere gange ved at falde i søvn – på trods af den øredøvende larm fra IMAX-biografens mange højttalere, der var skruet op til 11. Som instruktør mangler tv-manden DeKnight ikke mindst filmskaberen del Toros evne til at balancere mellem det karakterbårne og det actionprægede, og det lider denne anden film i Pacific Rim-sagaen i høj grad under. Jeg håber, de får rettet op på det, hvis der skal laves en tredje film.

’Pacific Rim Uprising’. Instruktion: Steven S. DeKnight. Manuskript: Steven S. DeKnight, Emily Carmichael, Kira Snyder og T.S. Nowlin. Amerikansk (Biografer i hele verden og andre dimensioner).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her